Der kan være flere årsager til, at parforholdet ikke fungerer optimalt. Nedenfor er en liste over mulige problemstillinger, som jeg oplever i parterapien:

– Manglende sexlyst hos enten manden eller kvinden
– Utroskab
– Sexafhængighed, pornoafhængighed, kærlighedsafhængighed – eller afhængighed og overdreven brug af chat, flirt og internet
– Præstationsangst hos både mand og kvinde
– Manglende evne til at få orgasme for enten manden eller kvinden
– Rejsningsproblemer, for tidlig sædafgang eller for sen sædafgang
– Manglende forståelse og accept af forskelligheder omkring seksuelle behov

– Manglende omsorg, respekt og pleje af forholdet – bl.a. pga. stress og dagligdags rutine
– Manglende åbenhed omkring sex og seksualitet
– Fejlfordeling af kønsroller i parforholdet.
– Stædighed og manglende kommunikation – konfliktfyldt at tale om “svære emner” herunder sex og problemer
– Problemer relateret til graviditet eller efterfødselsreaktioner – selv flere år efter at man har fået sidste barn
– fatslåst i vaner og mønstre, som hæmmer for at have det godt både individuelt og som par

Hvornår skal man så benytte parterapi?

Der er forskellige årsager til at opsøge hjælp. Men overordnet set, så er det tid til at søge hjælp, når parforholdet lider, når en eller begge er i ubalance, når der er nogle helt konkrete problemer, som I oplever sammen, som I ikke selv har formået at løse endnu.
Det gode ved at få hjælp af en tredjepart er, at terapeuten ikke har følelser investeret i dig eller din partner, og kan derfor lettere se tingene i et andet perspektiv – med et helikopter view.

Årsager til at henvende sig

Årsagerne til at henvende sig kan sagtens afvige fra de problemstillinger, jeg har skrevet om ovenfor, men overordnet set, så kan det være en rigtig god ide med et “servicecheck” af forholdet hos en 3. part. Jeg har oplevet flere par som har sagt, at alle burde vove pelsen indimellem, og tage en snak med en udeforstående, der som jeg, kan påpege de roller, som man får i et fasttømret og til tider monotont og kedeligt sex og samliv.

Emnerne kan som sagt være mange – det kan bl.a. handle om børn, arbejde, manglende engagement i hinanden, fastgroede roller og mønstre og meget mere. Det væsentlige er at finde ud af, om I mener, at I selv kan komme på rette spor igen, om I selv kan finde romantikken frem, få sexlysten tilbage, vise hinanden respekt igen, kunne tale sammen uden det konstant ender i konflikter. Måske I er rigtig gode til at tale sammen, men så kommer I ikke længere, for I mangler at gøre noget ved tingene – I mangler at handle! Gøre en forskel for jer selv.

Vil I – så kan I

Det kan lade sig gøre – hvis I vil. Jeg mener, at hvis et par grundlæggende har kærligheden til hinanden, så kan man flytte bjerge med viljen til at lykkes som par – som team! Det kræver naturligvis en indsats – af begge to, også selv om det måske er den ene i forholdet som har været utro. Det tærrer på begge personer, så derfor er begge nødt til at få hjælp og være villige til at arbejde med nogle ting enten sammen, og i nogle tilfælde også alene.

Hvis I ikke rigtig fornemmer, at I selv kan tale jer frem til en løsning, og gøre de ting I har aftalt for at få kærligheden og romantikken – og ikke mindst sex – tilbage, så kan I med fordel opsøge en sexolog og parterapeut. Nogle gange handler det om, at I hver især ikke føler jer set og hørt – at dagligdagen bare kører uden de store udsving, og når I så har en dialog, der ikke ender i en konflikt, så er det om ligegyldige ting eller praktiske ting. Andre gange handler det om konkrete svigt i parforholdet (utroskab, løgne) og det kan også være fordi en eller begge har nogle ting med fra fortiden, der “driller” i parforholdet. Ikke fordi man vil det, men fordi der sker en ubevidst påmindelse i ens “system”, hvor det nærmest er som at trykke på en alarmknap, og man reagerer derfor på en “gammel” måde – fx. kan man trække sig, når den anden er vred, fordi vrede var et tema i barndommen (vred far fx.), men i en voksenrelation, i en kærlighedsrelation, er den strategi uhensigtsmæssig, for den kan skabe distance i parforholdet.

Tilgængelighed og nærvær

I er måske ikke længere tilgængelige for hinanden, og så opstår der en distance til hinanden. Og når distancen kommer, så kommer irritationen – den I ikke rigtig kan forklare, hvorfor den er der – men den ER der! Så begynder skænderierne, konflikterne, bebrejdelserne, angrebene – og så er det svært at komme videre selv. Her er det vigtigt at blive klar over den rolle man har I forholdet.

Jeres mønstre og roller

Det mønster I hver især har i en konflikt, er væsentligt at få en forståelse for, og ikke mindst hvorfor I påtager jer den rolle og det mønster, for med indsigt kommer mulighed for forandring. Og så kan I begynde at ændre på tingene – og nogle gange kræver det hjælp udefra – fra en som kan gøre jer bevidst om de ting, som ikke virker, og som kan vejlede jer I at komme videre.  Måske kører forholdet simpelthen for meget på rutine og praktiske opgaver – og det spreder sig som ringe i vandet ind til sex og samværet. Her er det også blevet triviel sex – de samme steder, de samme stillinger, den samme kedelige rutine. Hvis I altså overhovedet har sex!

Det koster på sexbalancen!

Der er flere forskellige emner, som parterapien bygger på, men oftest koster det på den seksuelle balance, hvis der er noget galt med forholdet. Og så er det tid til at konsultere en sexolog. Blandt andet for at opnå en bedre forståelse for hinanden igen, og gensidig respekt, samhørighed osv., så I bedre kan give det til hinanden, som I har behov for – og når det begynder at gå i den positive retning, så begynder sexlysten oftest helt automatisk at komme – lidt efter lidt. Nogle gange kan det dog føles akavet at komme i gang seksuelt igen, og her hjælper terapeuten jer også videre.

Er I det værd?

Hvis I kan genkende jer selv i nogle af beskrivelserne, og hvis I har brug for at lære mere om jer selv, og hinanden, så er I velkomne til at kontakte mig helt uforpligtende med henblik på en samtale.

Kærligst,
Tanja