“Det er ikke noget vi har fortalt til venner og familie, men i sagens natur er der egentlig ingen grund til at holde det hemmeligt, at vi har konsulteret sexolog Tanja Glückstadt.
Hvorfor gjorde vi det? Efter 15 år som par, hvor vi har snakket stolpe op og stolpe ned om mine(pigens) seksuelle begrænsninger, var vi blevet bevidste om, at det hele hang sammen med mine forældres kærlighedsforhold(eller mangel på samme). Problemet var bare, at denne erkendelse ikke ændrede noget i sengen. Vi havde brug for hjælp. Brug for at få nogle værktøjer, som kunne åbne Pandoras Æske(som manden siger).
Adspurgt på gaden, ville vi helt sikkert have sagt, at vi havde et helt normalt sexliv – og mene det. Samtidig ville vi dog være bevidste om, at hvis bare ”hun” kunne løsne lidt op for sine ”lille pige”-hæmninger, så ville der vente os endnu mere fantastisk sex. Og hvem ønsker ikke det? Det var i hvert tilfælde lige præcis dertil i livet vi var nået. Barn nr. 2 var lige fyldt 6 måneder, og mere end noget andet ønskede jeg, at føle mig som en kvinde, der var værd at begære. Så hvorfor ikke smede mens jernet var varmt, selv om det måske gav nogle udfordringer med så lille et barn på sidelinjen.
Tanja blev primært valgt fordi hun var den der havde mest erfaring(af de sexologer vi kiggede på), på baggrund af stemningen på hendes hjemmeside og fordi hun tilbød hjemmekonsultationer. Kontakten blev dannet via mail, og herefter fulgte 3 konsultationer hos os. Efter min mening gjorde det det hele mere frit og afslappet.
Det tog ikke Tanja 5 sekunder at give os en større forståelse af hvorfor jeg(pigen) agerede som jeg gjorde. Samtidig gav hun en større forklaring på mænd og kvinders forskelligheder, hvilket var et rigtig godt afsæt til at forstå hinandens handlinger. Herfra blev der bygget videre med enkle værktøjer/opgaver der skulle afprøves til næste gang. Alt sammen øjenåbnere på forskellige planer. Efter 3 gode og givtige konsultationer, valgte vi at stoppe fordi vi måtte erkende, at 2 børn og hverdagens almindelig trummerum ikke gjorde det muligt for os at følge så meget op på ”problemet” som vi ønskede. Vi havde stadig hængepartier, som vi glædede os til at tage hul på. På de 3 gange vi så Tanja, havde vi fået så meget med, at der ville være nok at arbejde med det næste år – og det til trods for, at der ikke var tale om mange redskaber.
Det var så positiv og behagelig en oplevelse at tale vores seksuelle problemer igennem med Tanja. Hun var 100 % professionel og ganske afslappet at være i rum med. Som vi selv sagde til Tanja, så bliver det ikke sidste gang, vi benytter os af hendes rådgivning. Nu skal vi bare lige gennemføre Level 1, før Tanja skal give os redskaber til at komme videre på Level 2!”