[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja,
Vi er kørt fast i ægteskabet. Der er mange gode forklaringer, arbejde, tid, penge, børn osv. Vi er klar over, at det er klassisk. Der kører og har længe kørt en underliggende magtkamp som dybest set handler om hvem som skal have mest plads og hvem som er mest værd. Den slider på vores grundlæggende gensidige tillid, – og nu også på vore hidtidige og ellers gode sex-liv.
Før det kørte af sporet, havde jeg nogle betænkeligheder omkring vores fælles sexuelle ”sprog”. Jeg oplever os ikke (dvs. i første omgang mig) som værende helt så intime, åbne og tætte som han ellers gjorde. Og det blev vist nok i virkeligheden at føle for ham som et angreb på hans maskulinitet/sexualitet.
Jeg er ikke hidtil kommet igennem med mit ønske om at få det vendt med en sexolog. Jeg kan ikke længere holde til de verbale og følelsesmæssige tæsk jeg (efterhånden fast får) praktisk taget lige efter han har trukket sig ud. (Han beskylder naturligvis mig for samme form for tillidssvigt).
Han er rigtig god til at sige undskyld, – men jeg er træt af ”undskyld” efterfulgt af gentagelse på gentagelse. Modvilligt har jeg måttet tage en sexuel ”timeout” – Det er der ingen af os der synes er sjovt. Jeg savner sex, (lige så meget som han) og ligeså meget som jeg savner nærvær med ham. Skyld, skam, staf og dårlig samvittighed, fyger igennem luften. Ingen kan rigtig sætte en steg og starte på en frisk – fremad. Han tænder nu også på ”make-up-sex” i forbindelse med en konflikt?
Jeg synes den er helt gal. Han mener at det er helt naturligt at man som mand vil forsøge at betvinge sin kvinde, – uanset hvad. Er det virkelig normalt? Og har det overhovedet noget med kærlighed at gøre? Han vil nu gerne par-terapi, men tøver overfor en sexolog. Vi er begge hurtige i hoved og tanke, lidt for gode verbalt og derfor usikre på hvordan vi finder den rigtige hjælp. Hvad skal vi dog gøre?
Mvh. E´rne
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære E’rne,
Du spørger om det er normalt at en mand forsøger at betvinge sin kvinde – uanset hvad. Han har nok omskrevet lidt på forskellen på mænd og kvinder, og at være i en sund relation, for at betvinge kan tolkes som pres, og dermed overskrider man den andens grænser, man træder på dem, og handlingen kan virke enormt egoistisk. Det kan også tolkes som manglende respekt for den anden krydret med egoisme, og det er aldrig rart at være den som bliver udsat for at blive betvunget, da det samtidig kan opfattes som et overgreb. Det kan netop give magtkampe og gøre at man vægrer sig for den situation, hvor man potentielt bliver udsat for et “overgreb” – altså man reagerer med at man ikke rigtig har lyst til sex, men manden insisterer alligevel på at have sex. Hvis han ikke får det bliver han måske fornærmet, gal, ubehagelig verbalt eller bare tavs som graven.
Hans beskyldninger, uanset hvad de bunder i, og hvis det handler om hans sårede manddom, er distancerende og destruktive for ham, dig og forholdet. Hvis han er såret, og han tyer til beskyldninger, så er det en meget umoden metode til at håndtere de sårede følelser. Nu har det gjort ondt på ham, så nu skal det gøre ondt på dig. Og fordi du har såret ham, så kan han godt betvinge dig som mand, mener han. Det er noget pjat, for uanfægtet køn, så er det ALDRIG ok at betvinge sig til noget – det fratager en person det frie valg, og det knuser kærligheden og lysten.
I er inde i et forhold nu, hvor I er kørt fast i nogle uhensigtsmæssige mønstre, som gør at I selv kan have svært ved at komme videre. Derfor er det en god ide at få en tredjepart ind, som kan udfordre jer på disse mønstre og give jer værktøjer til at komme videre. En sexolog er et rigtig godt valg for jer.
I kan også indledningsvist forsøge jer med erotik og samlivsspillet Erotic4Real, som er et spil, hvor man fokuserer ligeligt på øvelser vedr. kommunikation, og praktiske øvelser med at skulle være intime med sin partner. Jeg plejer at sige, at det sparer 1-2 timers parterapi, hvis man bruger det rigtig og er åbne for det, så måske det er et forsøg værd.
Slutteligt vil jeg nævne, at når og hvis I vælger terapi, så er det vigtigt at I følger jeres mavefornemmelse omkring den person I vælger – netop for at få den rette hjælp. Det er jer det handler om, og derfor er det nødvendigt at I føler jer trygge med den I vælger. Gør I ikke det, så stop forløbet, og begynd hos en anden.
Jeg ønsker jer alt det bedste med at finde hinanden igen seksuelt.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
