Kategori: Incest og misbrug

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja.

Jeg ved slet ikke om du kan svare på mit spørgsmål – men det fylder rigtigt meget i mit liv, så nu prøver jeg. Jeg er en pige på 21 der har en sød kæreste og drømmer om at blive gravid inden for ca. to år.

Det eneste der holder mig tilbage er, at jeg er ubeskriveligt bange i forhold til alle de undersøgelser man skal igennem som gravid. Tanken om at fremmed menneske skal røre ved mig og eller se mig nøgen får mig til at gå helt i panik – jeg kan få hjertebanken og begynde at græde bare ved tanken.

Jeg er blevet misbrugt som lille, og jeg tror at det er derfor at jeg har det så svært med at andre (fx læger) skal røre mig. Hvad skal jeg gøre? Hvis man kunne, så ville jeg frabede mig enhver undersøgelse…

Mange hilsner
NH.

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej NH,

Det lyder meget sandsynligt at din angst for undersøgelser og berøringer, hænger sammen med din forfærdelige oplevelse som lille. Har du fået noget hjælp til at komme videre i forhold til din oplevelse? Jeg tænker, at det vil kunne hjælpe dig til at få bearbejdet nogle af de reaktioner, der ligger i dig i forbindelse med at blive undersøgt og berørt af bl.a. læger.

Din egen læge vil med stor sandsynlighed give dig en henvisning til en psykolog, hvis du fortæller om din barndomsoplevelse og din nuværende angst for graviditet i forhold til de undersøgelser, som følger med og ikke mindst at skulle være “nøgen forneden”, når barnet skal fødes. En psykolog kan hjælpe dig igennem dit traume, så du kan få det bedre med tanken om graviditetsundersøgelser m.m.

En anden ting, jeg vil sige til dig er, at undersøgelserne er til for at følge dit ufødte barn og sikre sig, at det har det godt – og ikke mindst at du og din krop har det godt under graviditeten. Prøv at tænke på, at det er dét, undersøgelserne er til for. De er ment som en hjælp til dig og barnet, og desuden kan dig og din kæreste få et indledende kendskab til den lille ny, som ligger inde i maven (høre hjertelyde og se ultralydsbilleder m.m.).

Ved selve fødslen kan det ikke undgås, at du på et tidspunkt i forløbet er nødt til at blive nøgen forneden. Jeg har talt med andre mødre, som har fortalt mig, at de slet ikke spekulerer over dette, når først man er igang med fødslen. Både fordi man slet ikke tænker over det da instinktet tager over, og fordi personalet er så professionelle, og der er intet de gør, som kan tolkes seksuelt eller krænkende på nogen måde, og her taler jeg også af personlig erfaring.

Hvis du generelt oplever at være bekymret, så fortæl om det til den forberedende jordemor (hende der laver de indledende undersøgelser i graviditetsforløbet), og fortæl det også til fødselspersonalet, så de er klar over dine bekymringer på forhånd, og så de derfor kan støtte dig på bedst mulig vis igennem forløbene. De er der kun for at hjælpe dig og dit barn, så giv dem muligheden for at gøre det bedst muligt, ved netop at fortælle dem om dine tanker og bekymringer.

Du kan også prøve at finde ind til hvorfor det er så angstfyldt for dig at blive berørt, og arbejde dig igennem det, selv om det kan være en svær proces, men tænk på, at det vil hjælpe dig videre fremover. Nogle gange skal man træde et skridt eller to tilbage for at komme frem igen Et forløb hos en psykolog kan lære dig at leve med din barndomsoplevelse, og derefter er det vigtigt at komme videre derfra. Derudover, så sørg for at fortælle om dine bekymringer til de folk, som er involveret i et graviditets- og fødselsforløb, så du opnår at få den bedste støtte og vejledning gennem hele forløbet.

Du skriver desuden at du er rigtig glad for din kæreste. Har du delt dine tanker, følelser og oplevelser med ham? Han kan måske være dig en god støtte og give dig den kærlighed, som du fortjener.

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig mange hjertevarme hilsner på din vej.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære Tanja,

Hvad skal der til for at min kone begynder i terapi?

Min kone er blevet sexmisbrugt, hvilket er kommet frem efter 16 års ægteskab, men jeg har altid haft en
mistanke om det. Nu har jeg levet med et dejligt menneske som jeg elsker, i 16-17 år, men hvad gør jeg
for at få hende til at lukke mig ind i hendes liv?

Bare sådan noget som knus er svært og at sige ”jeg elsker dig” kan hun ikke. Det hedder ”i lige måde”, 
man kan lige holde til at gå hånd i hånd, når vi har sex, er hendes hoved slået fra, og det er synd for hende.

Hvad gør jeg til hun er klar, til noget behandling?

hilsen
CM

 

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære CM,

Mange tak for din mail, og ikke mindst din ærlighed.

For at din kone skal være klar til behandling, så er det nødvendigt, at hun selv erkender, at det er et problem for
hende, som hun ønsker at gøre noget ved.

Hvis hun føler sig presset til terapi, så kan hun måske få følelsen af, at hun slet ikke er ok og at du ikke forstår
hende - selv om dit ønske om at hun skal begynde i terapi, egentlig er ment af et godt hjerte.

For at terapien skal virke er det derfor nødvendigt, at hun selv erkender at det her er noget, hun vil arbejde med,
fordi det skaber for store problemer både i hende selv og i relationen med dig.

Dog kan du sige til hende, at du vil bakke hende op i et valg om terapi, og vil støtte hende i processen, så hun ikke 
føler sig alene i det.

Du er velkommen tilbage, hvis du har brug for flere informationer. Indtil da, så ønskes I alt det bedste.

Kærligst,

Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja..

 

jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive, eller hvordan det skal formuleres.. men jeg prøver..

 

jeg er en pige på nitten år, som har haft et lidt uheldigt liv indtil videre..

 

Jeg blev seksuelt misbrugt af min storebror, da jeg var lille. Hvilket jeg har læst mig frem til på nettet, nok har noget med mit “Sex-problem” at gøre i dag..

 

Mit problem er lidt underligt, for det er kun når jeg har en kæreste at det bryder frem i mig.. jeg troede indtil for en måneds tid siden at jeg havde styr på det..

 

Men det havde jeg ikke.. jeg har fundet mig en ny fyr, som er 7-8 år ældre end mig.. det er bare som om at uanset hvor meget sex jeg får, er det bare ikke nok.. 4 ud af 10, af gangene har jeg ikke engang lyst.. det er bare som, at imens vi har sex, glemmer jeg alle mine problemer, og jeg kan mærke min krop.. men det værste er at hvis han så ikke har lyst, bliver jeg meget frustreret, og kan endda finde på at tude.. ikke fordi jeg vil have medlidenheds sex, men jeg føler mig så beskidt og afvist, og klam, fed og ulækker.. også selvom han bare er træt eller skal på arbejde..

 

Jeg ved godt det er unfair over for ham, for han syntes jo det er underligt jeg reagere sådan.. og sådan normalt hvis vi bare er sammen til hverdag, så går jeg hele tiden rundt og tænker “strut med røven, kom med en fræk bemærkning” eller noget i den retning.. for ellers kan det jo være jeg ikke får sex senere.. det lyder ret underligt.. men det er som om det bare er blevet en del af min hverdag, uden jeg egentligt opdagede hvor meget magt det fik over mig.. jeg vil gerne være den pige, der kan sige nej til sex, fordi hun er træt eller fordi hun skal noget vigtigt næste dag.. jeg tror faktisk aldrig jeg har sagt nej til sex..

 

Og så efter sex, bliver jeg underlig.. hvis han nu får en orgasme og jeg ikke gør, bliver jeg vildt skuffet, og sætter nogle gange, hele vores forhold på prøve, altså inde i mit hoved.. jeg siger næsten aldrig noget om det.. og hvis jeg gør ender det som regel bare med at vi laver sjov med hele situationen.. så den ikke kommer så tæt på.. for jeg tror godt han kan mærke jeg er skuffet over ham.. han siger også nogle gange at han ikke er mand nok til, at få mig til at komme..

 

Jeg er bare så træt af at kaste mig ud foran mine kærester, og tilbede dem, ydmyge mig selv.. selvom jeg godt ved det ikke ved det ikke virker.. jeg gør det bare, for det er det eneste jeg har lært..

 

det er derfor jeg skriver til dig.. og jeg ved ikke hvordan sådan noget fungerer.. men prøver alligevel..

 

jeg har lige et par spørgsmål:

 

Er det anonymt??

Er der nogle stæder tæt på Viborg, hvor man kan snakke med nogen??

og er jeg helt fucked up??

Er det gratis det her??..

Tak fordi at der er sådan nogle mennesker som dig, som gider gøre det her for andre mennesker.. det sgu stort..
og det har faktisk været en øjnåbner bare at skrive det her..

 

(Og sorry stavefejl.. håber du kan læse det..)

 

Mvh mig ..
håber du svarer tilbage..

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære dig,

Allerførst vil jeg besvare dine spørgsmål.

Jeg kender ikke umiddelbart til nogle steder tæt på Viborg, hvor du kan tale med nogen. Du kan dog prøve at gå til din læge med problemet, som så formegentlig vil give dig en henvisning til en psykolog. Hvis du dog selv finder en behandler, så koster det som regel det fulde beløb, men med en henvisning til en psykolog (fra din læge), så du får tilskud til dine sessioner.

At skrive her til mig i brevkassen er anonymt, og koster pt. ikke noget 🙂 Det skal dog siges, at et brevkassesvar kun er vejledende, og det kan være svært at løse et problem på denne måde. Meningen er at give noget inspiration, noget stof til eftertanke, som kan hjælpe videre til at handle og gøre noget for en selv, som kan hjælpe videre ift. det problem, man står overfor, så man dermed kan løse det.

Når det er sagt, så spørger du også, om du er helt fucked up. Nej, det er du da absolut ikke! Du har oplevet at få dine seksuelle grænser overskredet – og endda af din storebror. En person, som du ellers burde kunne stole på ikke ville dig noget ondt – men det har han forvoldt dig – noget ondt, smerte, lede ved dig selv på trods af, at det er hans handlinger, som har skabt disse følelser i dig.

For at komme videre så er det vigtigt at få åbnet op for, hvorfor du har behov for anerkendelse igennem sex. Hvilke følelser er det, at du lukker ude, når du har sex?

Føler du, at du selv kan styre det her med sex, eller er det begyndt at styre dig? Føler du, at du er afhængig af sex, og det fix, det kan give dig?

Du siger at du kan mærke din krop i en seksuel situation. Er der ikke andre situationer, hvor du kan mærke dig selv og glemme dine problemer? Måske svømning, ridning, kram eller noget helt andet?

Hvilke problemer er det, at du flygter fra? Hvilke tanker flygter du fra? Hvad er det, som gør så ondt i dig, at du er nødt til at bruge sex, for at “komme væk”? Det kunne være en ide, at finde ind til. Derudover så skal du til at sætte nogle højere standarder for dig selv, så du begynder at kunne mærke dig selv.

Måske det handler om, at du er dårlig til at sige til og fra i dagligdagen – hvilket jeg fornemmer er tilfældet. Du skal lære at mærke dine egne behov, og begynde at give udtryk for dem – og her tænker jeg ikke kun seksuelt. Du skriver selv, at du aldrig rigtig siger noget, at du tilbeder dine kærester, og når det sker så ydmyger du dig selv. Hvordan er det, at du ydmyger dig selv? Du er inde i en ond cirkel af ikke at kommunikere, at tilsidesætte dine egne behov for din kæreste og dermed oplever du, at det bliver svært for dig, at føle dig godt tilpas og have det godt med dig selv. Den cirkel skal brydes.

Hvor kan du begynde at sige fra? Der hvor du føler dig ydmyget – skriv det ned – mindst 10 punkter – og begynd at sige fra!

Hvorfor er det vigtigt at tilbede dine kærester? Hvordan tilbeder du dem? Hvorfor tror du, at kærlighed vises gennem sex? Prøv at skrive det ned, så du bliver bevidst om, hvad der sker for dig i dine forhold – hvad du selv gør, som du godt kunne tænke dig at gøre anderledes.

Hvordan kan en kæreste ellers vise dig sin kærlighed? Skriv mindst 10 punkter ned, og begynd så at bede om den form for kærlighed (fx. at han nusser dine fødder, at han inviterer dig i biografen osv.), så du kan begynde at definere kærlighed med andet end sex.

Prøv også at sige bevidst nej til sex – og se så hvad der sker i dig. Skriv det ned. Hvad tænker du? Hvad føler du? Er dine tanker konstruktive? Er der noget andet du kan tænke?

Skriv i det hele taget ned, hvad det er der sker i dine forhold og med sex – ligesom du har gjort her, så dine øjne forbliver åbne 😉

Som du kan se, så er der nogle ting du selv kan forsøge at gøre anderledes samt være opmærksom på. Nogle gange kan man godt klare det uden hjælp fra en anden, men andre gange kan det være rart at blive vejledt, støttet og forstået hos en terapeut.

Du ønskes alt det bedste i din søgen på at finde dig selv uden det behøver at være gennem sex.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja

Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem med at modtage kærtegn eller berøring.

Jeg oplevede det, da jeg var sammen med en veninde. Jeg og veninden var i sommerhuset hos min mormor og morfar. Jeg og veninden kyssede lidt, jeg lå oven på hende (jeg havde underlige fornemmelse hele tiden), det endte med, at jeg fik en opkastning fornemmelse, og måtte rejse mig fra hende, tog en pose frem. Jeg kastede ikke op, men tæt på. Efter det fortsatte vi bare.

For ca. halvt år siden var jeg sammen med en anden veninde, hun kom på besøg hos mig. Vi lå på min seng, og hun lod mig have ’magten’. Der havde jeg godt med det, men jeg havde ikke godt med at blive berørt af andre.

Jeg tror, den slags opstår fordi jeg har haft en dårlig oplevelse med en dreng fra min skole.

Jeg gik i 6 eller 7 klasse ’voldtog’ han mig – på et toilet, heldigvis kom der en lærer og reddede mig.

Han slikkede mine bryster, og prøvede at åbne mine bukser, det endte med at jeg sad ned og prøvede at skubbe ham væk fra mig, i det øjeblik kom der en lærer og reddede mig.

At modtage knus, og et kys er okay for mig men ikke det seksuelt og intimt.

Det problem går meget på mig, hvordan kan jeg så få et godt liv med kærlighed og sex?

Jeg håber, at du kan give mig nogle gode råd om hvordan jeg kan komme videre og løse det problem.

Mange hilsner fra den,
som ikke kan modtage kærtegn/berøring

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære dig, som ikke kan modtage kærtegn/berøring,

Det lyder meget rigtigt, at dine problemer med kærtegn og berøring hænger sammen med din oplevelse fra din skoletid. Hele oplevelsen er gået imod dit ønske og har overskredet dine grænser. Den dag følte du sikkert, at du mistede retten til at bestemme over dig selv. Du kunne ikke sige ordentligt fra, eller få skubbet ham væk, og derfor kan det give dig problemer i dag, når du ikke selv styrer “slagets gang”. Det føles sikkert som om, du har mistet kontrollen over dig selv.

Det er simpelthen utrygt for dig, når andre kommer tæt på – det genkalder formentligt nogle tanker og følelser fra dengang du oplevede dit overgreb, og derfor er det rigtig svært for dig at kunne nyde en seksuel situation.

Du kunne nok have glæde af hjælp fra en psykolog med speciale i overgreb. Jeg tænker, at det er nødvendigt for dig at få delt de tanker og følelser, du går rundt med omkring situationen både fra dengang med overgrebet, samt de tanker og følelser du gør dig i dag, når du er sammen med en anden kvinde. Måske det kan hjælpe dig at tale åbent, om det du har oplevet, måske det er nødvendigt at bearbejde selve hændelsen, eller måske det kan være en hjælp at få talt om mange af de spørgsmål og den usikkerhed, som overgrebet har efterladt dig med.

Du kan også begynde at øve dig i at sige nej i det daglige – og mene det! Altså hvor du fremtræder selvsikkert og selvhævdende, så der ikke er tvivl om, hvor dine grænser er – og at du mener nej. Måske det handler om at sige nej, næste gang der er en, som vil låne noget af dig. Begynd i det små med at sige fra, og byg så op, så du lærer at sætte tydelige grænser for dig selv. Det kan være med til at styrke din seksuelle selvtillid, så du fremover vil have en følelse af, at kunne sige ordentligt fra, hvis du skulle havne i en situation, hvor en anden prøver at overskride dine grænser mod din vilje.

Du kan også involvere dine veninder om, hvad du har oplevet, så de er klar over, at du ikke er tryg ved situationer, som kan virke utrygge, eller kan minde dig om den oplevelse du har haft før.

Derudover kan du overveje et selvværds- og selvtillidskursus, hvor der lægges vægt på dig og dine behov.

Du ønskes alt det bedste med at modtage berøring og kærtegn.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Jeg har lige et spørgsmål. Kan man gøre noget for at huske sin barndom hvis man har fortrængt det meste? Er der nogen steder hvor børn af voldelige forældre kan få hjælp når de er blevet voksne. Min ”kæreste” har været ved psykolog 7 gange nu og betaler 1000 kr. hver gang.

Han fortæller at psykologen snakker og tegner meget og at han ikke helt synes han får så meget ud af det da han ikke selv får sagt så meget. Sidst fik han fortalt at hans familie hemmelig holdte det at hans søskende har hver Deres far og det mente psykologen kunne være noget af det traume han bære rundt på. Ellers nåede de kun overordnet at tale om hvem hans forældre er og hvad de laver.

Dog havde psykologen spurgt om han troede han kunne have været udsat for incest. Det mener min ”kæreste” ikke men som han siger så kan han jo ikke huske ret meget fra hans barndom. Hvordan ville hans sexliv fungere hvis det var tilfældet. Vi har altid haft et godt sex liv. Kan vold i barndommen give nogle af de samme ”skrammer ” som voksen som incest kan? Han har nemlig set sin mor blive slået, og er selv blevet slået.

Håber at høre fra dig.

Hilsen,
mig

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej dig,

Du spørger, om der er noget man kan gøre for at huske sin barndom, hvis man har fortrængt det meste.
Der er mulighed for at få behandlet det gennem terapi, og så kan hypnose/hypnoterapi hjælpe, hvis man er åben for det, da hypnosen “åbner” for det ubevidste. For nogle virker hypnose – og for andre virker det ikke.

Hvis din kæreste ikke rigtig oplever, at det rykker med psykologen, og at han ikke føler, han kommer til orde, så skift! Han skal ikke være så “autoritetstro”, og blive i terapi som reelt set ikke virker for ham.

Jeg har haft op til flere klienter, som har haft nogle mindre heldige oplevelser hos andre behandlere (inklusive hos psykologer), fordi de ikke har følt sig hørt – men mere følt sig som en “diagnose eller som et nummer”. Og så virker terapien ikke. Jeg har engang hørt en klog mand sige, at man fødes terapeut. Ja, man kan læse og læse og læse, og få gode karakterer, men der er nogle, som alligevel ikke kan give den fornødne følelse af tryghed og gensidig tillid i en terapi, og hvis den ikke er til stede, så virker terapien ikke. Terapi er meget individuelt – også hvordan terapeuten er – og det er derfor væsentligt, at din kæreste lytter til sig selv, og ændrer sin situation omkring terapi, hvis det ikke rigtig virker for ham.

En del af din kærestes traume kan måske også handle om, at han som barn (og nu ind i sit voksenliv) er enormt splittet og ramt i sjælen over, at de mennesker, som han elskede og som burde elske ham – de slog ham og afviste ham. Det er ikke en tryg situation, når der er vold (eller incest) i en familie. Når det handler om vold, så er det utrygt for barnet, fordi det aldrig ved, hvornår det får bank igen (eller bliver seksuelt misbrug, når det handler om incest).

Han så også at hans mor, blev slået.

Det kan blandt andet medvirke til, at han har svært ved at binde sig, fordi han er bange for, om de relationer han indgår (hvor han elsker personerne – bl.a. dig) også er usunde for ham. Det kommer jo til at gøre ondt lige om lidt – måske ikke med vold, men så i sjælen. Men jeg har ikke talt med din kæreste, så jeg skal passe på ikke at tolke for meget – men det var mine umiddelbare tanker.

Hvis din kæreste har været udsat for incest, så kan han have mange seksuelle reaktioner i sit voksenliv. Nogle “kaster sig i grams” og “misbruger sex”. Andre lukker sig inde, og beskytter sig for al seksuel kontakt. Jeg tror at årsagen til, at psykologen spørger ind til incest er, at der sagtens kan være vold i forlængelse af incest. Igen er det svært for mig at vurdere, om han har været udsat for incest, men da jeres sexliv fungerer godt, så tænker jeg, at han ikke har været udsat for det.

Vold i barndommen kan godt give nogle af de samme “skrammer” og problemer som incest kan. Bl.a. den her forvirring omkring at skulle rumme at de personer, som yder vold, samtidig burde elske én og vise kærlighed og ømhed. På den måde bliver kærlighed og vold knyttet sammen (ligesom incest og kærlighed ville blive knyttet sammen). For man er jo knyttet til mennesker, der samtidig gør én ondt (enten med vold eller “følelsesmæssig vold i form af incest”).

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Jeg ved slet ikke om du kan svare på mit spørgsmål – men det fylder rigtigt meget i mit liv, så nu prøver jeg. Jeg er en pige på 21 der har en sød kæreste og drømmer om at blive gravid inden for ca. to år.

Det eneste der holder mig tilbage er, at jeg er ubeskriveligt bange i forhold til alle de undersøgelser man skal igennem som gravid. Tanken om at fremmed menneske skal røre ved mig og eller se mig nøgen får mig til at gå helt i panik – jeg kan få hjertebanken og begynde at græde bare ved tanken.

Jeg er blevet misbrugt som lille, og jeg tror at det er derfor at jeg har det så svært med at andre (fx læger) skal røre mig. Hvad skal jeg gøre? Hvis man kunne, så ville jeg frabede mig enhver undersøgelse…

Mange hilsner
NH

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære NH,

Det lyder meget sandsynligt at din angst for undersøgelser og berøringer, hænger sammen med din misbrugsoplevelse, som du havde, da du var lille. Har du fået noget hjælp til at komme videre i forhold til din oplevelse? Jeg tænker, at det vil kunne hjælpe dig til at få bearbejdet nogle af de reaktioner, der ligger i dig i forbindelse med at blive undersøgt og berørt af bl.a. læger.

Din egen læge vil med stor sandsynlighed give dig en henvisning til en psykolog, hvis du fortæller om din barndomsoplevelse og din nuværende angst for graviditet i forhold til de undersøgelser, som følger med og ikke mindst at skulle være “nøgen forneden”, når barnet skal fødes. En psykolog kan hjælpe dig igennem dit traume, så du kan få det bedre med tanken om graviditetsundersøgelser m.m.

En anden ting, jeg vil sige til dig er, at undersøgelserne er til for at følge dit ufødte barn og sikre sig, at det har det godt – og ikke mindst at du og din krop har det godt under graviditeten. Prøv at tænke på, at det er dét, undersøgelserne er til for. De er ment som en hjælp til dig og barnet, og desuden kan dig og din kæreste få et indledende kendskab til den lille ny, som ligger inde i maven (høre hjertelyde og se ultralydsbilleder m.m.).

Ved selve fødslen kan det ikke undgås, at du på et tidspunkt i forløbet er nødt til at blive nøgen forneden. Jeg har talt med andre mødre, som har fortalt mig, at de slet ikke spekulerer over dette, når først man er i gang med fødslen. Både fordi man slet ikke tænker over det da instinktet tager over, og fordi personalet er så professionelle, og der er intet de gør, som kan tolkes seksuelt eller krænkende på nogen måde, og her taler jeg også af personlig erfaring.

Hvis du generelt oplever at være bekymret, så fortæl om det til den forberedende jordemor (hende der laver de indledende undersøgelser i graviditetsforløbet), og fortæl det også til fødselspersonalet, så de er klar over dine bekymringer på forhånd, og så de derfor kan støtte dig på bedst mulig vis igennem forløbene. De er der kun for at hjælpe dig og dit barn, så giv dem muligheden for at gøre det bedst muligt, ved netop at fortælle dem om dine tanker og bekymringer.

Du kan også prøve at finde ind til hvorfor det er så angstfyldt for dig at blive berørt, og arbejde dig igennem det, selv om det kan være en svær proces, men tænk på, at det vil hjælpe dig videre fremover. Nogle gange skal man træde et skridt eller to tilbage for at komme frem igen  Et forløb hos en psykolog kan lære dig at leve med din barndomsoplevelse, og derefter er det vigtigt at komme videre derfra. Derudover, så sørg for at fortælle om dine bekymringer til de folk, som er involveret i et graviditets- og fødselsforløb, så du opnår at få den bedste støtte og vejledning gennem hele forløbet.

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig mange hjertevarme hilsner på din vej.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja

Er det normalt at en mand kan få rejsning samme med sin datter uden at der er noget seksuelt i det?

Det sker for min mand og vores datter på 2,5 år og jeg oplever det voldsomt grænseoverskridende og forkert. Det er også ubehageligt for min mand, og jeg håber aldrig min datter lægger mærke til det.

Vi har snakket om det og min mand vil gerne lave om på det og siger at det er blevet bedre. Men det sker stadig ofte. Han siger at der intet seksuelt er i det, at han bare nemt får rejsning ved tryk og lignende.

Hvad skal jeg tro?

Jeg er egentlig ikke bange for at der skal ske noget alvorligt, men jeg ville bare ønske at det ikke skete.

Håber du kan hjælpe mig lidt?

Kh
ME

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære ME,

Et emne som dette, vil jeg til enhver tid råde til, at man holder øje med.

Det er svært at svare på, om det kun handler om en fysisk påvirkning, eller om der ligger noget tankevirksomhed bag, der er med til at give rejsningen.

Nogen får rejsning lettere end andre, men uanset hvor let eller hvor svært det er, så sker rejsningen oftest pga. en opstemthed. Ja, man kan godt få en morgenrejsning uden at være opstemt, men så er det som regel fordi blæren er helt fyldt (man skal tisse). Derudover kan morgenrejsning også argumenteres med, at der er sket noget i søvne, der har været ophidsende, så man derfor kan vågne med en rejsning.

Det skal dog siges, at jo længere tid der går mellem, at et par har sex, jo mindre skal der nok til for at manden bliver opstemt. Så kan selv vinden skabe en rejsning.

Vær opmærksom på, at en person der føler sig opstemt af sit barn (eller andre børn), ofte vil benægte dette, da vedkommende både kan være bange for sin egen reaktion på sit eget barn, samt være bange for at partneren ikke accepterer det – eller at samfundet ikke accepterer det. For det man tænker er pædofili og incest – to ord som aldrig kan eller skal negligeres.

Du skriver, at din mand siger, at der intet seksuelt er i det, at han bare nemt får rejsning ved tryk og lignende. Hvis han har meget let ved at få rejsning ved tryk, berøringer osv., og det ikke handler om en tankeskabt opstemthed, så bør han få lige så mange rejsninger sammen med dig, som med jeres datter – eller med enhver anden, der kommer i fysisk kontakt med ham. Gør han det?

Du er den der kender din mand allerbedst til at vide, om det er korrekt. Du lader dog til at være bekymret – og er måske bange for om din intuition er korrekt eller ej.

Du skriver desuden, at I har snakket om det, og at din mand gerne vil lave om på det. Hvad er det han gerne vil lave om på? Hvad er det helt eksakt han vil gøre, for at lave om på det? For hvis det handler om tryk og lignende, så kan han jo ikke lave om på den fysiske påvirkning, med mindre han begrænser den fysiske kontakt med jeres datter. Så er der mere i det, end det fysiske?

Han siger det er blevet bedre – hvad mener han med det? Hvad er det helt eksakt, der er blevet bedre, og hvad er det helt eksakt, at han har gjort, når han siger, at det er blevet bedre? Er der noget han arbejder med – altså noget i tankerne? Hvad mener han om terapi, hvis det handler om noget tankeskabt?

Der behøver ikke at ske noget alvorligt – men for at få ro, så kan det være en ide at stille ham de spørgsmål, som jeg stiller ovenfor. Enhver mistanke om incest og pædofili kræver en bevågenhed, og en opmærksomhed, hvor man som voksen har pligt til at stille de svære spørgsmål og tage de nødvendige konsekvenser på barnets vegne, da et lille barn ikke kan forsvare sig selv og er så afhængig af, hvordan man som voksen (og som forælder), varetager barnets interesser.

Du er bekymret for, om din datter opdager, at din mand får rejsning, når hun er sammen med ham. Barnets oplevelse af situationen kan ikke sammenlignes med en voksen, eftersom barnet ikke nødvendigvis tænker seksuelt om situationen.

Før du råber vagt i gevær, så søg mere information, tal med professionelle som er specialister i emnet, som kan give dig en yderligere fornemmelse for, hvad næste skridt skal være.

Der findes noget, der hedder AlbaHus, som tilbyder professionel rådgivning, behandling, gratis hotline og ikke mindst en anonym chat. Du kan se mere her: albahus.dk

Politiet og sociale myndigheder har desuden stor erfaring med emner som pædofili og incest, og du kan derfor også ringe anonymt til en af disse instanser, da en fejlagtig anklage om incest og pædofili kan have store, og svære konsekvenser for personen der anklages, samt for parforholdet.

Du ønskes alt det bedste til at få en afklaring på problemet. Både med din mand – og ved yderligere information.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]