Hvordan får jeg min eks tilbage? (langt indlæg)

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text _builder_version=”3.0.72″ background_layout=”light” text_orientation=”left” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Hvordan får jeg min eks kæreste tilbage?

Min eks og jeg er begyndt at ses oftere, end vi plejer at gøre. Før i tiden så vi hinanden en gang hver 5 måned eller sådan noget. Han skriver også mere til mig end før i tiden.

Vi gik fra hinanden for 3 år siden og besluttede at være venner, fordi vores forhold ikke gik godt. Efter vi er gået fra hinanden, har vi set hinanden utallige gange og haft sex mange gange, men det er aldrig blevet til mere.

Hvordan finder jeg ud af, om han stadig er interesseret i mig? Er der nogle specielle tegn, jeg skal ligge mærke til? Det er også ham, som spørger, om vi ikke skal ses, hvor før i tiden var mig, som gjorde det.

Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han ses med mig fordi han synes det er hyggeligt at være sammen med mig, eller om der lægger mere bag?

Når vi ses han lægger ikke op til sex eller noget. Det er mig, som gør det. Tror du måske, han er begyndt at blive interesseret i mig igen, eller er det bare rent venskabeligt fra hans side?

Han har også profil på en datingside, hvor jeg også har profil. Der har han skrevet, at han søger en kæreste. Har det nogen betydning? Og skal jeg tage det som om, at han leder efter en ny pige? Men jeg tror, at han har en profil, fordi han keder sig, og ikke fordi han leder efter en kæreste, men igen tvivler jeg lidt.

Men han skriver ofte til mig over msn og nogle gange pr telefon. Når vi er sammen, så har vi det rigtig godt, hygger os, griner osv. Sidst da vi sås tog han min mobil og begyndte at gå ind i mine beskeder for at tjekke, om jeg havde nogen beskeder fra andre. Kan det være fordi han er jaloux, eller er det bare ren nysgerrighed, at han gør det?

Det er også som om, han er begyndt at kigge på mig på en anden måde, end han plejer, sådan mere intenst. Sidst da vi skulle ses hjemme hos mig, skrev han en sms til mig og spurgte mig, om jeg ikke kunne komme ned på gaden, selvom han godt ved hvor jeg bor. Da han så mig, begyndte han at smile.

P.s. Jeg ved godt, jeg har skrevet meget, men håber du gider at svare! 🙂

Mvh.

Den forvirrede

 

 

Kære forvirrede,

Den kærlighed, den kærlighed 🙂

Det lyder på mig som om, at I begge danser som katte om den varme grød. At I begge faktisk gerne vil hinanden, men ikke er gode til at give direkte udtryk for det eller at tale om det.

At din eks har en datingprofil hænger måske sammen med, at han er usikker på, hvor han har dig, og så vil han hellere holde nogle døre åbne, hvis nu I to ikke kan finde ud af, hvad I vil.

Og hvordan finder I så ud af det? I taler om det! Du kan jo vise ham dit brev, som du har skrevet til mig, og bede ham svare på tingene. Hvis du ikke får spurgt ham ad og søger at få klarhed hos ham, så vil I blive ved med at være usikre på hinanden.

Du ønskes alt det bedste med at få snakket med din eks kæreste, så I kan få afklaret jeres følelser for hinanden – og om I skal prøve at indlede et forhold til hinanden igen 🙂

Mange kærlige kram,

Tanja Glückstadt

Sexolog og parterapeut

 

 

 

Hej igen Tanja,

Mange tak fordi, du svarede mit brev.

Problemet er bare, at jeg allerede har snakket med ham om det før, men det var godt nok for 2 år siden, og der gav det bagslag. Jeg tror, at jeg er bange for, at han afviser mig, hvis jeg spørger indtil det..

Jeg har prøvet at føre en ny stil overfor ham, og den har faktisk virket bedre end det, jeg gjorde før, hvor jeg var direkte. Og nu hvor jeg lader ham kontakte mig, synes jeg det virker.

Det er fordi jeg gerne vil have, at han skal komme til mig, og sige hvad han føler, hvis han stadig har følelser for mig. Han har svært ved at snakke om følelser, og han er den barnlige type. Det virker tit, som om han prøver at give mig nogle hentydninger men på en barnlig måde. Er der en måde, hvorpå jeg kan få ham til komme til mig og åbne sig mere op?

Han har læst det der står i min profiltekst, og der har jeg skrevet, at jeg kun søger venner, så han burde ikke være så usikker på mig. Har os skrevet til ham, at hvis han har problemer, så kan han altid komme til mig, og at han betyder meget for mig osv. Og der svarede han slet ikke, så jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre for at få ham til at komme til mig og så åbne sig op.

Jeg er så bange for, at han vil afvise mig, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg føler. Vil gerne have ham tilbage, men det har altid været mig, som skulle tag initiativet. Det var også mig, som tog initiativet til, at vi skulle være kæreste første gang, vi blev kærester.

Jeg vil gerne have, at han kommer lidt mere på banen, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er nemlig så ret træls i længden, hvis det hele tiden er mig, som skal tage initiativet, hvilket godt kan være ret hårdt. Men jeg må vel bare vente og se tiden an.

Har du ikke en god måde, hvorpå jeg kan give ham en hentydning om, at jeg gerne vil være sammen med ham igen?

Endnu engang kh. Den forvirrede

 

 

Hej igen,

Du fortæller, at du har talt med ham for 2 år siden, hvor det gav bagslag.  Der er trods alt gået nogle år, så måske han reagerer anderledes nu. I er jo begge blevet ældre og er nogle erfaringer rigere.

Du spørger, om der er en måde, du kan få ham til at komme til dig og åbne mere op. Det kan du ved at vise tryghed for ham, som du gør ved ikke at nedgøre eller mistolke de ting, han siger – at du lytter interesseret.

Selv om du har siger, at du har skrevet i din profiltekst, at du kun søger venner, så er det ikke nødvendigvis nok bevis for ham i forhold til, om han fornemmer, at du har lyst til ham. Hvis du slet ikke giver nogle erotiske signaler til ham, nogle signaler om er du er tilgængelig som kæreste og ikke kun elskerinde – eller rettere sagt, hvis du netop giver miksede signaler om, hvad du vil, så kan det forvirre ham uanset, hvad du så har skrevet i din profil.

Han kan derfor være forvirret i forhold til, hvad han skal gøre – og hvad du egentlig vil med ham og jer to. Desuden virker han som en genert type, og derfor har han svært ved at komme til dig.

Derfor vil jeg igen opfordre til at spørge ham, hvor han står i forhold til jer to. Ellers er det hele gætværk imellem jer, og hvis der ikke er én, som tager chancen og spiller med åbne kort, så vil I hele tiden danse om den varme grød, for jeg fornemmer ikke, at han helt ved, hvordan han skal komme til dig og give udtryk for, hvad han vil.

Du skriver også, at du gerne vil have, at han skal komme mere på banen. For at han skal det, så kræver det måske, at du bakker lidt tilbage og giver ham lidt baneplads. Nogle gange er mænds tavshed og umiddelbare tilbageholdenhed egentlig et udtryk for usikkerhed bl.a. overfor kvinden, eftersom han kan tænke, om han gør det godt nok. Hvis han er usikker på, om det han gør eller siger nu er godt nok, så kan det resultere i, at han trækker sig og ikke siger for meget.

Du spørger slutteligt til en hentydning i forhold til, at du gerne vil have ham tilbage. Du kan risikere, at en hentydning vil give bagslag, fordi du netop ikke er direkte omkring dine ønsker, og derfor kan han misforstå dine signaler og svare eller reagere på en helt anden måde, end hvad hentydningen egentlig handlede om.

Et eksempel: Du spørger hentydende, om han ønsker sig en kæreste lige nu… Han prøver at aflæse dig og forstå, hvad du mener. Da I ikke rigtig har talt om jeres intentioner sammen, i forhold til hvordan I har det nu, så kan han måske svare ved, at han siger “nej” – egentlig for at beskytte sig selv. For hvis han sagde ja, og endte med at sige, at han ville være sammen med dig, og du nu ikke ville, så kunne han ende med at blive såret. Så derfor svarer han måske noget helt andet, end du regner med, og hvad han egentlig vil.

Altså – igen – tal med ham uden hentydninger – via ham dit brev til mig. Lav eventuelt et erotisk setup med god mad, hyggebelysning og god musik, og fortæl ham gerne, at du har tænkt meget på jeres måde at være sammen på nu, og egentlig kan du godt forestille dig, at I kan være kærester igen. Spørg om han har det på samme måde, for på den måde får du ham også på banen 🙂

Du ønskes alt det bedste med eksen 🙂

Kærligst,

Tanja

 

 

Hej endnu engang Tanja,

Okay. Men igen det jo svært at sætte ord på hvad man føler osv.

Men ja, jeg må vel bare prøve mig frem. Det skal så lige siges, at det var ham, der sagde til mig, at han følte ikke, at han havde lagt op til det store. Jeg er normalt rigtig god til at formulere mig, men jeg føler egentlig tit, at jeg kommer til at sige tingene på en forkert måde, og han misforstår ofte de ting, jeg siger.

Jeg ved ikke rigtig… Måske er det bare mig som er dårlig til at forklare mig.

Tror også du kan have ret i det med, at hvis man ikke siger, hvad man gerne vil have igen, så det jo os svært for ham at takle det.

Jeg føler tit, at jeg falder over mine egne ben, når jeg skal snakke om følelser, bl.a. fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare mig.

Da han skrev de ting til mig med, at han ikke føler, at han har lagt op til det store, så tog jeg som om, at han ikke var interesseret i mig.

Men måske er det mig, som misfortolker ham.

Men tusind tak for dine gode råd, for de har virkelig hjulpet mig meget, og du har fået mig til at se anderledes på tingene og åbne mine øjne overfor nogle ting, som jeg ikke rigtig har kunnet se før af hensyn til min eks kæreste og mig.

 

Kh. Den forvirrede

 

 

Hej igen forvirrede,

Det er godt at høre, at du har kunnet bruge rådene.

Du skal lære at tale om følelser – og det kræver øvelse. Når du er i tvivl om, hvad en anden person mener – hvad enten det er din eks-kæreste eller en hvilken som helst anden person – så spørg ind til det. Få klarhed og ro!

Som skrevet før, så vil det fratage dig en masse tanker, og mistolkninger, som alle sammen kan være ret forstyrrende, forvirrende, frustrerende og ikke mindst hårdt at gå rundt med. Så hjælp dig selv, og spørg, når du er i tvivl.

Desuden – hvis en fyr ikke vil dele med dig, eller hvis han spiller for kostbar, så er han måske ikke den rette for dig, da du har behov for en, som kan give udtryk for, hvordan han har det. Det kan dog godt være svært for mænd, da de ikke normalvis taler lige så meget og ofte som kvinder – men det kan de selvfølgelig lære, hvis der er plads til, at man lytter til ham uden at han føler sig forfulgt, misforstået, eller som om det han siger ikke er relevant.

Din eks-kæreste lader som sagt til, at være usikker på dine signaler, eller mangel på samme, og derfor trækker han sig. Derfor har han nok ikke lagt op til det store, fordi han ikke har vidst, hvad du går og tænker om jeres forhold, som det er nu. Du har heller ikke vist eller fortalt, at du egentlig gerne vil udvikle på det, og så har han jo reelt set ikke en chance for at vide, hvad du har af intentioner.

Du ønskes alt det bedste.

 

Kærligst,

Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

Forfatter: Tanja Glückstadt

Tanja Glückstadt – CEST, CEPT, CBT, DAT, CSAT – Certified Sex Addiction Therapist, afhængighedsterapeut, sexolog, stress coach, parterapeut Adresse: c/o Loaderiet, Rødager Allé 129, 2610 Rødovre Mobil: +45 22 18 30 70 Facebook

Skriv et svar