[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja
Jeg skriver til dig, fordi jeg (og min kæreste) står over for en udfordring jeg ikke ved hvordan jeg skal løse, og jeg håber, at du kan hjælpe mig til at komme i gang på en ordentlig måde. Jeg er på forhånd ked af at det er så langt et brev, men håber du vil læse det – det er et problem jeg har gået med i mange år, og tja – når det regner, så øser det :\
Først vil jeg dog lige sige tak for en rigtig god hjemmeside, www.tanjagluckstadt.dk. Det er rigtigt rart at støde på en, som har ”åbnet op for posen” allerede inde der kræves betaling, for det styrker i høj grad min tillid. Samtidig syntes jeg, at du er rigtig informativ –tak!
Jeg er 28 år (mand) og har snart været sammen med min kæreste på samme alder i 7 år. Vi elsker hinanden meget højt og på langt de fleste områder har vi et rigtigt godt forhold, med op og nedture som er en del af et langt forhold. Dog har der i al den tid vi har været sammen været problemer omkring sex, i første omgang at min kæreste har fysiske smerte ved samleje, og i anden omgang de psykiske konsekvenser af smerterne, får både mig, hende og os.
Det første problem er at min kæreste får ondt ved samleje. Jeg det først fik at vide efter de første 3 måneder, og på trods af min insisteren er det efter 7 år stadig ikke lykkedes mig, at få hende til at tage problemet så alvorligt, at hun aktivt og målrettet søger løsninger. (min subjektive oplevelse).
De fysiske smerter:
1) Sviende smerter ved indtrængen. Hun har nogle gange (½-2/3 gang) hvad hun beskriver som svigende smerter når jeg trænger ind i hende – nogle gange forsvinder de, og nogle gange gør det ikke. Vi tager det ofte meget stille og roligt i starten, men må nogle gange afbryde samlejet, hvilket ofte gør hende ulykkelig. Nogle gange bliver hun også ulykkelig lige inde samleje.
Det er nu sådan, at min kæreste frygter/er bange for, at det skal gøre ondt inde hvert samleje. Hvilket vist også får hende til (i et vist omfang) at vælge dem fra.
Vi har både prøvet med/uden glidecrem, før/efter klitorisorgansme, med/uden langt forspil, men ingen af delene gør – så vidt jeg kan se – en forskel.
Smerterne har også været der ved tidligere kærester, men jeg er vist den første hun har fortalt det til – eller i hvert fald den først som har reageret ved at det gør ondt. Tidligere har hun vist bare gennemført samleje uden at sige noget – men jeg er ikke sikker på at det gjorde lig så ondt dengang.
2) Smerter ved endetarmsåbningen. Hun har også smerter ved endetarmsåbningen, nogle gang jagende under samleje(men vist ikke så tit), hvilket vist gør rigtigt ondt men også uafhængigt af samleje. Tror vist det er lidt hyppigere når hun har menstruation.
Jeg ved, at der omkring hendes seksuelle debut var en fyr som ved et uheld kom til at støde op i hende analt, og det gjorde vist meget ondt. Men jeg ved ikke om det kan have noget med den smerte hun oplever nu.
3) Ondt i lænden. Stort set hver morgen vågner hun med smerter i lænden. Når jeg skriver det, så er det fordi jeg har læst, at det muligvis kan have en betydning/indvirkning på smerter i underlivet.
Først for 8 måneder siden gik hun endeligt til egen læge, som henviste hende til en gynækolog, da lægen ikke fandt noget fysisk galt. Det var mistanken om en bagudvendt livmor der blev kikket på pga. smerterne bag til, samtidig blev vi anbefalet at prøve klidecremen til de svigende smerter.
Gynækologen fandt heller ikke noget (kikkede vist kun efter det med livmoderen, da min kæreste ikke gjorde opmærksom på andet).
Jeg er nu der hvor jeg ikke rigtigt har tillid til familielægen, og faktisk heller ikke gynækologen, for min kæreste og jeg VED jo at der er noget galt! Samtidig har jeg jo efterhånden læst en del litteratur, om tilstande som Vulvodyni, Vaginisme, Endomitriose og Dyspareunia, hvilket jeg tror familielægen er fuldstændigt uvidende om, og gynækologen vist slet ikke har nævnt. (min kæreste vil helst selv til lægen og den/de gange jeg har været med oplever jeg generelt ikke at hun er særligt god til at ”guide” lægerne. Samtidig tier jeg stille, for ikke at gå over hendes grænse og få ”skæld ud” efter besøget).
Desuden ved jeg jo ikke alt om disse forhold, eller hvad der ellers findes, så jeg tænker, at vi måske skal have fat i en nogle eksperter – både hvad angår det fysiske i første omgang – og måske også det psykiske.
Jeg håber at du måske kan forslå en videre vej? Både hvad angår det fysiske og det psykiske?
De uheldige følgevirkninger:
Smerterne ser selvfølgelig et problem, men værre er det, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få hende til at gøre noget ved det?? eller få gjort hende klart hvor meget jeg lider/er i sorg over et manglende sexliv.
Smerterne samtidigt betydet, at vi aldrig har fået et ordentligt sexliv/kultur/rytme. I starten dyrkede vi sex ca. 1 gang om ugen, men allerede inde det første ½ år var det 1 gang hver 2 -3 uge – over de sidste par år er det endt på en gang hver 1-2 måned.
Jeg har ikke tidligere haft en partner før min kæreste, dels fordi jeg ikke har fundet nogle som har været værdig til min kærlighed – nok også dels pga. en smule frygt for at blive afvist og generthed/uvidenhed omkring spillets regler flirt/hvordan man score/ligger op til sex – som jeg desværre har taget med ind i forholdet.
Inden jeg fandt min kæreste har jeg selvfølgelig i mange år glædet mig til, og set frem til, at lege med/og udforske/afprøve sex når jeg fandt den rette pige. I starten lagde jeg derfor meget op til hende, men efter utallige afslag har jeg efterhånden mistet modet og er blevet mere og mere usikker på mig selv, for jeg aner ikke hvornår jeg bliver afvist og hvornår jeg ikke gør.
I dag er det så slemt, at jeg meget sjældent ”tør” lægge op til noget, for jeg ”ved” at jeg alligevel bliver afvist. Og når min kæreste endeligt lægger op, så bliver jeg tit fysisk ked af de og dybt ulykkelig, i en sådan grad at jeg lukker fuldstændig af – jeg tror det er en forsvarsmekanisme, fordi jeg i efterhånden rigtigt mange år aldrig har vist om jeg var købt eller solgt (i sidste ende fik noget) når vi filtede.
Derud over kommer en real sorg over at måtte sige farvel til sex (sådan som jeg oplever det). Jeg elsker min kæreste og kan ikke forestille mig at gå fra hende, men samtidig har efter 7år efterhånden opgivet nogle sinde at få noget som bare minder om et velfungerende sexliv – hvilket gør mig dybt ulykkelige, for sex betyder meget for mig. Samtidig bliver jeg kun mere ulykkelig af, at jeg ikke oplever at hun ”gider” gøre noget ved problemet – for hvis det virkeligt betød noget for hende, hvorfor gjorde hun så ikke allerede noget aktivt efter det første år? – eller det andet, eller tredje, eller fjerde???
Jeg har altid været den forstående kæreste, både hvad angår at jeg ikke har fået noget sex pga. hendes smerter og deraf manglende lys, og hvad angår at hun ikke har taget hold om problemet – måske nok også mere end hvad godt er? – og i dag kan jeg ikke selv vurderer hvornår/om jeg kan tillade mig at slå i bordet, eller hvordan jeg skal gøre det???
Jeg oplever, at det er OS, (min kæreste og jeg) der har problemer, men det gør hun vist ikke. Jeg har flere gang opfordret til, at vi tager kontakt til både en parteaupeut og en sexolog. Hendes svar er typisk, at det vil hun selv gøre (hvad angår det fysiske og evt. psykiske) og så jeg selv om, om jeg vil kontakte en.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal/kan gøre, og håber inderligt at du måske kan hjælpe?
Smerterne: Hvad kan smerterne skyldes? Hvor/hvordan får vi det undersøgt? Hvordan griber jeg/vi det bedst an herfra – en videre vej? Både hvad angår det fysiske og det psykiske?
Min frygt/sorg: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg komme af med min frygt? -kan jeg det alene? I hvor høj grad har kun jeg brug for ekstern hjælp? og fra hvem?
Sexliv: Hvordan kan vi sammen få et velfungerende sexliv? I hvor høj grad har vi brug for ekstern hjælp? og fra hvem?
Med venlig hilsen
TS
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære TS,
Der er ikke tvivl om, at der sker meget i og omkring jeres forhold. Jeg kan ikke afdække det hele i en brevkassebesvarelse, men måske du kan få stof og råd til eftertanke, så du kan komme videre. Du spørger. hvad du kan gøre nu, og hvordan du kan komme af med din frygt. Er det din frygt for ikke at få sex og at din kæreste ikke forstår situationens alvor? Jeg kan ikke helt fornemme, hvad du mener med frygt. Den skal du have defineret, og så kan du fx. tage en snak med din kæreste om den. For det er ikke rart at leve et liv i frygt – uanset hvad frygten handler om.
Reelt set kan vi kun komme over en frygt, ved at se den i øjnene, ved at håndtere den, og ikke ved at pakke den væk, eller evt. anklage andre, eller tro at andre hjælper os, eller at det “nok skal gå”. Der er reelt set kun én, der ved, og vælger, om det skal gå. Og det er dig selv. Hvis du har svært ved at definere, hvad det er for en frygt, og hvad der skal til for at komme videre, så kan en rådgivende samtale med en terapeut måske være løsningen for dig.
Du har desuden mulighed for at gå til din læge og bede om henvisning til en psykolog. På den måde, kan du få betalt en række sessioner ad den vej. Det vil dog være op til lægen, hvorvidt vedkommede vil henvise til en psykolog ift. din problematik, da læger er meget forskellige i hvornår, og hvorfor de henviser til en psykolog. Alternativt kan du søge en privat terapeut, som du selv betaler for. Du skal dog vælge med hjertet, så at sige. Altså om det er én som du føler kemi med, for hvis du ikke gør det, så vil du have modstand på terapeuten, og så kommer det ikke til at virke for nogen af jer.
Som jeg ser det, så er I er nok nået til en fase, hvor I skal søge hjælp fra andre, hvis I ikke selv kan løse både de fysiske og de psykiske problemer, der er opstået.
Det at du oplever, at din kæreste har modstand på at søge hjælp både omkring de fysiske smerter, og omkring de problemer I har imellem jer, kan måske hænge sammen med, at hun føler sig presset. Og at hun helst bare vil glemme om problemet. Det har ikke noget med dig og jeres forhold at gøre.
Hvis det handler om at føle sig presset, hvad er det så egentlig der ofte sker? Ja, så bliver man nok lidt “det skal du fandme ikke bestemme” – og undlader at gøre mere ved det. I jeres situation, og i din forstående natur omkring hele situationen, så undlader hun måske også at handle, fordi der jo kommer ro på i en periode. “Pyyyhh, så kom der ro igen – nu har han lige fået lidt luft”. Noget andet der kan ske er, at hun netop ikke fornemmer, at det er det store problem, fordi du ikke giver kraftigt nok udtryk for det.
Fortæl hende hvor ondt det hele gør på dig – og undlad at tale om, at du savner sex og har afskrevet det, for så vil hun bare høre det som om, at det eneste du tænker på, er sex. Sig hellere, at det er med til at ødelægge jer to, at I ikke kan tale om tingene, at I ikke forsøger at gøre noget ved det – og sig at du meget gerne vil støtte hende i at finde ind til hendes smerter, bl.a. ved også at tage med hende til læger, så I er 4 ører frem for 2 ører, der hører lægens ord. Og undlad igen at sige, at hvis du er med i at støtte hende, “så kan vi have mere sex”, for så hører hun “du er ligeglad med mig og hvordan jeg har det – du vil kun støtte, så du kan få mere sex”, og dermed føler hun sig overset, som et stykke kød, undværlig og som om du kun vil hende pga. sex.
Når det så er sagt, så er der de fysiske problemer hos din kæreste i form af smerter. Du beskriver, at I ikke har tillid til familielægen eller gynækologen, og så gælder det om at finde nogle, som I har tillid til omkring hendes smerter. Undersøg hvilke gynækologer, der er i jeres nærområde, og søg så derhen. Find ud af, om de kender til vaginisme, vulvodyni, endometriose osv. Hvis I ikke kan bruge den gamle henvisning, så bed jeres læge om en ny, så I kan opsøge en gynækolog – eller måske endda en fysioterapeut med speciale i gynækologiske problemer.
Det er meget svært for mig at gætte på, hvad hendes smerter skyldes. Dog tænker jeg i retning af vaginisme samt vulvodyni, men kan ikke helt fornemme hvilken en af problemerne det er, ud fra de beskrevne symptomer. Mht. hendes smerter så er det nødvendigt, at hun tager det alvorligt, og søger at gøre noget ved det, for ellers bliver tingene ikke bedre for hende – og dermed også for jer.
Du beskriver desuden nogle smerter hos hende (analt), som kan opstå periodevist under samleje. Det kan meget vel være en form for “fantomsmerter” i forbindelse med, at hun engang oplevede at få noget op bagi, uden at være forberedt – og så gør det virkelig ondt. At hun også oplever smerter i det daglige, dog hyppigst under menstruation, lader dog til at det ikke er seksuelt betonet, men nok nærmere hænger sammen med hormoner i forbindelse med menstruation. Fx. kan nogle kvinder godt være mere “øm i understellet”, som de siger 🙂
Angående jeres sexliv, så fornemmer jeg at der ligger mere i det fra din kærestes side end hendes smerter. Hvornår er det hele egentlig opstået? Har hun før været sammen m ed en fyr, hvor hun følte det som et overgreb? Har det altid været sådan for hende, så smerterne handler om frigiditet i en eller anden udstrækning – altså tanken om at dét, at have “noget oppe i sig”, gør ondt. Det er væsentligt at kende mere til hendes tanker og følelser om det seksuelle, for at guide jer bedre på vej. Jeg fornemmer at hun blokerer meget på sexen – og derfor tror jeg at det handler mere om vaginisme end andre symptomer. Hvis det er vaginisme, så skal hun have hjælp – både via nogle fysiologiske øvelser samt samtaler omkring hendes seksuelle opfattelse.
Derudover, eftersom det påvirker jer begge, så kan I måske have gavn af noget parterapi, for at finde ud af, hvordan I egentlig begge kan være med til at selvforstærke hinanden i at sexlivet og kommunikationen ikke fungerer som ønsket. Det er hvad I skal søge hos en terapeut. Én som kan dæmme op for jeres indbyrdes mønstre. Og meget kort sagt, så kommer arbejdet derefter fra jeres side om, at “gå hjem og bryde dem” bl.a. via udstukne øvelser og samarbejde.
Der er mange ting at få klarlagt – og måske kunne en rådgivende samtale hos en læge – eller en parterapeut – give jer en udstukket retning for jer hver især samt jeres forhold.
Hvem I vælger som terapeut, skal være et fælles valg, så I begge er trygge ved personen.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål 🙂
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
