Mange har rigtig svært ved at forstå, at porno rent faktisk kan være problematisk for både børn, unge og voksne. Det er i dag mere socialt, og ikke mindst seksuelt, acceptabelt at være alkoholiker, ludoman, stofmisbruger, spiseforstyrret, rygeafhængig osv. Men når snakken stilles ind på porno og seksuel aktivitet, så stopper forståelsen og i stedet begynder kampen – kampen om rettigheden til porno. Det er rigtig svært for mange at forstå, at man kan blive afhængig af porno. Den manglende forståelse drukner i den oplevede seksuelle rettighed. Men hvis nu vi lige glemmer den rettighed, og i stedet fokuserer på hvad og hvordan det kan påvirke folk, uanset alder, og ikke mindst fokuserer på hvad der sker med personen når omgangen med porno går galt, og slutteligt fokuserer på hvordan vi forebygger dette, så er vi kommet langt i ”kampen om porno”.
For at forstå, hvorfor og hvordan porno kan blive et problem for nogle mennesker, uanset alder, så er vi nødt til at forholde os helt basalt til at vi mennesker i princippet kan få problemer med meget forskellig adfærd, hvor nogle mere kendte er ludomani, samlermani, overtræning og spiseforstyrrelse. Vi kan også få problemer med substanser, hvor nogle mere kendte er alkohol, hash og kokain. De sidstnævnte kalder vi afhængigheder. Men de andre, ludomani, samlermani, spiseforstyrrelse osv. burde vi i princippet også kaldes for afhængigheder, spilafhængighed, samlerafhængighed, madafhængighed. Men det gør vi ikke. Det kan godt skabe lidt generel forvirring, fordi diagnoserne klinger så forskelligt. Men noget der er ligeglad med dette – det er vores hjerne.
For at forstå, hvorfor hjernen ikke skelner, så er vi allerførst nødt til at kigge på, hvad afhængighed egentlig er, så kan det være, at det kan bringe lidt indsigt, så kampen om rettigheden til porno stopper og forstummer, så vi kan hjælpe dem der rent faktisk lider, uanfægtet om det er børn, unge eller voksne.
Hjernens kemi ændrer og hæmmer dele af hjernens funktion
Når hjernen udsættes for stærkt seksuelt materiale, noget der er grænseoverskridende i varierende grad, så udskiller hjernen nogle stresshormoner og stress neurotransmittere. Hjernen bliver simpelthen stresset. Nedenstående er ikke en udtømmende beskrivelse af, hvad der sker, men det er en start til at give forståelse.
Denne kemiske cocktail, som er kort beskrevet (og ikke fyldestgørende), hæmmer funktionen af noget i hjernen, som hedder frontallappen. Frontallappen indeholder bl.a. vores evne til selvkontrol, til at følelsesregulere, til at arbejde målrettet, til at planlægge og analysere. Frontallappen er sensitiv overfor denne ufordelagtige stress. I nogle tilfælde, selv i milde tilfælde, vil denne stress medføre en nedsat tankefunktion, herunder bl.a. problemer med arbejdshukommelsen og med følelsesmæssig kontrol. (har du nogensinde været partner med en sexafhængig og pornoafhængig? Har du bemlrket at de kan blive ret så irriterede, ja nogle gange endda aggressive?)
Samtidig sker der noget et andet sted i hjernen; amygdala aktiveres. Amygdala er en del af det, der hedder det limbiske system, som man kan kalde det følelsesmæssige kontrolcenter i hjernen. Amygdala er ansvarlig for at signalere til andre steder i hjernen, når der er nogle store følelsesmæssige og visuelle input. Når hjernen er under stress, altså fx. ved påvirkninger at mere eller mindre stærkt seksuelt materiale (billeder), seksuelle stemninger, tanker eller fantasier, så stimuleres funktionen af amygdala.
Hippocampus er også et område i hjernen, som er en del af det limbiske system. Det er involveret i evnen til at lære og til at huske.
Et andet sted, der også aktiveres ved denne kemiske cocktail af stresshormoner og stress neurotransittere, er basalganglierne. Basalganglierne er den del af hjernen, som bl.a. styrer viljestyrken, impulsivitet, selvcentrering, empati og sympati for andre, søger tilfredsstillelse her og nu m.m. Dvs. at i en stresstilstand nedsættes funktionen af viljestyrke, impulsiviteten øges, man bliver mere selvcentreret, empati og sympati for andre nedsættes, man søger tilfredsstillelse her og nu.
De forskellige ting, der sker i hjernen, gør, at den ændrer sig, og i takt med dette ændrer ens opførsel og personlighed sig. Bl.a. bliver personen, som beskrevet, mere impulsiv og søger tilfredsstillelse her og nu.
Samtidig er der sket det, at en hyppig gentagen aktivitet (eller forbrug), er blevet til automatisk adfærd, vi er gået på automatpilot, og så begynder hjernen at ty til denne adfærd, fordi den samtidig belønner med dopamin. Og belønningscenteret vil gerne have så meget belønning, altså dopamin, som muligt, så hvis det har lært, at belønningen (dopaminen) hurtigt kan komme fra at kigge porno, onanere, have sex, spise mad eller hvad det nu er, så vil hjernen sørge for at få gentaget den adfærd, der belønner. OG fordi basalganglierne nu er højeffektiv, så vil belønningscenteret helst have sin belønning så hurtigt som muligt (det impulsive og her og nu tilfredsstillelse).
Fantasier og tanker udskiller også dopamin
Men dopamin udskilles ikke kun ved en adfærd, eller ved hyppig indtagelse af en substans. Tankerne om porno og sex og fantasierne om det, udløser også dopamin. Det er, hvad jeg kalder ”det savlende system”. Måske du selv kender det?
Fx kan jeg godt lide flødeskumskagen, som hedder et gåsebryst. Tankerne om kagen, tankerne om at tage til bageren, giver mig mundvand. Faktisk får jeg det lige nu, mens jeg skriver. Og jeg har endda lige spist, så det er ikke fordi jeg er sulten. Men den kage der, det gåsebryst – åh altså. Når jeg så rigtig fantaserer om det, om den dejlige marcipan, den sprøde bund, hvis det er en af de gode bunde, og den lækre creme, at sætte tænderne i den, ja så er jeg meget tæt på at tage til bageren om lidt. Mine tanker om kagen, mine fantasier om dens smag – det er det savlende system, som udskiller dopamin. Hvis jeg nu tager til bageren, og så spiser kagen, så ”acter jeg ud”, og det udskiller også dopamin. Du kan læse mere om det savlende system her på min side, eller tilmeld dig mit nbyhedsbrev for at vide mere – hvor jeg også taler om gåsebryst. Jeg sagde jo, at jeg godt kan lide den kage! 🙂
For en pornoafhængig ville tankerne om porno, om en kvindekrop, mandekrop, noget frækt også give dopamin. Man vil begynde at tro, at man har lyst til porno, også selv om man måske lige har haft sex med sin partner. Hvis man så begynder at fantasere om porno, eller om at tage til en prostitueret, om hvem hende eller ham nu er, som man skriver sammen med på en datingprofil, hvordan det må være at være med i den trekant osv., så ”savler ens system”, og man kan mistolke denne savlen, denne trang, som en reel lyst til porno.
Afhængig aktivitet
Så når nu ens partner går i seng, eller når man nu lige sniger sig på toilettet med telefonen, så er der en mulighed, en trigger, fordi man er alene, man har skabt sig en mulighed for at ”tage til bageren”, altså at se porno. Dvs. at der nu bliver dannet dopamin, OG der bliver nu en fejltolkning i hjernen, at når man er alene, når ens krop måske tror, at man har lyst og er liderlig, måske man oveni er rastløs, så skal man se porno.
At tisse i bukserne
Porno er som ”at skyde sig i armen” med en nål med et stof, som fx kokain. Det er her og nu tilfredsstillelse, og det giver lige et fix – i hvert fald i et øjeblik. Men det er som at tisse i bukserne, varmen er kortvarig, og derfor vil ”systemet” bygge op til en ny tissetår, altså et nyt pornofix, for at føle sig varm et øjeblik. Man har nu lavet et neuralt netværk, hvor der praktisk taget bliver sat et lighedstegn med, at når jeg er kold, hvor kold kan være at man er irriteret, nedtrykt, rastløs osv., så kan jeg få varme ved at tisse i bukserne, altså at se porno.
Og dette er en noget heftig neurokemisk cocktail, som bl.a. giver dopamin, nedsætter viljestyrke m.m. som beskrevet ovenfor, og så er det, at vi bliver afhængige. Det er en cyklus. Det gode er, at denne kan brydes. Man kan tage kontrollen tilbage over det, der i en periode har taget kontrollen over en selv.
Årsagerne til hvorfor det går galt med omgangen af porno kan være mange, men uanfægtet hvad årsagerne er, så kan jeg konstatere at flere og flere tyer til porno, især i en noget stresset og til tider følelseskold hverdag, for at føle noget, for at føle varme, for at blive fyldt ud.
Hvad kan vi så gøre for dem, hvor det går galt?
Når det først er gået galt, så skal du på detektivarbejde. Det handler om at forstå din afhængige cyklus. Men før du kan nå så langt, så er du nødt til at erkende, at du har et problem. For rigtig mange, så ser de ikke, at de selv har et problem, før de er fanget med fingrene i kagedåsen – altså de er blevet opdaget. Det er ofte en partner, der står for denne ødelæggende opdagelse og afsløring, og så begynder der et arbejde. Et arbejde der handler om at bygge tillid, at komme igennem en krise, der er opstået her og nu, men ikke også mindst, så begynder arbejdet med at bygge sig selv op igen efter at den mentale bus, har ramt.
For den afhængige handler det indledningsvist om at erkende. Der er 3 faser i processen af at tøjle sin afhængighed:
1. Erkend det
2. Forstå og acceptér det
3. Kalibrér
Faktisk er det noget ala den samme proces, som en partner er nødt til at gå igennem, alt imens man som par er nødt til at genopbygge tillid, og hele de sår, der er skabt fordi bussen ramte. Det er noget af et balancearbejde – både for parret, individuelt, og ikke mindst som terapeut at forstå de dynamikker, der sker i et forhold og i en person, der er ramt og påvirket af sexafhængighed og pornoafhængighed.
Det forebyggende arbejde – før det kræver behandling
Igen, i stedet for at bruge al krudtet på at argumentere for og imod porno, så skal der sættes ind på at forebygge, at det går galt. Dvs. at vi skal sætte ind allerede fra barnsben. En skræmmekampagne vil ikke nytte. Det vil ofte kun skærpe interessen for det forbudte.
Allerførst mangler der oplysning om porno og dets følgevirkninger. Der er flere udenlandske undersøgelser, men der mangler dansk evidens. Dette kan måske give anledning til, at man fra politisk side skærper interessen for, hvordan udbuddet af porno er på skoler, biblioteker osv.
Som forældre kan man være mere engageret i, hvad ens barn bruger nettet til, og sørge for at oplyse ens børn og unge om effekten og konsekvensen af porno. Men før man som forælder kan det, så er man selv nødt til at forstå pornoens påvirkning – og især på en barne- og ungdomshjerne, som er mere umoden og meget let påvirkelig. For at få denne forståelse kræver det oplysning.
Men hvad skal motivationen være i et samfund, hvor mange ser det som en fødselsret at se porno, fordi denne ofte forbindes med den naturlige sexlyst. Hvad skal der til, for at vi ikke skal efterbehandle på en masse mennesker, som har fået personlige problemer pga. pornoen?
Jeg tror på at bedre oplysning, undervisning og forståelse er vejen frem. Og at kampen om retten til porno stopper, og at vi i stedet forholder os til, hvordan det enkelte menneske trives uanset alder. Kampen om retten til porno er en voksenkamp – måske vi skal lade børnene og de unge selv tale. Dem jeg har talt med, ser det ikke som en ret. Dem der har været udsat for tidlig eksponering af forskellig art siger, at det er ulækkert. Måske vi burde lytte til børnene og de unge, og hjælpe dem i at få en bedre og mere naturlig seksualitet uden ubehag, i stedet for at tænke ud fra et voksent perspektiv og en voksen seksualitet.
