[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.72″ background_layout=”light” text_orientation=”left” border_style=”solid”]
Hej Tanja
Jeg skriver til dig for at få et råd om min nuværende situation. Jeg har kendt min kæreste i 7 år. Vi har været sammen af flere omgange men har hver gang holdt kontakten og er ikke i tvivl om at vi elsker hinanden. Det har hver gang været min kæreste der har gjort forholdet forbi temmelig pludseligt for derefter at opsøge mig igen kort tid efter. Der er ca. gået 1½ år hver gang inden han igen har gjort det forbi. Vi har boet sammen og købte hus for 1½ år siden. Vi har forsøgt at få børn det sidste års tid men det er ikke lykkedes og det er godt nu. Jeg skal lige tilføje at jeg er 34 år så jeg føler snart jeg skal stifte familie hvis det skal lykkedes.
Kort fortalt så er min kæreste gået fra mig 3 gange og har hver gang været utrolig ked af det og vi har grædt meget sammen. Denne gang har vi boet i vores hus i 4 mdr. imens processen har stået på hvorimod det de andre gange er afsluttet meget brat og vi er flyttet fra hinanden efter få uger. Han har ikke villet tale med mig og har haft utroligt svært ved at fortælle om bruddet til familie og venner.
Han har indtil for 14 dage siden sagt til hans forældre at vi skulle på ferie m.m. på trods af at vi ikke talte sammen og havde ejendomsmæglere ude og vurdere huset. Så bruddet var besluttet men han løj overfor andre og forsøgte at give udtryk for at vi havde en fremtid sammen i stedet for. (jeg kalder det en flugt fra virkeligheden) Jeg bad ham for 1½ mdr. siden at tage kontakt til en psykolog da jeg ikke mener det handler om os to at vi ikke fungere sammen men mere noget inde i ham selv. Han sagde at han var fejlfri og ikke havde brug for andres hjælp.
Han har nu endelig åbnet sig op og fortalt at han faktisk har været til psykolog 5 gange på 6 uger. Psykologen har lavet en personlighedstest som viser at han lider af positiv stress. Samtidig har psykologen fortalt at han har et traume der gør at han skubber dem der kommer til at stå ham nært væk fra sig. Han har fået at vide at han muligvis aldrig vil kunne indgå i et langvarigt forhold pga. de traumer han har været udsat for dog ved psykologen endnu ikke hvad det er for traumer han har oplevet da han ikke selv husker det.
Jeg har talt en del med hans mor som har betroet mig at der har været meget vold i familien. Hans far har kommunikeret med næverne og har aldrig kunnet tackle problemer. Jeg har spurgt min kæreste hvad han husker fra hans barndom og han husker næsten ingenting. Jeg valgte at fortælle ham hvad jeg vidste og han huskede den sidste episode hvor hans far havde slået hans mor fuldstændig uden grund (det er der selvfølgelig aldrig nogen grund til).
Min kæreste flyttede første hjemmefra da han var 24 og han var 20 sidste gang hans far slog hans mor. Dvs. han har levet med at se vold det meste af hans liv. (Jeg skal tilføje at han aldrig har lagt en hånd på mig). Han var meget ked af det da han fortalte om psykolog behandlingerne det var rigtig hårdt for ham. En anden ting i hans familie er at hans 2 ca. 10 år ældre søskende har hver Deres far som ikke er den samme som min kærestes. Det har dog altid skullet være bevaret som en hemmelighed i familien og forældrene har aldrig talt med nogen af børnene om det men de har hver i sær fundet ud af det og levet ”på en løgn” hvor ingen taler om det. Min kæreste har forsøgt at konfrontere hans mor men hun brød sammen og ville ikke tale om det.
Nu er situationen den at efter min kæreste har åbnet op og fortalt hvordan han altid har forsøgt at opretholde en facade udadtil om at han havde styr på det hele, frygter at andre ikke kan lide ham og søger derfor bekræftelse når han er ”ude” (ikke utroskab men brug for at vide at han kunne hvis han ville) hvilket han skammer sig meget over, siger at han har vist sit sande jeg når han har vist mig hvor højt han elsker mig og haft facade på når han har lukket i. Han fortæller at psykologen har sagt at problemet er at han ikke mærker sine følelser og er i stand til at fortrænge dem hvilket resultere i at han ikke får sagt fra i et forhold og det er for sent når han først mærker følelserne for så bliver han ligeglad og lukker dem han elsker ude.
Han er meget glad for at være startet hos en psykolog og skal ud og fortælle det han har fået at vide om sin barndom fra mig næste gang. Han er stadig fast besluttet på at vi ikke skal bo sammen eller være kærester da han er meget realistisk omkring det forløb han skal igennem. Han skal lære sig selv at kende og lære at vise hvad han føler.
Nu kommer mit problem/ min udfordring. Jeg elsker ham utroligt højt og ved det er gengældt. Han mener godt vi kan have lidt kontakt når han er flyttet og spørge til hinandens liv. Dog er vi begge overbeviste om at vi ville falde i armene på hinanden hvis vi så hinanden igen indenfor den nærmeste fremtid. Jeg har utroligt svært ved at skulle sige helt farvel. Vi har talt om at vi ikke kan forholde os til ”aldrig” følelsen. Han mener at tiden vil vise om vi finder sammen igen men at han godt ved at den proces han skal igennem kan tage måneder og i værste fald år hvilket jeg er helt enig i. Jeg ved dog ikke om der er noget håb og om vi skal bevare en vis kontakt eller om jeg skal slippe ham helt?
Mit spørgsmål er hvad du mener om den livshistorie han har med i bagagen er det muligt at komme hel ud på den anden side og kunne indgå i et forhold igen. Vi er begge overbeviste om at hvis vi skulle finde sammen igen skal det gøres ved hjælp af terapi da der er mange ubearbejdede ting i rygsækken pga. vores turbulente forhold og vi ved godt at vi ikke skal finde sammen igen i lang tid da det er en stor ting han er i gang med.
Lige nu har vi det sådan at vi holder om hinanden taler sammen og har begge rigtig meget lyst til hinanden men vi holder os i skindet da jeg mener det vil gøre mere ondt når vi skilles om 14 dage.
Jeg ved godt at jeg skal forholde mig til at være alene og leve mit eget liv igen. Jeg har bare så svært ved at slippe håbet da der er så mange følelser imellem os. Hvad er dit råd til mig nu? Hvordan kommer jeg videre. Føler næsten jeg elsker ham endnu mere nu hvor han endelig har åbnet sig op overfor mig.
På forhånd tak
H
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.72″ background_layout=”light” text_orientation=”left” border_style=”solid”]
Kære H,
Det er en rigtig ulykkelig kærlighedssituation, du og din kæreste står i.
Jeg tænker mig lidt over, hvorfor hans proces er nødvendig at udføre helt alene? Der kan jo være en styrke i, at du er der for ham, når han ikke har det så godt. Det vil godt nok være svært for dig, men det kunne måske have været en mulighed.
I/din kæreste har dog valgt at splitte jeres team op, så han kan være for sig selv i en periode – så han kan finde sig selv og komme ovenpå. Det er super flot af ham, at nå til den erkendelse, at han har brug for en større selvindsigt, da han ikke har det godt, som tingene er nu.
Du spørger om der er noget håb. Det er jo svært for mig at spå om, da jeg ikke kender situationen helt præcist, men hvis I har kærligheden til hinanden, så behøver et opbrud lige nu ikke at betyde, at I ikke kan finde sammen igen senere – og denne gang forblive sammen. Der er både for og imod at slippe ham helt. Hvis du slipper ham helt, så kan det være at han selv får brugt tiden effektivt ift. hans proces, da han så ikke skal forholde sig til dig. Omvendt kan det også være at ved at I lader hinanden være, så glider I automatisk fra hinanden, da der er noget rigtigt i ordsproget “ude af syne, ude af sind”.
Husk at tænke på dig selv her. Vær tro mod dig selv. Hvis du har behov for kontakt indimellem – og eftersom han ikke er afvisende for det – så hav kontakten. Men du skal samtidig være opmærksom på, om du stikker dig selv blår i øjnene med denne kontakt, og måske går og håber på en fremtid med ham, som måske ikke kan lade sig gøre (det vil afhænge af, hvordan han udvikler sig).
Du spørger også, om det er muligt at komme “hel ud på den anden side”, taget hans fortid i betragtning. Den positive stress du taler om – mener du posttraumatisk stress? Umiddelbart tænker jeg, hvorfor hans stress er positiv betonet i relation til det han har oplevet? Eller mener psykologen at den positive stress er i relation til hans måde at være i et parforhold – at han “kører på en høj” i noget tid, og på et tidspunkt så har han svært ved at være i relationen? Uanset hvad, så er der ingen tvivl om at hans oplevelser har sat nogle dybe spor i ham. Han skal lære at føle igen – mærke sin krop og blive mere fortrolig med dens signaler. Når han lærer det, så burde der være en større sandsynlighed for, at han kan være stabil i en relation.
Når det handler om at komme videre for dig selv, så har du måske selv brug for at få talt med en terapeut omkring dine oplevelser med din kæreste? Du må fokusere på dig selv nu – være tro mod dig selv, som jeg skriver ovenfor. Du er nødt til at forholde dig til tingene, som du er, og derfor prøve at tænke i, hvordan du selv kommer videre uden din kæreste, for der er en sandsynlighed for, at det ikke bliver jer to uanset hvad.
Sørg for at komme ud blandt venner og veninder, tal med familie, lav rare ting for dig selv. Tal gerne om det du oplever med nogle gode veninder – nogle som ikke taler dig efter munden, men som kan udfordre dig lidt på dine tanker og din situation. Du kan også overveje en samtalegruppe eller et kusus, da det kan være befriende at være sådan et sted og drøfte sine problemer med andre ligesindede. En samtalegruppe eller et kursus hvor der er selvudvikling inkluderet, kunne være optimal for dig – se et eksempel på en et udviklingskursus her:
Som sagt, vær tro mod dig selv, tal med din kæreste, hvis du har lyst til det, men sørg samtidig for at gøre ting for dig selv, som styrker dig. Måske du har en hobby, du kan gå igang med, dyrke noget sport, eller udleve en gammel drøm?
Du ønskes alt det bedste.
Mange kærlige hilsner fra
Tanja Glückstadt
Sexolog og parterapeut
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
