Ingen sexlyst, selvom jeg har den dejligste kæreste

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej Tanja.

Jeg er en pige på 24 der virkelig har et stort problem.

Jeg har næsten ingen sexlyst, og dette på trods af, at jeg har verdens dejligste kæreste.

Vi har været sammen i halvandet år nu, bor sammen, og har store planer om at det er os to for altid 🙂

Jeg elsker ham, og han elsker mig, og alt er perfekt, undtagen vores sexliv. Vi har stort set aldrig sex. Måske 1 gang om måneden i snit.
De gange jeg får lyst til sex er ofte i forbindelse med at vi drikker os fulde i vin på en hyggeaften derhjemme. Så er det lidt som om lystet kommer til mig, men stadigvæk ikke sådan helt enormt meget. Men har selvfølgelig ikke lyst til at drikke mig fuld flere gange om ugen af den grund 🙂

I mit tilfælde er det måske lidt anderledes i forhold til så mange andre. For dette er ikke noget der udgør et stort problem i vores forhold. Forstået på den måde at min kæreste ikke presser på, men derimod er meget forstående. Og når vi snakker om det siger han, at der er så mange andre ting i vores forhold der gør det perfekt, så jeg skal ikke være bange for at det ødelægger noget. Så på det punkt er der som sådan ikke noget pres på mig. Men selvfølgelig er det et vigtigt behov for ham, og jeg ved at han virkelig gerne ville at vi gjorde det meget oftere! Og det VIL jeg VIRKELIG også godt.

Vi er gode til at holde kæreste aftener, både ude og derhjemme. lave mad og drikker god vin, tænde lys og massere osv, men det giver mig stadig ikke mere lyst.

Jeg har nok altid haft det sådan her. Har været i 4 faste forhold. Det er altid startet med at vi knaldede som kaniner i starten, hvor jeg så stille og roligt mistede lysten. Jeg er ikke genert og har det også fint med mig selv. Jeg ved han tænder på mig, ligemeget om jeg står med morgen hår og dårlig ånde, eller har gjort noget ud af mig selv.  Så er helt på bar bund.

Som et lille “men” til det med de 4 faste forhold har været ens med sexlysten, skal jeg måske lige indskyde at jeg inden jeg mødte min nuværende kæreste, var sammen med en fyr der var ca 10 år ældre end mig. Han havde ikke særlig stor sexlyst, og var ikke særlig god til at give bekræftigelse, hvilket faktisk gjorde at min sexlyst var MEGET større!! Det var et meget usundt forhold for mig, da min selvtillid dalede meget mens jeg var sammen med ham. Så giver ikke mening i mit hovede. Ud over den klassiske, “man vil altid have det man ikke kan få” kliche.

Jeg har haft sex med omkring 25 forskellige, og har egentlig prøvet lidt af hvert i forhold til sex. Men ligeså snart det er med en fast partner dør den helt.

Har også før i tiden set rigtig meget porno, onanere vel også forholdsvis ofte, så lysten findes vel et eller andet sted inde i mig.

I bund og grund vil jeg bare rigtig gerne vide om det måske ville være en ide for mig at begynde hos en sexolog, som måske kan hjælpe mig, eller er der noget vi selv kan gøre. Og selvfølgelig om du på mirakuløs vis ved hvad der er i vejen med mig?

Har ikke lyst til at betale store summer af penge, for at få af vide at vi skal være kreative og være bedre til at “krydre sexlivet” osv. For vores/mit problem er jo, hvordan vi overhovet kommer i gang med det… Jeg er jo godt klar over alt det der er vigtigt for at holde liv i sexlivet. Men hvordan kommer vi så i gang, så vi kan vedligeholde det? 🙂

Vi har snakket om noget så usexet som at aftale, at vi måske bare skal sige at vi SKAL gøre det en gang om ugen, og så senere 2 gange om ugen osv osv.. og så håbe på at det vil begynde at blive en naturlig del af vores forhold igen… Men ja, det er virkelig ikke særlig fedt at det skal “aftales” på den måde.

Håber virkelig at du kan hjælpe, for ønsker inderligt at sex er en del af vores forhold!

De venligste hilsner
ST

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Hej ST,

Det er helt normalt at få mindre lyst til sex, når parforholdet bliver mere “sat” og dagligdagen tager over. Det handler bl.a. om nogle helt naturlige biokemiske reaktioner, og det handler om at man skal være opmærksom på at ikke lade sexen glide i baggrunden, når det netop bliver hverdag.

Dog lader det til, at du jo har sexlyst – med dig selv. Men når det handler om sex med din kæreste, så bliver det sværere for dig at mærke lysten.

Det virker for nogle at aftale sex. Men for en stor del af par, duer det absolut ikke, når sex skal aftales. Jeg vil derfor ikke råde jer til at aftale sex, når nu det ikke rigtig virker for jer. Det handler for dig og jer om at opbygge seksuel spænding både i og udenfor sengen. Og det kommer ikke af sig selv – det kræver en indsats. Og indsatsen er bl.a. at have fokus på de ting, der fungerer i parforholdet, og de ting, der fungerer seksuelt. Tal om det – styrk det. Derudover, så kan I fokusere mere på intimitet – hvor det ikke handler om samleje, eller at “jagte en orgasme”. Hav mere fokus på hinandens kroppe, fornem og mærk hvad den form for samvær gør ved jer, og hav opmærksomhed på, hvordan det gør for dig (og han skal være opmærksom på sig selv), når du rører ham eller bliver berørt af ham. Hav mere fokus på berøringer, et roligt åndedræt, at kigge hinanden i øjnene – og drop at tænke på at det skal ende med samleje eller orgasme.

I kan forsøge jer med sensualitetstræning, som du finder en beskrivelse af, når du logger ind som medlem. Under menupunktet “sexologisk info” fremkommer der et ekstra linkmed øvelser, og herunder finder du sensualitetstræningen.*

Derudover, så tænker jeg, at du skal have større bevidsthed omkring, hvad der sker i dig, når I er sammen seksuelt. Hvilke tanker præger – er de negative? Og hvafd siger de? Noter dine tanker, og begynd at give dem noget “positiv modpol”. Med andre ord, så begynd at præge dig med en positiv indre dialog om sex og samleje, i stedet for en negativ kognition.

Man siger at tanker bliver til ord – ord bliver til handlinger – handlinger bliver til personlighed. Så hvordan skal din personlighed være omkring sex?

Jeg vil også lige knytte en kommentar til, at sex ikke er det store problem i forholdet for jer, men samtidig skriver du, at din kæreste gerne vil have mere sex (og at du også gerne vil have mere lyst). Pas på det ikke bliver en sovepude, at tænke at alt er ok i længden. Derudover, så har I jo sex nu – og hvis den ene gang om måneden reelt set virker for jer, så er det jo godt nok. Det behøver ikke være hver dag og som kaniner. Det er sjældent at det kan lade sig gøre, når man går fra en forelskelse og ind i den mere satte del af parforholdet, for når det sker, så bliver det mere dagligdag og rutinepræget, og når det sker, så kan man have en tendens til at have sex i et mindre omfang – hvilket egentlig er fair nok, hvis begge er afklaret med det. Så i stedet for at presse dig selv (eller hinanden) til at yde sex et vist antal gange om ugen, så skal I måske tage en snak om, hvad der er acceptabelt for jer begge. Og her tænker jeg ikke antallet af gange, I har sex, men mere, om den sex I så har egentlig er nærværende og dejlig for jer begge (og definer, hvad der er dejligt, og hvad der er nærværende – i detaljer “hvor kan jeg lide at blive berørt”-tankegangen)

Du skriver desuden, at da du havde en kæreste, der ikke havde den store sexlyst eller var god til at give bekræftelse, der var din sexlyst større. Når du beskriver din nuværende kæreste lyder det lige omvendt – og spørgsmålet er om det er for “sødt og kedeligt” for dig. Det er for let – og så “gider du ikke give den store investering”. Er det et tema i dit liv – at når du ikke lige kan få ting eller hvis en fyr virker lidt afvisende, så bliver du endnu mere ivrig og interesseret i at opnå tingen eller at få fyren? Dvs. du jager noget, som ikke vil/kan fanges. Men når det er fanget, så mister du interessen? Måske du skal “lære at acceptere”, at det godt må være roligt, rart, trygt og “kedeligt”, og så være glad for det, som er, og det som du har med din kæreste?

I relation til dette, så kan du måske finde ud af, om det er et tema – fx. ved at tænke på hvordan skulle du så gøre i dit barndomshjem, for at opnå opmærksomhed og bekræftelse? Hvordan var dine forældres forhold (hvad er dit billede af parforhold, som du har fået hjemmefra). Måske der er noget i dine erfaringer hjemmefra og med tidligere kærester, som gør at du reagerer som du gør (fx. baseret på tilknytningsteori, som jeg ikke vil gå mere ind i her i et brevkassesvar). Men dette ville være noget, som terapi evt. ville afdække, hvilket er afhængig af hvem du vælger som terapuet, og om hvilken metode og teori, der bruges af terapeuten.

Hvis du vælger terapi, så kan det ikke gøres uden omkostning rent økonomisk, men hvis det er dét der skal til, for at du kommer videre i relation til det du oplever problematisk, så er det penge godt givet ud – at investere i dig selv, og indirekte også i dit parforhold. Men vælg terapeut med omhu – søg, læs om terapeuten, få en fornemmelse om det er en person, du kan føle dig tryg ved, og ring gerne og tal med vedkommende og hør, hvad de kan tilbyde.

Du ønskes alt det bedste med at komme videre.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

Forfatter: Tanja Glückstadt

Tanja Glückstadt – CEST, CEPT, CBT, DAT, CSAT – Certified Sex Addiction Therapist, afhængighedsterapeut, sexolog, stress coach, parterapeut Adresse: c/o Loaderiet, Rødager Allé 129, 2610 Rødovre Mobil: +45 22 18 30 70 Facebook

Skriv et svar