Kategori: Brevkasse

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

For at gå direkte til sagen, har jeg det problem, at jeg ikke kan mærke hans penis i mig under samleje. Det er dejligt, men ellers føler jeg ikke noget. Skal jeg have orgasme, må jeg stimulere mig selv, det sker han kan give mig orgasme med fingrene på klitoris.

Det andet er så, at jeg får orgasme meget hutrigere end ham, og har så nogle gange svært ved at være våd indtil han får udløsning.

Det generer os at jeg ikke får noget ud af det. Er det normalt, og hvad gør vi lige??

En anden ting, – er der ingen sexologer i sønderjylland ?. Tror det vil være sundt at få vores hoveder renset efter mit utroskab, selvom han til dels har tilgivet mig.

Kærlig hilsen
TA

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej TA,

Måske din manglende følsomhed i skeden handler om, at den stilling (eller de stillinger) I anvender ikke rigtig er gode for dig – at du ikke rigtig mærker ham inde i dig. Prøv f.eks. at du ligger ned, og svinger benene op på hans skuldre, eller lader ham holde dem på sine arme, så han rigtig kan komme dybt op i dig, og samtidig kan stimulere dig (eller du kan stimulere dig selv) på bryster eller klitoris. Han skal sidde med spredte ben, for så kan han bedre bevæge sig.

Når du siger, at det er dejligt, men at du ellers ikke føler noget, så tænker jeg, hvad det er, du forventer at føle? Kvinder har faktisk større følsomhed omkring skeden og i selve skedeindgangen, så derfor kan det godt være lidt forvirrende, hvis man ikke rigtig føler noget oppe i skeden. Som sagt findes der flere nerver omkring skeden og i selve skedeindgangen, end der gør inde i selve skeden, hvilket jo faktisk er ganske smart taget i betragtning af, at skeden også er en fødselskanal, og hvis den var proppet med nerver (som er tilfældet i selve skedeåbningen), så ville det gøre endnu mere ondt end det allerede gør, når barnet passerer i fødselskanalen.

Du skriver desuden, at du er nødt til at få orgasme via egen stimulering eller ved berøring af klitoris, hvor din kæreste hjælper. Det er da også helt perfekt! En klitoris orgasme er da kanon! Desværre jagter mange en skedeorgasme, men det er altså ikke alle, som kan opnå en sådan. Og den behøver ikke være bedre end en klitorisorgasme, men bl.a. medierne kan godt have tendens til at ophøje skedeorgasmen til den ultimative orgasme (samt en sprøjteorgasme), og man kan hurtigt tænke, at hvis man ikke kan opnå en sådan, så er der noget galt. Det er der ikke.

Du siger at du ikke får noget ud af det, men fortæller samtidig at du kan opnå orgasme, samt synes det er dejligt. Hvad er det, at du ellers forventer ud af samlejet, siden du synes det er “forkert”? Det lyder umiddelbart til at være en nydelse, men måske I jagter noget sex samt nogle orgasmer, som ikke er relevante for jer eller er svære at opnå. Det kan så betyde, at I glemmer at nyde alt det gode I faktisk har sammen, når I har sex. Er det sådan, det foregår? En del par oplever nemlig at “jagte noget”, og dermed glemmer de at være helt til stede og glæde sig over den sex de rent faktisk har.

Mht. at være våd indtil han får udløsning så kan du måske prøve at stimulere dig selv til endnu en orgasme, så du ikke “venter” på ham, men derimod udnytter tiden til fælles fordel. På den måde, så kan du også lettere forblive våd, og føle at du stadig er en del af samlejet.

Angående sexologer i Sønderjylland, så kender jeg pt. ikke nogen, men du kan prøve at gå ind på dansk sexolog forenings hjemmeside, og se om der er nogen i dit lokalområde 🙂

I ønskes alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Jeg er i bund og grund en heldig mand. Jeg har en rigtig sød og dejlig kone, vi er gift på 3. år, og sammen har vi en dreng på 1 år. Det er skønt, og det harmonerer fuldt ud med mine værdier omkring familieliv, min selvidentitet og hele min rolle som familiefar. Det nyder jeg fuldt ud!

Jeg har dog to ting, som optager mig.

Det ene er, at jeg de seneste måneder har oplevet, at min lyst til sex overstiger, hvad jeg kan håndtere. Det skal forstås sådan, at jeg har langt større lyst end min kone, som giver udtryk for, at hun godt kunne klare sig uden. Hun er ikke optaget af det, mens jeg i modsætning til hende tænker på det ofte. Jeg er træt af at være så optaget af det, når hun ikke er. Det giver en skævvridning i vores prioriteter i forholdet.

Vi taler godt sammen, er gode til at lytte til hinanden, og vi er klar over, at vi er meget forskellige mennesker. Jeg er intuitiv og følelsesladet, mens hun har svært ved at komme i kontakt med sine følelser. Hun er rationel og som har det bedst med, at det og det og det bliver ordnet først, før hun kan slappe af. Jeg lever i nuet, følger mine lyster og behov og har langt nemmere ved at klare det og det og det, hvis mine umiddelbare behov er blevet tilfredsstillet. Her tænker jeg ikke kun seksuelt, men også andre behov.

I vores sexliv savner jeg hyppig lidenskab – den hurtige tur på køkkenbordet, i sofaen, et blowjob eller at jeg kan give hende en hurtig udløsning. Efter at vi er blevet forældre, har hun svært ved at finde den frem. Hun giver udtryk for, at hun er træt og slet ikke tænker på sex som det første, når vi har en ledig stund. Hun tænker nærmere på at få det hele til at hænge sammen.Jeg er også træt, men tænker derimod på sex som det første og er af den overbevisning, at det hele nok skal hænge sammen. Jeg er villig til at trække et enormt læs, når jeg har fået mit behov opfyldt. Sex giver mig et enormt energiniveau, og jeg kan helt klart sammenligne det med at dyrke motion (hvilket det jo sådan set også er!).

En anden ting, jeg savner, er udfordringer. Jeg er glad for sex og kan godt lide at prøve nye og spændende stillinger, og min kone kan også være med på noget af det. Jeg har den opfattelse, at mine ideer ligger indenfor grænserne af det, som mange vil anse som ”helt rimeligt” (hvad det så end er – det er svært at forklare et billede, ik’? J). Et eksempel er, at jeg tænder på at ligge i 69er, mens hun siger, at hun ikke kan lide at blive tilfredsstillet samtidig med, at hun tilfredsstiller mig; hun kan ikke koncentrere sig. Og når jeg nu godt kan lide oralsex, drømmer jeg om, at hun vil intimbarbere sig, men det afviser hun. Hun kan ikke forstå, hvad det skal til for, og hun synes, at det er grimt. Jeg mener, at det er frækt og at det er lækkert ikke at få hår i munden.
Det skal lige indskydes, at hun godt kan lide, at jeg slikker hende.

Som jeg opfatter det, har vi dels forskellige seksuelle behov og dels forskelligt syn på sex.

Jeg har tidligere haft flere kærester, hvoraf én har delt min passion for sex. Og helt ærligt – det var fedt. Den følelse og bekræftelse, som det gav, savner jeg at opleve noget oftere. Jeg har på det seneste tænkt på den daværende kæreste (underforstået en anden kvinde), men tanken om at være min kone foruden er helt uudholdelig, da hun rummer alt, hvad jeg kan drømme om. Derfor går mine spørgsmål til dig i retningen af, at jeg har brug for nogle metoder eller teknikker til at bearbejde min egen sexlyst.

Hvordan kan jeg håndtere min sexlyst, så min kone ikke får fornemmelsen af, at ”… åh, nu sover drengen, og så kommer han rendende igen”? Jeg onanerer hyppigt, men vil hellere have hende. Hun har endda foreslået, at hun kunne give mig et blowjob i ny og næ, men jeg har rent faktisk afslået, for jeg synes ikke, at det er holdbart i længden – jeg vil virkelig gerne til bunds eller i hvert fald finde længere ind til kernen af problemet.

Af natur er jeg et aktivt og også ubekymret væsen. Jeg lever i nuet og bekymrer mig først om tingene, når de opstår. Nej, helt lalleglad og naiv er jeg ikke, men det betyder meget mere for mig, at jeg og min familie har det godt, end det gør at få klippet hækken og at naboerne taler pænt om os og vores hæk. Jeg er fuldt ud klar over, at når min kone oplever, at vi har styr på tingene, har hun det godt og dermed også mere overskud til at engagere sig i den mere intime del af vores parforhold. Derfor går jeg med en del tanker om at engagere mig 100% i de daglige gøremål for at hun måske får overskud og lyst til os.

Men det får mig til at føle, at jeg går på kompromis med mine egne følelser, ligesom hun i øjeblikket føler, at hun skal gå på kompromis med sine prioriteter. Og det er ikke fedt at have sex, hvis hun ikke har lyst. Det giver mig rigtig dårlig samvittighed. Det er fedt i det øjeblik, det står på, men når det så er ovre, er jeg oprigtig ked af, at vi gjorde det… Netop derfor er jeg lidt betænkelig ved hendes tilbud om jævnlige blowjobs.

Så jeg ved ikke, hvor jeg skal tage fat for at blive bedre til at håndtere min sexlyst? Og skal jeg gøre det?

Min kone syntes sådan helt intuitivt, at det var mig, der havde et problem, og at det jo nok ikke vedkom hende, men hun er enig i, at hun kan blive involveret i det. Jeg er derfor lydhør overfor jeres forslag til, hvad jeg kan stille op. Hvad er mine muligheder? Og hvad er mulige konsekvenser af mine valg?

Jeg håber, at du vil tage dig tid til at svare. Hvis du offentliggør mit brev (eller dele af det), vil jeg bede om at være anonym.

Venlig hilsen

M

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære M,

Allerførst tak for dit lange brev. Det indeholder en masse ting, som ikke vil blive løst ved en besvarelse i en brevkasse.

Overordnet set så fornemmer jeg nemlig, at der ligger nogle indgroede mønstre i jeres forhold, som er med til at begrænse dig og din kone både i det daglige og ikke mindst seksuelt. Jeres mønstre er bl.a. blevet en indbyrdes ”kamp” om prioriteter og behov, hvilket ikke løser jeres problematik omkring det seksuelle – tværtimod. I kunne med fordel overveje en snak med en sexolog til at dæmme op for de ting, som er med til at bidrage til problemerne, og ikke mindst fastlåse jer, hvor I er.

Det handler ikke om at du er problemet – eller hun er. Det er blevet et parproblem, som skal løses som sådan, hvor begge har en andel i, at gøre tingene bedre. Og det er I nødt til at erkende for at komme videre.

Når det er sagt, så er der 2 problematikker, du primært beder om råd til. Det handler om jeres forskellige sexlyst og de manglende udfordringer.

Det med forskellen i sexlyst er typisk noget, man har brug for hjælp til, med mindre man affinder sig med situationen, eller at begge vælger at gå ind i problemet for at få det løst, også selv om det betyder, at man gør nogle ting, som kan føles som om, det er mere for den andens skyld. I jeres tilfælde kunne det handle om, at din kone er nødt til at gå mere ind i det seksuelle – ikke at spise dig af med et blow job (og hvorfor vil hun hellere det end sex?), som nok vil være en irritation for hende – men nødvendigt for at komme ind og mærke sig selv og sin krop igen. For dig vil det være, at vise forståelse for at din kone har brug for andet end sex, for at finde sin lyst. Det handler bl.a. om nærhed, omsorg og kærlighed – hun vil mærke dig udenfor sengen, for at føle en samhørighed imellem jer, før hun kan give sig hen seksuelt. Det kan måske virke irriterende på dig, da du har stor lyst til hende.

I et sådant tilfælde foreslår jeg som udgangspunkt sensualitetstræning, som du kan læse mere om inde på min medlemsside.

Med denne øvelse vil din kone ikke føle, at al kropslig kontakt handler om sex, og det kan derfor tage presset fra hende om at al berøring og nøgenhed handler om sex, så hun kan lære at nyde sin krop og at være sammen uden at det hele skal ende med sex.

For dit vedkommende vil du ikke få en afvisning og føle skuffelse (som man kan vende indad og begynde at føle, at der er noget galt med sig selv).

Mht. udfordringer så kan I tage en snak om, hvad der er god sex. Måske din kone har behov for mere nærhed og forspil, for at mærke sig selv seksuelt – få en snak om det, og lyt til hinanden uden at dømme. Få en fornemmelse for, hvordan den anden har behov for at blive elsket og være seksuel på – og prøv at bruge de informationer, så næste gang der er optakt til sex, så er det ud fra, hvad ens partner har lyst til og behov for – frem for hvad man tror den anden har lyst til og behov for.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære Tanja

Jeg har været sammen med min mand i 9 år. Vi har to børn på 3 og 6. Min mand er det første rigtig gode parforhold jeg har været i, jeg har udviklet mig meget i de år vi har været sammen – til det bedre. Er blevet mere tilfreds med mig selv og mit liv, mere rolig og fået mere styr på andre områder af mit liv. Så jeg er meget taknemmelig for at have mødt ham og have ham i mit liv. Når jeg skriver til dig, er det fordi der altid har været lidt knaster omkring vores sexliv.

Vi har sex – sådan ca. 1 gang om ugen. Og jeg er også på dette område meget tryg ved min mand. Men jeg føler mig ikke rigtig ‘fri’ sexuelt og har altid tænkt at det nok mest handler om ‘noget i mig selv’. Jeg oplever, at jeg ikke rigtig tænder sexuelt på min mand – (og måske aldrig har gjort det) – men fordi jeg jo har lyst til sex, så overgiver jeg mig til at have det med ham – og det fungerer fordi vi kender hinanden godt – og han derfor efterhånden ved hvad der ‘virker’ for mig. Han udtrykker ofte lyst til mig, og hvor meget han tænder på mig. Han er heldigvis meget forstående og presser ikke sex igennem, hvis jeg ikke har lyst – ‘gider’.

Ofte har jeg lyst men kan ikke ‘tage mig sammen til det’  – og det ved han godt. Jeg har dog ikke fortalt ham om min tvivl på om jeg overhovedet er sexulet tiltrukket af ham – skal jeg det?? Synes det er svært for mig at afgøre hvad det handler om, da jeg jo er meget meget glad for ham og nyder hans selskab, hans omsorg og hans kram og kys.

Nu er der sket det, at jeg igennem 2 år har været meget sexuelt tiltrukket af en kollega på arbejdet – og faktisk besluttet at hvis der var mulighed for at udleve mine lyster, så ville jeg gøre det. Det har der ikke været – han er også gift, og jeg troede heller ikke at interessen var gensidig – idet han ikke har reageret på mine spæde flirte forsøg.

Men nu – efter 2 år, og han er blevet skilt har jeg for nyligt fundet ud af at han også er meget tiltrukket af mig. Og også har været det igennem de sidste to år. Så nu er jeg presset – har allerede kysset ham (og mere til) et par gange i al hemmelighed. Vi har nu efter tre uger med hemmelige møder aftalt at stoppe det vi satte igang, og gå i tænkepause. Det tager for hårdt på os begge med det fordækte, og på mig med ‘dobbeltliv’.

Så nu er jeg her med en masse følelser og en rigtig god anledning til at tænke min relation til min mand igennem. Det omkring den måde vores sexliv fungere på bliver det meget pressende for mig, at forholde mig til. Hvad er det her med sexuel energi for noget? Kan mit behov for tryghed og omsorg have gjort at jeg har overset at jeg ikke har en stærk sexuel tiltrækning til min mand? Kan det ændres? Hvad gør jeg?? Har meget stor trang til at udforske det der mellem min kollega og mig, både sexuelt men også sådan i det hele taget – lære ham rigtig at kende. Har også behov for ikke at ødelægge min familie pga en ‘fix ide’. Føler mig overophedet af følelser, savn og tanker og ved ikke hvordan jeg kommer videre herfra. Håber du kan pege på en vej. Har også tænkt på at gå til en terapeut fx dig, for en samtale….

Mange hilsner,
Anonym

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære anonyme,

Du stiller en række spørgsmål, som kan være svære at dække og afklare i et brevkassesvar. Der er nemlig mange ting i dig, og i dit liv lige nu, som forvirrer dig og gør dig i tvivl, om du nu er “på rette hylde”.

Allerførst skriver du, at du ikke rigtig føler dig fri seksuelt. Har det altid været sådan mellem dig og din mand? Hvis ja, så kan det, at du ikke rigtig kan tage dig sammen til sex bl.a. handle om, at du allerede har lagt en tankemæssig blokering for, at sex skal være godt. For du tænker jo, at du ikke rigtig er fri seksuelt. Og sådanne tanker får dig ikke til at føle dig fri – tværtimod. Når du endda siger den sætning til dig selv tilpas mange gange, så begynder du selv at tro på den.

Derudover har du igennem 2 år haft et godt øje til en anden mand, og det kan også være med til at distancere dig fra din mand. Måske ikke i det bevidste sind, men dit underbevidste kan have en længsel efter at mærke ham den anden. Den længsel er så virkelig blevet synlig efter, at din kollega er blevet single, og har udtrykt og vist interesse for dig. Pludselig er der mulighed for at leve de ting ud, som du før kun har tænkt på – og længtes efter i det skjulte.

Du skriver desuden også, at du føler dig overophedet af savn og tanker. Hvilket savn? Hvilke tanker? Hvad er det egentlig du mangler i dit liv, der gør at du søger noget andet? Er det blevet lidt for “sødt” mellem dig og din mand? Mangler der lidt spænding og noget mere romantik?

Det er vædt lige at nævne, at i en indledende fase, i forelskelsesfasen og i tiltrækningen til et andet menneske, der ligger en kæmpe og en intens spænding, der virkelig kan sætte gang i lysten. Og i en sådan grad, at man tvivler på det man “har derhjemme”. Er det måske dét, der sker for dig lige nu. At du er så fascineret af din kollega, at det derhjemme virker endnu mere leverpostejs-agtigt? Hvad med om du lavede en liste over, hvad du mister ved at stoppe forholdet til din mand? Hvad er det du giver op? Hvad er det du tror, at du kan få hos din kollega, som du måske føler, at du ikke får i dit nuværende forhold? Hvilke værdier har du i dit liv? Matcher din mand eller din kollega disse værdier?

Når du desuden siger, at du ikke (og måske aldrig) har tændt seksuelt på din mand, hvad handler det så om? Er det virkelig sandt? Har du virkelig aldrig tændt på ham? Hvorfor er du så sammen med ham seksuelt, hvis du ikke kan tænde på ham? Er det for sex’ens skyld, eller er der nogle ægte følelser for ham, som gør at du hengiver dig seksuelt? Er det desuden en ok og konstruktiv tanke, at du tænker, at du ikke er tiltrukket seksuelt af din mand? Tror du det bliver lettere, at føle dig tiltrukket af ham, når du tænker sådan?

Hvad kunne du tænke i stedet for, så du måske kunne begynde at tænde seksuelt på ham? Handler det egentlig om, at du ikke tænder seksuelt generelt? Ja, du har lyst, men tænder du egentlig på dig selv, når du er i en seksuel situation? Føler du dig fræk, sexet, og som én der kan nedlægge og vil nedlægges? Hvem ville du egentlig være, hvis du slet ikke tænkte tanken, at du ikke kan tænde seksuelt på din mand? Ville du måske begynde at se ham i et andet lys? Ville du måske så ikke føle at din kollega er så interessant længere?

Som du kan fornemme, stiller jeg en lang række spørgsmål til din tankegang – for den kan være med til at blokere for at se tingene i et mere realistisk lys, nu hvor du har nogle følelser for din kollega, og samtidig bliver i tvivl om din seksuelle tiltrækning til din mand. Du kan selv indledningsvist udfordre din tankegang med nogle forholdsvist simple spørgsmål:

Er det virkelig sandt, det jeg siger. Passer det egentlig?

Hvad gør det ved mig, når jeg tænker sådan?

Hvad er konsekvenserne, når jeg tænker sådan (i min krop, i mine følelser, i min adfærd?)

Er der noget i min tankegang, som er godt og konstruktivt for mig – og hvad er det?

Hvad kan jeg tænke anderledes, som er mere hensigtsmæssigt for mig?

Hvad kan jeg gøre anderledes (handling/adfærd), som er mere hensigtsmæssigt for mig?

Hvis det bliver for meget tankekaos for dig, så kan du med fordel opsøge en terapeut for at få sat tingene lidt mere i perspektiv. Lige nu befinder du dig uden tvivl i en meget forvirrende fase, og en fase hvor det er vigtigt, at du lytter rigtig godt efter i dig selv, hvad du føler er det rigtige for dig.

Du ønskes alt det bedste i din søgen efter sandheden for dig.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære Tanja

Jeg skriver til dig, fordi jeg (og min kæreste) står over for en udfordring jeg ikke ved hvordan jeg skal løse, og jeg håber, at du kan hjælpe mig til at komme i gang på en ordentlig måde. Jeg er på forhånd ked af at det er så langt et brev, men håber du vil læse det – det er et problem jeg har gået med i mange år, og tja – når det regner, så øser det :\

Først vil jeg dog lige sige tak for en rigtig god hjemmeside, www.tanjagluckstadt.dk. Det er rigtigt rart at støde på en, som har ”åbnet op for posen” allerede inde der kræves betaling, for det styrker i høj grad min tillid. Samtidig syntes jeg, at du er rigtig informativ –tak!

Jeg er 28 år (mand) og har snart været sammen med min kæreste på samme alder i 7 år. Vi elsker hinanden meget højt og på langt de fleste områder har vi et rigtigt godt forhold, med op og nedture som er en del af et langt forhold. Dog har der i al den tid vi har været sammen været problemer omkring sex, i første omgang at min kæreste har fysiske smerte ved samleje, og i anden omgang de psykiske konsekvenser af smerterne, får både mig, hende og os.

Det første problem er at min kæreste får ondt ved samleje. Jeg det først fik at vide efter de første 3 måneder, og på trods af min insisteren er det efter 7 år stadig ikke lykkedes mig, at få hende til at tage problemet så alvorligt, at hun aktivt og målrettet søger løsninger. (min subjektive oplevelse).

De fysiske smerter:

1)      Sviende smerter ved indtrængen. Hun har nogle gange (½-2/3 gang) hvad hun beskriver som svigende smerter når jeg trænger ind i hende – nogle gange forsvinder de, og nogle gange gør det ikke. Vi tager det ofte meget stille og roligt i starten, men må nogle gange afbryde samlejet, hvilket ofte gør hende ulykkelig. Nogle gange bliver hun også ulykkelig lige inde samleje.

Det er nu sådan, at min kæreste frygter/er bange for, at det skal gøre ondt inde hvert samleje. Hvilket vist også får hende til (i et vist omfang) at vælge dem fra.

Vi har både prøvet med/uden glidecrem, før/efter klitorisorgansme, med/uden langt forspil, men ingen af delene gør – så vidt jeg kan se – en forskel.

Smerterne har også været der ved tidligere kærester, men jeg er vist den første hun har fortalt det til – eller i hvert fald den først som har reageret ved at det gør ondt. Tidligere har hun vist bare gennemført samleje uden at sige noget – men jeg er ikke sikker på at det gjorde lig så ondt dengang.

2)      Smerter ved endetarmsåbningen. Hun har også smerter ved endetarmsåbningen, nogle gang jagende under samleje(men vist ikke så tit), hvilket vist gør rigtigt ondt men også uafhængigt af samleje. Tror vist det er lidt hyppigere når hun har menstruation.

Jeg ved, at der omkring hendes seksuelle debut var en fyr som ved et uheld kom til at støde op i hende analt, og det gjorde vist  meget ondt. Men jeg ved ikke om det kan have noget med den smerte hun oplever nu.

3)      Ondt i lænden. Stort set hver morgen vågner hun med smerter i lænden. Når jeg skriver det, så er det fordi jeg har læst, at det muligvis kan have en betydning/indvirkning på smerter i underlivet.

Først for 8 måneder siden gik hun endeligt til egen læge, som henviste hende til en gynækolog, da lægen ikke fandt noget fysisk galt. Det var mistanken om en bagudvendt livmor der blev kikket på pga. smerterne bag til, samtidig blev vi anbefalet at prøve klidecremen til de svigende smerter.

Gynækologen fandt heller ikke noget (kikkede vist kun efter det med livmoderen, da min kæreste ikke gjorde opmærksom på andet).

Jeg er nu der hvor jeg ikke rigtigt har tillid til familielægen, og faktisk heller ikke gynækologen, for min kæreste og jeg VED jo at der er noget galt! Samtidig har jeg jo efterhånden læst en del litteratur, om tilstande som Vulvodyni, Vaginisme, Endomitriose og Dyspareunia, hvilket jeg tror familielægen er fuldstændigt uvidende om, og gynækologen vist slet ikke har nævnt.  (min kæreste vil helst selv til lægen og den/de gange jeg har været med oplever jeg generelt ikke at hun er særligt god til at ”guide” lægerne. Samtidig tier jeg stille, for ikke at gå over hendes grænse og få ”skæld ud” efter besøget).

Desuden ved jeg  jo ikke alt om disse forhold, eller hvad der ellers findes, så jeg tænker, at vi måske skal have fat i en nogle eksperter – både hvad angår det fysiske i første omgang – og måske også det psykiske.

Jeg håber at du måske kan forslå en videre vej? Både hvad angår det fysiske og det psykiske?

De uheldige følgevirkninger:

Smerterne ser selvfølgelig et problem, men værre er det, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få hende til at gøre noget ved det?? eller få gjort hende klart hvor meget jeg lider/er i sorg over et manglende sexliv.

Smerterne samtidigt betydet, at vi aldrig har fået et ordentligt sexliv/kultur/rytme. I starten dyrkede vi sex ca. 1 gang om ugen, men allerede inde det første ½ år var det 1 gang hver 2 -3 uge – over de sidste par år er det endt på en gang hver 1-2 måned.

Jeg har ikke tidligere haft en partner før min kæreste, dels fordi jeg ikke har fundet nogle som har været værdig til min kærlighed – nok også dels pga. en smule frygt for at blive afvist og generthed/uvidenhed omkring spillets regler flirt/hvordan man score/ligger op til sex – som jeg desværre har taget med ind i forholdet.

Inden jeg fandt min kæreste har jeg selvfølgelig i mange år glædet mig til, og set frem til, at lege med/og udforske/afprøve sex når jeg fandt den rette pige. I starten lagde jeg derfor meget op til hende, men efter utallige afslag har jeg efterhånden mistet modet og er blevet mere og mere usikker på mig selv, for jeg aner ikke hvornår jeg bliver afvist og hvornår jeg ikke gør.

I dag er det så slemt, at jeg meget sjældent ”tør” lægge op til noget, for jeg ”ved” at jeg alligevel bliver afvist. Og når min kæreste endeligt lægger op, så bliver jeg tit fysisk ked af de og dybt ulykkelig, i en sådan grad at jeg lukker fuldstændig af  – jeg tror det er en forsvarsmekanisme, fordi jeg i efterhånden rigtigt mange år aldrig har vist om jeg var købt eller solgt (i sidste ende fik noget) når vi filtede.

Derud over kommer en real sorg over at måtte sige farvel til sex (sådan som jeg oplever det). Jeg elsker min kæreste og kan ikke forestille mig at gå fra hende, men samtidig har efter 7år efterhånden opgivet nogle sinde at få noget som bare minder om et velfungerende sexliv – hvilket gør mig dybt ulykkelige, for sex betyder meget for mig. Samtidig bliver jeg kun mere ulykkelig af, at jeg ikke oplever at hun ”gider” gøre noget ved problemet – for hvis det virkeligt betød noget for hende, hvorfor gjorde hun så ikke allerede noget aktivt efter det første år? – eller det andet, eller tredje, eller fjerde???

Jeg har altid været den forstående kæreste, både hvad angår at jeg ikke har fået noget sex pga. hendes smerter og deraf manglende lys, og hvad angår at hun ikke har taget hold om problemet – måske nok også mere end hvad godt er? – og i dag kan jeg ikke selv vurderer hvornår/om jeg kan tillade mig at slå i bordet, eller hvordan jeg skal gøre det???

Jeg oplever, at det er OS, (min kæreste og jeg) der har problemer, men det gør hun vist ikke. Jeg har flere gang opfordret til, at vi tager kontakt til både en parteaupeut og en sexolog. Hendes svar er typisk, at det vil hun selv gøre (hvad angår det fysiske og evt. psykiske) og så jeg selv om, om jeg vil kontakte en.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal/kan gøre, og håber inderligt at du måske kan hjælpe?

Smerterne: Hvad kan smerterne skyldes? Hvor/hvordan får vi det undersøgt? Hvordan griber jeg/vi det bedst an herfra – en videre vej? Både hvad angår det fysiske og det psykiske?

Min frygt/sorg: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg komme af med min frygt? -kan jeg det alene? I hvor høj grad har kun jeg brug for ekstern hjælp? og fra hvem?

Sexliv: Hvordan kan vi sammen få et velfungerende sexliv? I hvor høj grad har vi brug for ekstern hjælp? og fra hvem?

Med venlig hilsen
TS

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære TS,

Der er ikke tvivl om, at der sker meget i og omkring jeres forhold. Jeg kan ikke afdække det hele i en brevkassebesvarelse, men måske du kan få stof og råd til eftertanke, så du kan komme videre. Du spørger. hvad du kan gøre nu, og hvordan du kan komme af med din frygt. Er det din frygt for ikke at få sex og at din kæreste ikke forstår situationens alvor? Jeg kan ikke helt fornemme, hvad du mener med frygt. Den skal du have defineret, og så kan du fx. tage en snak med din kæreste om den. For det er ikke rart at leve et liv i frygt – uanset hvad frygten handler om.

Reelt set kan vi kun komme over en frygt, ved at se den i øjnene, ved at håndtere den, og ikke ved at pakke den væk, eller evt. anklage andre, eller tro at andre hjælper os, eller at det “nok skal gå”. Der er reelt set kun én, der ved, og vælger, om det skal gå. Og det er dig selv. Hvis du har svært ved at definere, hvad det er for en frygt, og hvad der skal til for at komme videre, så kan en rådgivende samtale med en terapeut måske være løsningen for dig.

Du har desuden mulighed for at gå til din læge og bede om henvisning til en psykolog. På den måde, kan du få betalt en række sessioner ad den vej. Det vil dog være op til lægen, hvorvidt vedkommede vil henvise til en psykolog ift. din problematik, da læger er meget forskellige i hvornår, og hvorfor de henviser til en psykolog. Alternativt kan du søge en privat terapeut, som du selv betaler for. Du skal dog vælge med hjertet, så at sige. Altså om det er én som du føler kemi med, for hvis du ikke gør det, så vil du have modstand på terapeuten, og så kommer det ikke til at virke for nogen af jer.

Som jeg ser det, så er I er nok nået til en fase, hvor I skal søge hjælp fra andre, hvis I ikke selv kan løse både de fysiske og de psykiske problemer, der er opstået.

Det at du oplever, at din kæreste har modstand på at søge hjælp både omkring de fysiske smerter, og omkring de problemer I har imellem jer, kan måske hænge sammen med, at hun føler sig presset. Og at hun helst bare vil glemme om problemet. Det har ikke noget med dig og jeres forhold at gøre.

Hvis det handler om at føle sig presset, hvad er det så egentlig der ofte sker? Ja, så bliver man nok lidt “det skal du fandme ikke bestemme” – og undlader at gøre mere ved det. I jeres situation, og i din forstående natur omkring hele situationen, så undlader hun måske også at handle, fordi der jo kommer ro på i en periode. “Pyyyhh, så kom der ro igen – nu har han lige fået lidt luft”. Noget andet der kan ske er, at hun netop ikke fornemmer, at det er det store problem, fordi du ikke giver kraftigt nok udtryk for det.

Fortæl hende hvor ondt det hele gør på dig – og undlad at tale om, at du savner sex og har afskrevet det, for så vil hun bare høre det som om, at det eneste du tænker på, er sex. Sig hellere, at det er med til at ødelægge jer to, at I ikke kan tale om tingene, at I ikke forsøger at gøre noget ved det – og sig at du meget gerne vil støtte hende i at finde ind til hendes smerter, bl.a. ved også at tage med hende til læger, så I er 4 ører frem for 2 ører, der hører lægens ord. Og undlad igen at sige, at hvis du er med i at støtte hende, “så kan vi have mere sex”, for så hører hun “du er ligeglad med mig og hvordan jeg har det – du vil kun støtte, så du kan få mere sex”, og dermed føler hun sig overset, som et stykke kød, undværlig og som om du kun vil hende pga. sex.

Når det så er sagt, så er der de fysiske problemer hos din kæreste i form af smerter. Du beskriver, at I ikke har tillid til familielægen eller gynækologen, og så gælder det om at finde nogle, som I har tillid til omkring hendes smerter. Undersøg hvilke gynækologer, der er i jeres nærområde, og søg så derhen. Find ud af, om de kender til vaginisme, vulvodyni, endometriose osv. Hvis I ikke kan bruge den gamle henvisning, så bed jeres læge om en ny, så I kan opsøge en gynækolog – eller måske endda en fysioterapeut med speciale i gynækologiske problemer.

Det er meget svært for mig at gætte på, hvad hendes smerter skyldes. Dog tænker jeg i retning af vaginisme samt vulvodyni, men kan ikke helt fornemme hvilken en af problemerne det er, ud fra de beskrevne symptomer. Mht. hendes smerter så er det nødvendigt, at hun tager det alvorligt, og søger at gøre noget ved det, for ellers bliver tingene ikke bedre for hende – og dermed også for jer.

Du beskriver desuden nogle smerter hos hende (analt), som kan opstå periodevist under samleje. Det kan meget vel være en form for “fantomsmerter” i forbindelse med, at hun engang oplevede at få noget op bagi, uden at være forberedt – og så gør det virkelig ondt. At hun også oplever smerter i det daglige, dog hyppigst under menstruation, lader dog til at det ikke er seksuelt betonet, men nok nærmere hænger sammen med hormoner i forbindelse med menstruation. Fx. kan nogle kvinder godt være mere “øm i understellet”, som de siger 🙂

Angående jeres sexliv, så fornemmer jeg at der ligger mere i det fra din kærestes side end hendes smerter. Hvornår er det hele egentlig opstået? Har hun før været sammen m ed en fyr, hvor hun følte det som et overgreb? Har det altid været sådan for hende, så smerterne handler om frigiditet i en eller anden udstrækning – altså tanken om at dét, at have “noget oppe i sig”, gør ondt. Det er væsentligt at kende mere til hendes tanker og følelser om det seksuelle, for at guide jer bedre på vej. Jeg fornemmer at hun blokerer meget på sexen – og derfor tror jeg at det handler mere om vaginisme end andre symptomer. Hvis det er vaginisme, så skal hun have hjælp – både via nogle fysiologiske øvelser samt samtaler omkring hendes seksuelle opfattelse.

Derudover, eftersom det påvirker jer begge, så kan I måske have gavn af noget parterapi, for at finde ud af, hvordan I egentlig begge kan være med til at selvforstærke hinanden i at sexlivet og kommunikationen ikke fungerer som ønsket. Det er hvad I skal søge hos en terapeut. Én som kan dæmme op for jeres indbyrdes mønstre. Og meget kort sagt, så kommer arbejdet derefter fra jeres side om, at “gå hjem og bryde dem” bl.a. via udstukne øvelser og samarbejde.

Der er mange ting at få klarlagt – og måske kunne en rådgivende samtale hos en læge – eller en parterapeut – give jer en udstukket retning for jer hver især samt jeres forhold.

Hvem I vælger som terapeut, skal være et fælles valg, så I begge er trygge ved personen.

Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål 🙂

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Jeg er en mand på 41 år og gift. Jeg har et par gange chattet med andre, og fik en fiktiv lyst til at en mand skulle spille min af..hvilket jeg på ingen måde, har lyst til live…Kan jeg få en guide eller råd til at få den tanke ud at hovede…Min kone er informeret…kan du hjælpe..jeg er klar til at ligge det bag mig..

mvh MN

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære MN,

Jeg kan godt mærke, at det påvirker dig og din kone, at du har haft fiktive tanker om en mand. Dog skal I begge vide, at det langt fra er unormalt, at man har nogle fantasier, men det betyder ikke, at de skal leves ud. Mange kvinder har f.eks. en drøm om at blive taget med magt – “voldtaget”, men det betyder ikke, at de gerne vil voldtages rigtigt.

Endvidere har rigtig mange en seksuel fantasi, som involverer deres eget køn. Altså kvinde-kvinde eller mand-mand, men det betyder ikke, at man har lyst til at udleve det, eller at man er homoseksuel, fordi man drømmer om én af samme køn.

Fantasier er og bliver fantasier. Nogle vælger man at udleve, enten når man er single, eller sammen med sin partner. Det forudsætter dog at ens partner også synes, at det er en lækker fantasi. Andre forbliver fantasier forbliver i tankerne – og forbliver en fantasi man ikke gør brug af i virkeligheden.

Din fantasi kan du vælge at køre som en indre sexfilm, eller også kan du erstatte dit “billede” af dig og en anden mand med et andet billede – en anden fantasi. Hvilke fantasier har du ellers, som du kan tænde på? Din kone og dig kunne også tage et rigtigt foto (eller flere), hvor I er i en intim og fræk stund, som I begge tænder på. Derefter har du et nyt billede, som du kan forsøge at erstatte med fantasien med en anden mand.

Slutteligt, så vil jeg lige kommentere på, at din fantasi er opstået via chat. Mon ikke det er dette, som du også har dårlig samvittighed over plus det med fantasien, fordi din kone kender til chatteriet – og nu også fantasien? Det handler om at opbygge tillid igen, og du skal nok også blive bedre til at sætte ord på dine egne behov i forholdet, så du ikke behøver søge bekræftelse andre steder fra – uanset om det kommer via en fantasi eller chat.

Derudover kan du og din kone tale om nogle sexfantasier sammen. Være nysgerrige på hinanden. Nævn 5 fantasier hver, som I tænder på at kunne gøre sammen med hinanden, og hør så om det er en fantasi, som den anden også har lyst til at prøve at udleve. Det kan godt være at din kone vil være med på 3 af fantasierne, og at du vil være med på 4 af din kones. Dermed har I pludselig lidt fornyelse til sexlivet, som begge tænder på. Og så kan I jo vælge at udleve dem sammen én efter én.

I  ønskes alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Jeg har næsten altid haft svært ved at komme i gang og blive tændt, jeg syntes kun det bliver svære og svære for mig. Den eneste tid jeg kan huske hvor jeg var tændt med det samme, når jeg så min mand var før vi blev gift. Det er næsten 25 år siden. Efter brylluppet var sex lige som et krav og lyst noget der skulle føles. Kravet kom fra min mands lyst og hans lyst til sex og til mig. Det skal ikke forstås sådan at han siger at han vil ha´ sex med mig og jeg bare skal finde mig i det, og honorerer hans krav. Men jeg opfatter alle hans tilnærmelser som oplæg til sex og jeg blev/er den der hele tiden afviser ham.

Han er i virkeligheden nok mange kvinders drøm fordi han flere gange hver dag siger at han elsker mig, han nusser og krammer mig, skal altid lige rører ved mine bryster når han går forbi, hvilket generer mig meget. Jeg har prøvet at sige det til ham, men han gør det stadig. Han siger at er vild med min krop, han sparer altså ikke på ros og kærtegn.

Jeg føler mig invaderet og har kun lyst til at holde ham på afstand. Jeg syntes jeg allerede har fået nok og er fyldt op af ham.

Jeg onanerer mindst en gang om ugen hvis vi ikke har sex, men syntes ikke jeg kan bruge de fantasier der til at få lyst til min mand ( bla. om underkastelse) når jeg i forvejen føler en modvilje mod hans pågående tilnærmelser.

Han har aldrig brokket sig over alle mine afvisninger og dårlige undskyldninger for ikke at elske. Det har jeg selvfølgelig dårlig samvittighed over og jeg syntes at det er synd for ham at jeg ikke kan give ham det han har lyst til. Når jeg tænker at nu bliver jeg altså nød til at give ham noget sex, så går vi først en lang tid igennem hvor vi ligger og nusser hinanden og han forsøger at rører ved mine bryster, når jeg ikke er tændt føles det meget ubehageligt i hele kroppen, sådan kan vi ligge længe og pludselig er det ikke ubehageligt at han berører mine bryster og så er vi i gang…. jeg er med og kan give mig hen til ham.

Jeg vil rigtig gerne finde ud af hvordan jeg får lyst, for min egen skyld og fordi jeg elsker min mand.
Jeg er klar over at det nok ikke er så nemt og jeg forventer ikke at du lige kan give mig et mirakel, men måske nogle gode råd som jeg så kunne arbejde videre med.

Venlig hilsen HP

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære HP,

Du skriver at du altid har haft svært ved at komme igang og blive tændt seksuelt. Hvorfor tror du at det er sådan for dig? Har du aldrig rigtig fået den store information omkring sex og følelser, eller er du blevet brændt af en mand før? Måske du er hende den pæne pige, og de skal jo ikke vise sin lyst, for det anses for forkert og skamfuldt. Hvad tror du selv, skyldes at din seksualitet har været sat i baggrunden? Prøv at fornemme, hvad der ligger bag.

Det samme gælder, at du føler du har fået nok og føler dig fyldt op af ham. Hvad mener du med det? Hvad er du fyldt op af? Hvad har du fået nok af? Er der noget du kan gøre, for at ændre på situationen? Hvad? Og hvornår har du tænkt dig reelt set at gøre det – altså handle.

For at tænde dig, kan du måske også læse nogle erotiske noveller, eller i det hele taget læse noget omkring sex og seksualitet. Vær mere seksuel, og tag ansvar for din seksualitet, bl.a. ved at begynde at bidrage til det seksuelle, så du ikke lægger hele det seksuelle spil over i din mands hænder. Klap ham også bagi indimellem. Vær hende der initierer sex.

Prøv som eksperiment at se på andre mænd med lyst og liderlighed, så du kan mærke, at du faktisk ER en seksuel kvinde. Mærk hvad det gør ved dig, at tænke frækt om en mand? Hvordan mærkes det i din krop? I dit skød?

En anden variant er også at foreslå din mand sensualitetstræning, for at tage presset om sex og samleje fra det seksuelle univers. Det tager presset fra dig, og det minimerer afvisningerne for din mand. Du kan læse om sensualitetstræning (og andre par- og selvudviklingsøvelser), hvis du er medlem af min side.

Jeg fornemmer at du altid har sat dig selv i baggrunden – også seksuelt, og dermed er du ikke hende som bliver lidt mere “egoistisk” for dig selv, og rent seksuelt gerne vil have noget, som er god sex for dig. Ikke kun fordi din mand vil have sex, men fordi du selv har lyst til at opnå en fed orgasme eller f.eks. at blive taget godt og grundigt eller slikket og bare tage imod hans kærtegn.

Jeg fornemmer godt, at du føler et pres om, at du skal have en lyst og at den skal være naturlig – og helst være rimelig ofte og konstant. Men problemet er bare, at det ønske fra din mands side kan du ikke honorere, og derfor begynder det at blive en plage for dig, at du ikke kan give det, han gerne vil have, være den han gerne vil have dig til at være, og det stresser dig både i forholdet og rent seksuelt.

Jeg fornemmer en modvilje omkring din mand, som ikke kun handler om det seksuelle. Det kommer dog tydeligt til udtryk dér, fordi din seksualitet ikke er ens med hans, og derfor bliver det mere synligt med jeres forskelligheder. Overskrider han dine grænser? Er du god nok til at sige til og fra overfor ham – sådan generelt?

Er du god til at gøre ting for dig selv, som kun handler om dig? Har I talt om, hvad der er god sex? Og ikke mindst, hvad er kærlighed for jer? Hvordan viser I det? Kan I gøre noget anderledes, som tilgodeser begges ønsker? Hvad med respekten for hinanden? Respekterer I hinandens grænser?

Det er svært at give dig helt noget specifikt i forhold til din situation, da der mangler nogle svar, for at give dig noget helt konkret at arbejde videre med. Måske det var en ide med individuel- samt parterapi?

Jeg fornemmer også, at du er afhængig af forholdet og den kærlighed, som din mand giver dig – men at det måske gør dig seksuelt anorektisk. Prøv at se, om du kan genkende lidt af dig selv på hjemmesiden for sex- og kærlighedsafhængige på webadressen slaa-danmark.dk

Jeg ønsker dig alt det bedste med blomstre og at finde din seksualitet.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Jeg er frustreret. Min kone og jeg har været gift i en kobberbryllupstid, men har intet samliv, stort set.

Vi elsker måske én gang i kvartalet…resten af tiden er jeg frusteret og ked af det. Når jeg henvender mig, får jeg at vide, at jeg stiller krav, og det er ikke pænt. Intet tidspunkt synes at være det rigtige, når jeg får lyst til hende. Vi har 3 børn, hvoraf den yngste er 1 1/2 år. Som baggrundsviden skal jeg fortælle, at jeg for 15 måneder siden talte med en anden kvinde, gav hende knus et par gange, men det først ikke til andet.

Det har jeg været ærligt om overfor min kone, men hun vender hele tiden tilbage til noget mistillid til mig, og det nager helt vildt. Hvad gør jeg?? Er jeg utålmodig, stiller jeg krav til hende, som jeg må accepterer er for store, når jeg en gang imellem får lyst til sex med hende???

Hilsen den meget frustrerede…  🙁

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære frustrerede,

Jeg tænker, hvordan samlivet var før, du gav den anden kvinde et knus? Var det godt indtil da? Eller var der allerede lidt forskellighed omkring sexlivet inden da, og så har hændelsen med den anden kvinde “adderet” lidt mere i puljen i form af mistillid?

Har I fået talt om, hvad den mistillid går ud på? Og hvad der skal til – fra jeres begges side – for at genopbygge den? Hvis ikke, så vil det være gætterier og usikkerhed fra begges side, og på den måde bliver det svært at komme videre i parforholdet.

Hør hende ad, hvad der skal til, for at hun kan begære dig igen? Hvad mener hun, at du kan gøre, for at I kommer videre – og ikke mindst, hvad vil hun selv bidrage med for at I kommer videre med kærligheden og sexlivet? Det er et samarbejde – et teamwork – og derfor må I begge bidrage med at få genskabt det tabte. Det handler ikke om at pege fingre ad den anden – men rettere så handler det om, at fortælle sin partner, hvad man har behov for, at modparten gør – og samtidig fortælle, hvad man selv vil gøre for at komme videre både individuelt og sammen.

Din kone har en opgave i, at finde ind til, om hun kan genopbygge tilliden til dig igen, for når den kommer, så vil hun nok ikke føle lige så stor distance imellem jer, og så vil det være lettere at give sig hen seksuelt for hende.

Hvis det bliver for svært for dig/jer selv at tale om det, så kan I med fordel overveje en parterapeut. Du skal ikke ligge det op til hende, som om HUN er problemet, fordi hun ikke har lyst til sex lige så ofte som dig. Det handler om at I BEGGE har et problem – hvor du gerne vil arbejde sammen med din kone om at få genopbygget tilliden og sexlivet til fælles glæde.

Du ønskes alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja,

Umuligt at gøre dette kort, men skal gøre mit bedste.

Jeg er 51 år og har været mere eller mindre alene i 8 år, for 8 måneder siden mødte jeg den mand som jeg troede skulle blive manden i mit liv, men er undervejs stødt på mange problemer.

Min kæreste er på alder med mig, har 1 voksen datter (jeg har ingen børn)som jeg er faldet utrolig godt i hak med, i det hele taget har hans familie taget meget varmt og kærligt imod mig. Min kæreste har haft 1 længerevarende forhold (17 år) hvor han valgte en kvinde han ikke var forelsket i, men som ikke ville give ham problemer – hvad det så end betyder. Han er præget af, at forældrene tidligere har haft et belastet forhold med mange skænderier.

Han har haft 1 meget kompliceret og negativt forhold i ca. 5 år med et incest offer, et forhold som er afsluttet for ca. 6 år siden.

Vi har begge gode job og god bolig/økonomi og i det hele taget et godt liv. Vi er ledere begge to og har dominerende personligheder.

Meget tidligt begyndte min kæreste at tale om ægteskab og vi flyttede sammen hos mig indenfor meget kort tid. Dvs. at det ikke blev en officiel flytning, idet min kæreste bor i Sverige. Vi blev forlovede for et par måneder siden og der er sat dato på bryllup til næste år.

Vi besluttede at flytte sammen hos mig 1 maj, men i 11. time ombestemmer min kæreste sig og begrunder dette med, at han ikke ønsker at opgive billig bolig og meget billig bil i Sverige. Han har hele tiden sagt, at dette ikke var noget problem, jeg spørger ind til det helt op til 14 dage før denne episode opstår, og han bekræfter at det er det han vil. Jeg har ikke mulighed for at flytte til Sverige da jeg har en gammel og meget syg hund som ikke kan /skal være alene de yderligere 3 timer som transporten til mit arbejde fra Sverige ville tage.

Jeg får denne “overraskelse” serveret midt i et tåbeligt skænderi og det bliver ikke sagt på en pæn og ordentlig måde. Vi har haft en del tåbelige skænderier bla. pga. min kærestes manglende lyst til sex. Jeg bliver betegnet af andre – og min kæreste – som værende en voldsomt attraktiv og meget sexet pige, og når vi har sex fungerer det perfekt. Min kæreste siger han aldrig har spontant har lyst til sex, jeg har lyst stort set altid (på en naturlig måde)- vi har sex  ca. 1 gang om ugen. Han bliver vildt ophidset under skænderier og stikker ofte af eller lægger sig til at sove når han vil afslutte skænderiet, jeg bliver ked at det og græder.

Min kæreste siger han ikke er i tvivl om at det er mig han vil have, men er det ikke lige lovligt koldt at foretrække en dyr bil frem for det han kalder sit livs store kærlighed. Jeg har sagt at jeg er villig til at flytte til Sverige om et par år når min hund ikke er mere, men det kan han ikke vente på. Vi har meget høje lønninger begge to, så penge er ikke noget problem.

Jeg er meget forelsket i min kæreste, men føler at jeg ikke burde være det, jeg har meget svært ved at finde ud af hvad han egentlig mener. Hans forslag er at vi fortsætter i forholdet og ses mest muligt og så må flytning udskydes på ubestemt tid. Jeg havde ikke travlt med at flytte sammen i starten, men nu har jeg vænnet mig til han er der og er ulykkelig når han ikke er i min hverdag mere.

Fornuftsmæssigt har jeg mest lyst til at afslutte forholdet, men har svært ved at slippe ham følelsesmæssigt.

Min kæreste er meget begavet, men virker følelsesmæssigt meget umoden på mig, hvad mener du?

På forhånd mange tusinde tak!

M.v.h.
EL

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej EL,

Der er mange ting i dit brev, som egentlig giver yderligere spørgsmål – eller rettere behov for lige at kunne “grave lidt dybere”.

I bund og grund lyder din kæreste bange for at comitte sig igen – han vil dig gerne, og hans følelser lyder til at være ægte nok, men han kan ikke rigtig omsætte dem til den nødvendige handling imellem jer to. Og specielt skænderier og “det negative”, der ikke kan undgå at følge med ethvert forhold, det vil han helst ikke forholde sig til – ja, allerhelst undgå noget der bare minder om et skænderi, for han har meget svært ved at være i de “negative og forbudte” følelser. De trigger formegentlig noget fra hans barndom, hvor han netop har oplevet at være tilskuer til hans forældres skænderier – uden at han har kunnet gøre noget, men derimod formegentlig har påtaget sig noget skyld og følelse af at være forkert, fordi hans forældre skændtes. Han var passiv tilskuer, og kunne ikke rigtig flytte ud, men han kunne flygte – hvilket han også gør i dag enten fra diskussionen eller ved at lægge sig til at sove. Flugt har mange strategier.

På den måde kan man netop godt sige, at han har nogle umodne følelser – psykologisk ville man sige, at hans forsvarssystemer er umodne. Specielt flygter han jo decideret fra situationer, som bliver følelsesmæssigt svære for ham – altså når I skændes.

Derudover er sex svært for ham at initiere. Det interessante er “hvorfor”? Er der for mange følelser involveret, når han selv tager fat i sex? Føler han sig utilstrækkelig seksuelt, siden han ikke tager fat i det – føler han sig mindre mand? (hvordan har selvværdet det egentlig?).

Der kan også være noget omkring hans seksualitet – måske han har gang i noget aktivitet med sig selv, eller porno, som gør at han ikke rigtig kan være intim med dig.

Du må gøre op med dig selv, om du vil tage det “stille og roligt”, om du vil foreslå parterapi (herunder at lære at konflikte uden det behøver være “bål og brand”, når der er optræk til en diskussion), og måske han har brug for egenterapi for at komme nogle af de ting til livs, som lader til at plage ham fra hans barndom – og fra hans tidligere forhold.

Jeg tror han inderst inde er rigtig ked af det – ja, han har et godt job og en sund økonomi, men jeg fornemmer også, at han ikke føler sig god nok, og føler at “der mangler noget”. Jeg tror han mangler kontakten til sig selv – at føle eget værd for den mand han er.

Pas på dig selv – og se om du kan få ham i snak på noget terapi, hvis du føler det som en mulighed.

Du ønskes alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]