[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja.
Jeg er 26 og min kæreste er 30 år.
Jeg har ville ha barn med min kæreste gennem lang tid nu (startede for 2 år siden).
For en mdr siden bragte jeg det så op igen. Han siger han gerne vil ha børn – men at han ikke er klar endnu og han skal nok sige til når han er klar! Vi har været sammen ca 4 år og har alt i orden, hus, bil, go økonomi osv.
Jeg er så ked af det, har de vilde humørsvingninger og kunne snakke om det hele tiden. Han sagde den anden dag, at nu vil han ikke høre mere om det baby-snak og at han fik mindre og mindre lyst med de humørsvingninger jeg har og jeg bare skal glæde mig til den dag han kommer og siger han er klar.
Jeg har slet ikke fået noget tidsinterval og det gør det bare så fandens svært!! Men jeg turer ikke bringe det op igen og spørge ham hva der gør, han ikke er klar, for han lukker bare af og siger, at han nok skal sige når han er klar!!
Åhhh det gør ondt!!! Det er mit største ønske jo…
Hvorfor bliver han ved at trække den?? Hvad venter han på?? Hvorfor kan han ikke som mange andre mænd bare være klar??
Skal jeg stille et ultimatum??
Jeg er mere klar til barn end jeg nogensinde har været.
Jeg er så langt ude pga det, tænker på det HVERT MINUT, men må holde det for mig selv, og det er IKKE nemt!!
Håber du kan rådgive mig lidt…
På forhånd tak.
Hilsen,
mig
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære dig,
Jeg forstår godt, hvis du føler, at det er en svær situation, du står i, eftersom det er kommet dertil at yderligere snak om babyer presser din kæreste i den modsatte retning.
Du stiller nogle relevante spørgsmål til, hvorfor han bliver ved med at trække den? Hvad han venter på? Og hvorfor han ikke er klar? Hvornår er man egentlig klar? Handler det ikke om en beslutning? Men måske føler han, at han mangler at “leve lidt”, før han tager ansvar for en lille ny. Der er også nogle mænd, som hører meget omkring, hvor hårdt det er at have børn – at man mister tid til sig selv, at det går ud over sexen og forholdet, at man får mindre penge osv. Disse ting kan også være med til at afholde fra, at man kan føle sig klar til at blive forælder. Man ved jo ikke hvad man går ind til!
Det er ikke alle der pludselig får en åbenbaring og er klar til børn. For en stor del er det noget, som man bliver klar til i takt med, at man vokser med en graviditetsmave, med at barnet fødes, og ved at man pludselig står i en situation, hvor man er nødt til at forholde sig til at være forælder – fordi det ikke er teori og snak mere, eftersom babyen nu enten er i maven eller er kommet til verden. Først da bliver det virkeligt for mange, og man kan bedre forholde sig til rollen at være forælder – men det kan være super svært forinden, når det kun er snak mellem to voksne, og hvor man kan tage et bevidst fravalg eller tilvalg.
Men hvis man som person er lidt i tvivl om, hvad opgaven at være forælder egentlig er, eller tænker at det er noget, som tager energi og tid fra en selv, så kan det som sagt være med til at afholde fra at føle sig klar.
Har du spurgt ham om de spørgsmål, du selv stiller? Han må jo have en grund til ikke at føle sig klar. Og det er sikkert den grund (eller de grunde), som afholder ham fra at “hoppe ud i det”.
Og mht. at stille et ultimatum, så skal du bare være klar over, at det så kan betyde at han:
1. føler sig presset, og hvis der eventuelt kommer nogle problemer fremadrettet imellem jer (eller barnet), så kan det måske blive brugt imod dig, at du tvang ham til at blive forælder.
2. stopper forholdet fordi han ikke vil tvinges/presses
3. han ser endelig hvor betydningsfuldt det er for dig at I bliver forældre, og indvilliger at egen fri vilje til at forsøge at blive gravide.
I skal desuden huske, at det ikke nødvendigvis lykkes at få børn lige med det samme. For nogle kan der gå måneder, ja endda år. Hør ham ad, hvad det er han evt. frygter ved at blive forældre? Er han bange for ikke at kunne slå til? At miste noget af det liv han kender nu? Eller hvad handler det egentlig om for ham.
I kan dog ikke komme videre uden at få talt om tingene. Det nytter ikke noget at køre videre, som om alt er i orden, når du har det så skidt indeni. Hvis han slet ikke vil tale om det, så må DU gøre op med dig selv, om du vil vente længere på at han bliver klar.
Hvis det bliver for svært for jer selv at tale om, så kan det måske være en ide at have en “mægler” – en parterapeut med – i en snak omkring at blive forældre og at føle sig klar.
Du ønskes alt det bedste.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
