[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Hej Tanja.
Jeg skriver fordi jeg efterhånden er lidt frustreret, pænt sagt…
Min kæreste og jeg er kollegaer og har været det i 1½ år inden vi bliver kærester. Vi begynder at se lidt til hinanden, og ved et uheld bliver jeg gravid 4 mdr efter vi starter vores forhold. Vi tager stilling til det og bestemmer os for at vi vil beholde, han er nok mest fortaler for dette. Vi er begge i starten af 30’erne, hvilket også gør vi mener at vi bør tage ansvar for vores handlinger.
Under graviditeten begynder mit underliv at ændre sig lidt, eller jeg får lidt udflåd, hvilket jeg ikke har haft før. Min kærste har lidt svært ved dette, da han finder det frastødende. Så vores sex under graviditeten kan tælles på en hånd, pga ham og hans “afsky” til mit nye underliv.
Vores datter kommer til verden ved ikke planlagt kejsersnit, men forinden er jeg fx i bad på fødestuen, hvor LIDT halløj kommer ud af mig, men meget lidt og svært for ham at se, da jeg jo samtid får vand ned over mig!
Nå men en lang proces ender i kejsersnit – Hvilket betyder at han jo mildest talt ik ser noget komme ud af mig…
Vores datter er i dag 7 mdr, og vi har haft sex-kikset sex, 1 gang siden hun kom til verden.
Han kan simpelthen ikke. Han ser tilbage på øget udflåd, ting under fødslen der kom ud af mig osv. Han giver selv udtryk for gerne at ville have lyst, men han kan slet ikke ha tanken om at vi skal have sex pt. Han har nu i 7 mdr sagt at det er tiden der skal til, men kan det virkelig passe? Er der ikke noget vi kan gøre?! Jeg vælger ikke at tage denne “afsky” på mig, for jeg har reelt ikke gjort noget og mener at jeg er attraktiv som jeg er.
Han er i andre forhold i livet også lidt sippet, men dette går jo også udover mig og vores forhold. Hvad kan vi gøre og hvad kan denne “blokering” gå ud på?
Håber du har nogle gode forklaringer eller fif til mig/os(han ved dog ikke at jeg skriver)
Med venlig hilsen
Solen
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Hej Solen,
Oftest løser tiden ikke problemerne for folk – ikke med mindre man gør noget konsekvent for at ændre på tingene i takt med tiden. Så med mindre din kæreste har tænkt sig at arbejde med, hvorfor det er blevet så svært med sex, så heler tiden ikke sårene i denne forbindelse. Hvis han ikke gør noget andet, end det han “plejer” at gøre nu, så er det dét samme som at sætte sig på sine hænder, og tro at det hele nok løser sig på magisk vis. Og det gør det sjældent. For at ændre på tingenes tilstand, må man gøre en indsats, hvilket kan handle om at få en større forståelse for sin tankerække, og de prægninger man har med sig fra tidligere (det kan være noget usagt i ens opvækst om at være den pæne pige, eller den seje dreng. Det kan handle om at sex og seksualitet var noget, som man ikke rigtig talte om derhjemme eller i skolen. Eller det kan være noget i et parforhold, som har været nogle skelsættende begivenheder, der har ændret på ens tanker og syn på tingene. Osv.). Derudover kan det at gøre en indsats handle om at gøre tingene anderledes, end man plejer.
Men for at nå dertil, så er man nødt til at finde ind til de årsager der er til, at man i dag står med noget, som er svært. I dette tilfælde er det din mands sexlyst til dig. Det tyder på, at han har lavet nogle “kodninger” i sit hoved om, at dit underliv er ulækkert og frastødende, og hvis han har det på den måde, så bliver det en selvopfyldende profeti. De kodninger er han nødt til at finde ind til – alle sammen. Han kan fx. notere sig alle sine tanker om dig og dit underliv, samt om jeres sexliv. Når han har noteret dem, så kan han forsøge sig med at “checke rigtigheden” af hans udsagn.
Hvis han fx. har skrevet:
Hendes underliv er frastødende. (som jo stammer fra det øgede udflåd du havde tidligere ifm. graviditet).
Derefter stiller han sig spørgsmålene fra øvelsen “4 kritiske spørgsmpl til din tankegang”, som du kan få adgang til at se, når du er logget ind som medlem på min side. Kig under “sexologisk info”, hvor der fremkommer et ekstra link med forskellige øvelser – herunder spørgsmål til ens tankerække.
Med den øvelse checker han tolkningen af hans egne tanker og udsagn, og vender dem fra noget, som begrænser ham tankemæssigt til at være mere fremadrettet og positivt klingende.
Derudover så må han sætte sig ned og find eud af, hvad han (og hvad I to sammen) kan gøre helt konkret, som vil omvende nogle af hans begrænsende udsagn. Hvis det handler om tanken, at dit underliv er frastødende, så kan han skrive, hvad der der skal til, for at han rent fysisk vil finde det mindre frastødende. Det kunne være, at han skrev noget i retning af:
Begrænsende tanke: “Hendes underliv er frastødende”
Handling:
– vaske underliv sammen med hende inden sex (dog ikke oppe i skeden!)
– lægge os ind i sengen, hvor jeg leger med hende og hendes underliv (på en nysgerrig måde uden at lege doktor), samtidig med at jeg fokuserer på øjeblikket sammen (og ikke på den oprindelige begrænsende tanke).
Han kan på den måde få “syn for sagen” på, at dit underliv ikke er indbegrebet af dårligdomme.
For hver begrænsende tanke skriver han selv en handling ned, som han forestiller sig kan ændre på tingenes tilstand. Og så skal det udføres.
Det kunne også tyde på at pga. de ting der er sket med dit underliv, og de ting “der er kommet ud af dig”, så har han rigtig svært ved at se dig som en seksuel kvinde. Nu er du blevet en mor – og mor har man ikke sex med.
Slutteligt skal det siges, at hans generelle sippethed lader til at have endnu en årsag til, at han har det rigtig svært med sex nu. Den sippethed kan han også finde ind til – hvad stammer den fra? Og så kan han begynde at gøre ting, som udfordrer hans sippethed. (fx. at spise mad med fingrene, uden at tørre sig med det samme bagefter. Osv.). Men det kan være svært selv at arbejde med uden hjælp fra en professionel. Det tyder dog på, at hans sippethed stammer længere tilbage (netop fra barndommen? Havde han en mor, som var meget pertentlig med tingene, og at der skulle være rent? Hvad skete der, hvis der ikke var rent? Var han så en ulækker lille dreng? Er det sådan noget, der bliver tricket i ham nu?)
Som du nok kan fornemme, så kan der være nogle dybereliggende årsager, som gør det ekstra svært for ham at handle lige nu overfor dig. Der er derfor ikke rigtig noget gyldent svar på jeres situation, da der nok er nogle forskellige ting, som der er nødvendige at kende mere til for at foreslå jer, hvad det rette er for jer.
Hvis det bliver for svært for ham selv at gøre noget ved tingene, så kan det være en ide at tale med en professionel om at få omvendt situationen.
I ønskes alt det bedste.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]