[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Hej Tanja
Jeg og min kone har været gift i over 20 år. Vi startede med at bo sammen på et kollegieværelse da hun var gravid og vi begge var studerende. Vi var ludfattige, men lykkelige. Vi har ikke haft forældre eller anden familie til at støtte os økonomisk, så vi har gennem hårdt arbejde bygget en tilværelse op fra bunden. Idag har vi to dejlige drenge, der er igang med gode studier på universitet og vi har begge vellønnede, udfordrende jobs med ansvar samt dejligt hus og dejlig have.
Problemet er, at min kone gennem de sidste 4-5 år har mistet lysten til sex/erotik. Først røg det dvælende kys og tungekysset var det helt slut med. Så brød hun sig ikke længere om at jeg rørte ved hendes bryster – og så oplyste hun, at hun ikke længere havde lyst til sex. Det vil sige, at hun heller ikke havde lyst til at røre intimt ved mig – hun havde heller ikke lyst til at jeg rørte ved hende intimt. Det undrede mig en del og da jeg spurgte hende ud om årsagen hertil sagde hun, at der ikke var nogen speciel årsag, at det ikke havde noget med mig at gøre, at hun bare ikke havde lyst længere – og at hun forøvrigt stadigvæk elskede mig. Jeg håndterede det pragmatisk, for det kunne jo være, at hendes lyst kom igen, hvis jeg blot var lige så kærlig som jeg plejede at være. Hun indvilliger i sex en gang om ugen(lørdag), men det er passiv sex, hvor hun ligger stille på ryggen med lukkede øjne og ikke siger en lyd. Ikke noget med intimt kæleri inden eller nusseri efter sex.
Meget utilfredsstillende, især fordi jeg begærer min hustru meget, som jeg synes er meget dejlig. For ikke at give alt for meget udtryk for mit begær og dermed presse hende holder jeg det fysisk nede ved at tilfredsstille mig selv. Sådan har det kørt i 4-5 år. Jeg har foreslået hende, at vi skulle snakke med en sexolog om problemet, hvilket hun har afvist meget kontakt, for som hun siger: hun har jo ikke noget problem – det er mig, der har et problem, fordi jeg har nogle egoistiske, seksuelle behov!. Lidt uretfærdigt, idet mine behov faktisk går mere på det erotiske – hellere dejlig elskov med gensidog lyst en gang om måneden end den ugentlige pligtsex vi har i øjeblikket. Men okay, naturligvis har jeg et seksuelt behov, men hvad er der i vejen med det? For mig hører kærlighed og begær sammen – og sådan var vort ægteskab jo også tidligere. Hun vil heller ikke tale med en læge om sagen, for som hun siger: hun vil ikke sygeliggøres.. Det er lidt svært at tale stille og roligt med hende om situationen, fordi hun ikke vil tale følelser – hun forlader simpelthen rummet, hvis jeg forsøger at starte en diskussion. Derfor er dialogen lidt envejs, hvor jeg kommer med forslag/udspil, som hun så forholder sig til..
Jeg rummer en del kærlige følelser for hende og derfor kan jeg i det det daglige ofte gå hen til hende og holde om hende og nysse og kysse hende spontant. ved at læse en lang række indlæg på nettet fandt jeg ud af, at nogle kvinder finder det omklamrende og kvælende med så megen fysisk kontakt. Det sagde jeg til hende og spurgte om hun følte noget tilsvarende – hvilket hun samtykkede i. Det blev jeg da lidt ked af at høre, men den sidste måned har jeg så undladt disse kropslige berøringer, kys og kærtegn. Efterfølgende har jeg spurgt hende, hvad hun synes om det – og det er hun tilfreds med!!! Jeg må indrømme, at jeg nok havde håbet på, at fraværet af min opmærksomhed ville vække noget i hende, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Dagligt skal jeg faktisk overvinde mig selv, for IKKE at kærtegne hende. Hun vil dog godt sidde i sofaen og få sine tæer nusset og jeg må også godt holde om hende her. Desuden kan hun meget godt lige mine verbale kærlighedserklæringer: at jeg elsker hende, at hun er smuk og dejlig osv. Hvilket er ment fra hjertet, for jeg elsker hende jo. Det er bare en lidt ulykkelig kærlighed – for den er ikke gengældt i fuldt omfang.
Sidst vi var sammen sagde jeg til hende, at hun naturligvis ikke skulle have sex med mig, hvis hun ikke havde lyst, men at jeg så nok ville flytte ind på et af vore gæsteværelser – sagt lidt i provokation for at få en dialog igang. Men det var hun med på. Hun siger, at hun elsker mig og forleden sagde hun, at hun var heldig med at have en så dejlig mand som mig. Jeg forstår det simpelthen ikke og jeg føler mig helt afvist. Jeg ved ikke om jeg kan overkomme et ægteskab uden kys, kærtegn og nusseri i massevis og med kun pligtsex. Jeg frygter måske også, at jeg holder op med at elske hende, nu hvor jeg skal være afskåret fra fysisk kærlighed.
På nettet er jeg blevet opfordret til at gå fra hende for at få et andet liv, men en stor del af mit liv er jo blevet investeret i ægteskabet med min kone. Det vil være et stort nederlag for mig og desuden elsker jeg hende jo.
ML
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Hej ML,
Det er en rigtig skidt spiral, du er havnet i med din kone. Du mærker jo egentlig godt, at sådan som situationen er, bliver du ikke glad og lykkelig.
Det er svært at spå om, hvorfor din kone har mistet lysten, og hvorfor hun slet ikke vil gøre noget for enten at være lidt proaktiv på at have fysisk kontakt med dig (her er sex, kys, kram osv. inkluderet), og hvorfor hun samtidig slet ikke vil tale om tingene. Hun lader til at “bære rundt på noget”, og måske hun generelt mangler overskud både i dagligdagen – og ikke mindst til sig selv. Der sker ogte det, at hvis man ikke husker at være noget for sig selv, “stresse ned”, og leve i nuet, så bliver det rigtig svært at give til andre. Og i din kones tilfælde, er du én af dem, hun ikke rigtig kan give til. Årsagen kan findes – hvis hun vil.
Det må åbenbart være svært for hende at tale om, hvad der går hende på, og hvorfor hun har svært ved at give noget – og måske hun er bange for “konsekvenserne”, hvis I fx. vælger at gå i terapi. Så længe du dog “føjer” hende, og så længe du bliver “spist af” med at hun siger, at hun elsker dig, og at du er den perfekte mand, så vil hun fortsætte med at være, som hun er. For der er jo ingen konsekvenser i det lige nu. Hun er jo ikke umiddelbart ved at miste dig – og det “trygge og rolige”, I har sammen. Så hvorfor skal hun gøre noget anderledes, end du hun gør nu – når hun egentlig ikke har lyst til at gøre noget ved det, og når hun dermed heller ikke behøver at tænke videre over tingene.
Men det er stilhed før stormen – for på et eller andet tidspunkt, så får du sikkert nok. Du når din bund, og vil ikke “nøjes længere”. Husk også, at vi lever kun én gang – hvad vil du have ud af dit liv, og den tid, du har tilbage?
Hvis du slet ikke kan få din kone i tale, så må du overveje, om der skal handles på det. At der skal være konsekvens af hendes mangel på samarbejde for at I to bliver et godt team både i det daglige, og seksuelt.
Spørgsmålet er, om du er klar og villig til at “stille hende stolen for døren”, hvilket ikke behøver at betyde at forholdet skal slutte, men at du insisterer på parterapi, eller at hun begynder at samspille med dig. Hvis du ikke gør noget, så er spørgsmålet, om du hellere vil fortsætte som hidtil, med dertil følgende irriationer, skuffelser og sårbarhed.
Du ønskes alt det bedste med at finde ud af, hvad du vægter og prioriterer i dit liv.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
