[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja,
Jeg er lige blevet separeret fra min kone gennem KUN 6 mdr.
Mange ting har ikke været som de burde være. Hun har nemlig været både urimelig og humørsyg.
Alt var min skyld, jeg var ikke mand nok, jeg var egoist og bedrevidende og hun mente at jeg var fattig, fordi jeg ikke havde råd til at tage hende ud at spise eller rejse hele tiden.
Hun arbejdede på en natklub torsdag fredag og lørdag og mange af de andre dage var hun sammen med veninderne eller i byen til langt ud på morgenen.
I starten af september så jeg så en sms i hendes tlf., som jeg synes var lidt mistænksom og jeg konfronterede hende med det. Men hun flippede fuldstændig ud, overfaldt mig, tog kvælertag på mig og slog løs på mig.
Derefter var forholdet ikke helt det samme. Hun undskyldte og sagde hun aldrig ville slå mig mere. Jeg tilgav hende, men efterspurgte, at vi tilbragte mere tid sammen, så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Det gik hun lidt modvilligt med til, men det gik så okay i ca. 3 uger.
Derefter tog jeg hende flere gange i, at havde sms’et med fremmede fyre, og efter en af hendes byture, opdagede jeg en besked i hendes telefon, og opdagede at hun havde arrangeret en date med en fremmed fyr. Jeg allierede mig med to af mine venner, der fulgte efter hende og som fortalte mig, at hun havde mødtes med ham.
Alt dette og en masse andre små og store ting gjorde så, at jeg tog konsekvensen og sagde at jeg ville skilles.
Det er hårdt og jeg er helt nede, for jeg har stadig meget stærke følelser for hende.
Jeg følte at forholdet var ved at “slå mig ihjel” og jeg var ikke glad længere, men jeg er heller ikke glad nu. Mine drømme er væk, og for mig har det at blive gift betydet, at det var for resten af livet. Jeg troede virkelig jeg havde fundet den eneste ene.
Mit spørgsmål til dig er: Stod dette forhold til at redde, hvis vi kom i noget parterapi?
Det skal siges at vi kun har kendt hinanden i kort tid inden vores ægteskab.
Venlig hilsen
Den frustrerede
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære frustrerede.
I bagklogskabens lys kan man sige, at I meget tidligt har valgt at gifte jer. Det klogeste havde været, om man havde lært hinanden at kende, inden man valgte at gifte sig, således at man allerede på forhånd havde en idé om, at man havde nogle fælles ønsker, mål og interesser.
En klog kvinde sagde en gang til mig, at de første 8 måneder af et forhold, er man den man ønsker at være, derefter bliver man den, man i virkeligheden er! Det betyder, at man i forelskelsens rus tilpasser sig meget, og kan acceptere mange flere ting, end man kan, når det er blevet hverdag.
Du skriver ikke hvor gamle I er, men på mig lyder det som om, at hun ikke har haft tid til at løbe hornene af sig, før hun valgte at ”comitte” sig i ægteskabets pagt. Om det betyder, at du ikke var mand nok til hende, det må jeg lade hende om at vurdere. Det mest væsentlige er, at du forhåbentlig er kommet ud af døren med din værdighed i behold.
Det største afsavn ligger ofte i følelsen af enten at være utilstrækkelig, have givet op for let eller fordi man måske bliver bekræftet i sit grundsyn og selvopfattelse, som måske kan være, at man ikke er god nok.
Man kan gøre meget i kærlighedens navn, men det er vigtigt, at man ikke går på kompromis med sine behov, ønsker og forventninger til parforholdet.
Om forholdet var til at redde, er svært at sige. Umiddelbart lyder det ikke som om, at hun har følt sig rigtigt til rette i forholdet, og derfor har hun jagtet kærligheden et andet sted. Det lyder hårdt, men fakta er, at hvis hun havde haft et ønske om at redde det, så ville hun nok have imødekommet nogle af dine ønsker om, at I skulle bruge mere tid sammen.
Parterapien ville have taget udgangspunkt i, at man hver især fandt forståelse for den andens behov, lærte de forskelligheder man har som personer, og at man havde i terapien valgt at gå på nogle brugbare kompromisser for begge parter, fordi man netop elskede sin partner, og fandt det vigtigt, at ens partner følte sig sikker i forholdet.
Umiddelbart lader det til, at hun skal have nogle flere erfaringer med på bagen, før hun er klar til indgå i et ægteskab, og hvis du allerede står i en situation, hvor du er klar til at stifte familie, og leve med den eneste ene, så skal du nok forsøge at kigge dig om efter en pige, som er mere klar til det.
Derudover, så er det IKKE ok, at en partner slår en eller nedgør en verbalt. Det er både psykisk og fysisk vold! Din snarlige eks-kone lader derfor til at have nogle problemer, som stikker dybere end “bare at være konfronteret” med en mistro om utroskab.
Du fortjener en kvinde, som vil dig og som respekterer dig. Én som åbenlyst elsker dig og viser det med sine handlinger. Det har du ikke fået i din eks-kone, men det er sådan en kvinde, én som er comittet til forholdet, som vil være god for dig, og gøre dig glad.
Der er en der ude, til os alle sammen… – Så vi behøver ikke at nøjes..
Held og lykke med din søgen efter den eneste ene.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
