[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja,
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 3 år, der er ingen tvivl om at vi elsker hinanden og han bekræfter ofte at jeg er kvinden i hans liv og der aldrig vil være andre end mig men…
Vi er gået fra at have sex på hans initiativ (og mit ind i mellem) hver eneste gang vi var sammen, nogen gange flere gange om dagen til nu pludslig at have rutine sex max en gang om ugen udelukkende på mit initiativ.
Ifølge ham er der intet galt og det er nok for ham bare at være tæt med mig, (vi nusser meget)… begæret er simpelthen pist forsvundet fra hans side. Han siger selv at det ikke er fordi han ikke har lyst til mig men at det bare er nok at være tæt og at det går over igen, det er bare en fase han går igennem hvor han er flad, han har flere gange sagt at det intet har med mig at gøre men udelukkende handler om ham selv.
Fase min bare r.. den har nu varet i 4 måneder og der er intet der tyder på det bliver bedre nærmest tværtimod, han vil hellere ligge på sofaen og se ligegyldig tv end at gå lidt tidligere i seng og have sex, det virker faktisk som om det er blevet en “pligt” for ham.
Jeg har forsøgt flere gange at tale med ham om det og han bekræfter at han synes det er et problem men at jeg taler lysten i stykker (ikke at det var bedre før jeg sagde noget, men det har heller ikke hjulpet at jeg har sagt noget).
Jeg har fortalt ham hvordan jeg har det med det, at det gør mig usikker på om han virkelig vil mig og at jeg desværre kommer til at køre konspirations teorier inde i mit hoved a la “er han mig nu utro” – når det er kommet op bliver han sur, fordi han synes jeg tvivler på vores forhold og det burde være nok at han bekræfter mig verbalt… det er det bare ikke suk!!!
Vi har nu aftalt at jeg ikke snakker om sex den næste måned, og jeg har uden om aftalen besluttet at jeg slet ikke vil tage initiativet for at se hvad der sker – jeg tror desværre ikke på projektet og har mentalt indstillet mig på en måned uden sex.
Jeg forstår simpelthen ikke hvad der foregår, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre/ikke gøre for at han igen skal få lyst til at være sammen med mig, kan du hjælpe?
Mvh PA
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære PA,
Det der sker, når du egentlig prøver at italesætte den manglende sexlyst, er at du trigger hans dårlige samvittighed, og nok også noget skyld og skam over ikke at være “mand nok til at tænde på sin kvinde”. Derudover bliver han måske også pissetræt af det emne, som konstant ender i en negativ snak – lige såvel som du selv er træt af den nagtivitet, der ligger omkring emnet “sex”. Det bliver derfor en ond spiral, hvor han føler sig presset og utilstrækkelig, og det gør at han har endnu sværere ved at finde sexlysten frem. Det oplevede pres avler modpres, som her ses i form af manglende seksuelt initiativ og manglende sexlyst.
Dog hjælper det heller ikke at man bakker helt af omkring det seksuelle – altså de berømte “vi taler ikke om sex i den næste tid”-løfter, for det gør kun at den med manglende sexlyst læner sig endnu mere tilbage og får fred og ro i den tid, hvor aftalen holder. Partneren derimod bygger mere og mere frustration, fordi man har håbet om at denne tilbagetræden og dette kompromis bliver dét, som endelig løser problemet. Men ak nej. Og så starter konflikterne bare forfra – men dog med endnu et hak mere i kærligheden.
Derudover fortæller du, at han lader til hellere at ville se TV end have sex. Jeg tænker, om han føler sig stresset? Det kan handle om stress udefra, og stress ift. de tanker han gør sig omkring sig selv og parforholdet. Måske han har rigtig mange negative tanker omkring det seksuelle område, hvor du samtidig presser på for at få mere – men han føler ikke at kunne levere det, du vil have. Derudover, så er det blevet leverpostejssex (rutinesex), og i hans ører hører han måske mere brok end positivitet. Dét kan bl.a. også være med til at dræbe sexlysten.
Hvorvidt han taler sandt, når samtalen drejer hen på utroskab og om den manglende sexlyst har noget med dig at gøre, er svært at svare kun. Det er kun ham, som kender den fulde sandhed, og det er så op til dig, om du tror på det, han siger (basalt set: har du tillid til ham og virker hans forklaringer “ægte”)
Hans vrede på snakken om utroskab kan have 2 årsager:
1. han bliver vred, fordi du faktisk rammer plet, og vrede er et godt forsvar, for det gør ofte at den indledende snak (det tema der hed utroskab) rykker sig over i vrede, og afledningsmanøvrer, som handler om, at snakken for en ny drejning “tænk du siger sådan noget”, “Hvor kan du tvivle på mig”, og pludselig skal man selv til at forsvare sig selv – selv om man kom med et reelt spørgsmål. Men via vreden får man ikke et reelt svar.
2. han bliver vred, fordi han virkelig bliver skuffet over, at du kan tro sådan noget om ham, da det er et tegn på manglende tillid til ham.
Hvorvidt du kan få frembragt lysten i ham igen, er ikke kun dit ansvar. Der kan være en fælles opgave i det, som par, hvor I begge forsøger at tale om tingene, hvor det ikke handler om at vække dårlig samvittighed, eller at I begge bliver frustreret, men hvor I bliver løsningsorienterede på, hvad I hver især mener der er løsningen på problemet. Og så er det om at handle. Vær dog varsom med, hvordan dine “seksuelle snakke og tilnærmelser” bliver tolket af ham.
Derudover, så skal din kæreste kigge lidt i sig selv, og finde ind til, hvad den manglende lyst egentlig handler om. Hvornår er det opstået, hvad er der sket, har han nogle “kodninger” i sine tanker, der gør det svært for ham at finde lysten, er han stresset (kan både være arbejdsmæssigt og privat) – eller hvad kan problemet skyldes i ham. Måske det kræver professionel hjælp for ham/jer for at komme videre.
Indtil da, så kan I dog forsøge jer med “BACK TO BASICS”, som jeg kalder det. Alt for ofte oplever jeg, at når sexlivet kører dårligt hos parret, så taler man sexen til døde eller også prøver man at handle sig ud af det ved at “proppe” en masse nyt sex ind (lad os prøve swingersex, analsex osv.). Og intet hjælper. Derfor kan det være en rigtig god ide at DROPPE sex – og snakken om det i en periode. Men man skal IKKE læne sig tilbage og vente på lysten. Nej, man skal sensualitetstræne! Begynde at mærke sig selv seksuelt igen i et LANGSOMT tempo, hvor presset tages fra begge parter. Opskriften til sensualitetstræning ser du, når du er medlem af min hjemmeside, går ind under “sexologisk info”, hvor der fremkommer et link ekstra med øvelser. Herunder ligger sensualitetsopskriften.
Byg et nyt, holdbart intimitetsfundament imellem jer ved at have fokus på intimitet og berøringer frem for sex, udløsninger og orgasmer. Når fundamentet er bygget, så kan I begynde at tale om sex igen, hvor snakken bliver mere positivt inspireret, da I nu har et bedre og mere solidt fundament på det intime område.
I ønskes alt det bedste.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]