[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære Tanja
Min mand og jeg har været sammen i 7 år, et forhold som har kørt meget op og ned og nok aldrig været helt stabilt.
Jeg har været gift tidligere og har 2 pigerne, som bor flest dage hos os. Min nuværende mand og jeg har ingen børn sammen, min mand har ingen børn fra tidligere.
Jeg har i lange og flere perioder været meget usikker på om dette forhold var det rigtig for mig. Jeg tror det største problem vi har, er at jeg er en følsom person, som har brug for løbende at tale, vende tanker, problemer, sorger og glæder og blive bekræftet. Min mand er egentlig også en følsom person, men kan ikke fordrage at tale……..kun smalltalke….det vil sige tale “vind og vejr”. Han er meget indadvendt. Det gode vi har sammen er vi dyrker megen sport sammen og går op i sund og kost mv.
Vores kommunikationsvanskeligheder har været et meget stort problem for mig, det har gjort mig ked af det, vred, trist, ulykkelig………men min mand har ikke magtet at tale med mig om dette. Jo han kan tale hvis han drikker alkohol ellers ikke.
Sidste sommer tiltog hans alkoholindtag….vi havde det dårligt sammen…han drak mere og jeg forslog (det var til sidste et ultimatum), at vi skulle i parterapi. Dette ville min mand ikke, men drak bare endnu mere, han passede dog fortsat sit arbejde.
Til sidst så jeg ingen anden udvej end at sige jeg ville skilles, og jeg fik sat vores hus til salg (som ikke kunne sælges sådan bare lige)…….det gav min mand et kæmpe chok. En periode her efter drak han meget heftig….han sagde hele tiden han ikke ønskede skilsmisse. Pludselig en dag” rettede han sig op, stoppede med at drikke, tog pænt tøj på og virkede positiv igen. Jeg blev faktisk lidt glad, men jeg fandt hurtigt ud af dette intet havde med mig at gøre……..han havde mødt en anden kvinde……..han begyndte ikke at komme hjem om natten osv.
Ja så faldt min verden fuldstændig sammen….jeg blev jaloux…og bad ham faktisk om give vores forhold en chance til. Men det var min mand ikke lige klar til…….det endte med en masse løgnehistorier, hvor han fortsatte så den nye kvinde, men fortalte mig han ikke gjorde osv.
Jeg har hele tiden i processen gået til psykolog.
Min mand indvilget i at tage med ind til psykologen og tale om vores forhold.
Vi var der 2 gange og vi talte meget. Min mand gav udtryk for at han også gerne ville vil prøvet igen at få vores forhold til at fungere, men det skulle gå langsomt og han skulle ikke presses til at tale for meget. Han skulle stoppe forholdet helt til den nye kvinde.
Både psykologen og min mand gav udtryk for, at han intet fik ud af at gå i parterapi. Min mand sagde det ikke forløste noget at han satte ord på ting/følelser, og psykologen sagde, at hun ikke troede det var hans måde at gøre tingene på. Så det var kun mig der så fortsatte i terapi.
Det gik fremad for os…..men langsomt….det var en svær kamp for mig at skulle holde min mund så meget, men jeg gjorde et forsøg.
Jeg havde brug for at spørge til den kvinde min mand havde mødt. Han beroligede mig og sagde hun ingenting betød, at han havde mødt hende på dating, og hun var ude af hans liv.
Efter 2 mdr. hvor det egentlig gik fint fremad (dvs i februar 2009)…..fik jeg den dårlige ide at kigge i min mands mobil. Her fandt jeg 2 sms beskeder han havde gemt fra kvinden (beskederne var gamle, tror jeg)….hun skrev hun elskede ham mv., og jeg fandt samtidig ud af det var en kollega fra hans arbejde, en kvinde jeg godt kunne huske han før havde omtalt. MIN VERDEN brød fuldstændig sammen…..jeg synes han havde løjet fælt for mig….nu var det ikke en kvinde fra dating, men en kvinde han så hver dag på sit arbejde…………..jeg fik et slags angst anfald….min mand var meget sød holdt om mig og vi talte en del sammen.
Min mand sagde hvis det blev et stort problem for mig kunne han forsøge at skifte job….det trøstede lidt….selvom jeg nok godt vidste det nok ikke blev til noget. Jeg forlangte, at han skulle slette hende af sin mobil samt Messenger (det syntes jeg jo han burde havde gjort selv for længst). Han siger, hun er slettet nu. Måske er det sandt. Han fortalte hans firma jo er stort og han stort set ikke har kontakt med hende i hverdagen.
Igen er det gået langsomt fremad….vi han gjort mange gode praktiske ting sammen med hus, have, sport holdt konfirmation for børnene. Men fortsat ja ikke særlig megen følelsesmæssig tæt ….jo sex (og dog perioder mister jeg lysten til sex, nok fordi det er den eneste nærhed vi har sammen og ikke er nok for mig), men ikke tale/snak. I søndag fik jeg igen den dårlig ide at kigge i hans arbejdsmail….som han havde glemte at lukke. Her fandt jeg ud af han stort set har daglig kontakte med kvinden, at hun er en tæt kollega….de fleste mails er faglige, men jeg fandt også en mail fra februar, hvor han sender mail en til hende hvor der kun står “knus”…………….det gør sindssygt ondt…….for det er den samme slags mail han sender til mig og da han er en mand af få ord……..så er knus mails værdifulde for mig……..men ikke mere…..ligeledes fandt jeg mails, hvor hun skriver, hvor klog og dygtig hun synes han er.
Jeg prøvede at konfrontere min mand med dette, om min smerter om min mistillid, mailene, min angst, at jeg havde brug for vi talte om dette igen…..flere gange. Men han afviste mig og sagde han ikke kunne holde alt det føleri ud.
Det gør så ondt, og jeg er så ked af det………………….også at jeg selv er så mistroisk og har kigget i hans mails…det er jo ikke ok. Men de gange jeg har gjort det…har jeg altid fundet noget han har løjet om (jeg har ´en gang tidligere kigget i hans mobil telefon for ca. 2 år siden…..der fandt jeg også en besked fra en anden kvinde han flirtede med………min mand sagde, han synes vores forhold gik skævt, så han havde brug for at lidt trøst i baghånden…….han nåede ikke at være sammen med denne kvinde…sagde han…..men han var forelsket i hende).
Jeg føler selv den eneste der kan hjælpe mig igennem processen omkring den anden kvinde, som min mand har haft et forhold til, er ham…….men han magter det ikke rigtig. Han synes, at det har vi jo talt om…….desuden siger han at det jo var mig som satte huset til salg, og han derfor blev ulykkelig og fandt en anden kvinde, at han jo også må leve med frygten om at jeg sætter huset til salg igen og vil skilles…….underforstået…..derfor bør jeg ikke være ked af det. Men det er jeg.
Min mand siger at han ikke føler skyld/anger over at han har været sammen med en anden, og at han ikke har været utro, nej det kan man nok ikke kalde det. Men jeg er blevet meget usikker på mig selv, jaloux og har mistet tilliden. Jeg har været meget ked af det, har svært ved at give mig totalt hen. De dage hvor jeg har følt stor jalousi, har efterspurgt bekræftelse fra min mand….. og sagt ”åh kan du ikke bare siger til mig” ”jamen A du er da 10 gange mere lækker end hende…eller det med hende var bare dårlig ligegyldig sex”……..hvortil jeg får svaret fra min mand:” jeg har altså ikke brug for at sammenligne jer 2 kvinder, hvorfor skal jeg tale nedladende om hende/kollegaen, hun er jo uskyldig i det her og jeg har sympati for hende og hader hende ikke”. Ja så bliver jeg endnu mere ked af det og opgivende, føler mig endnu mere afvist.
Hvordan kommer jeg eller vi videre herfra, lige nu snakker vi om skilsmisse måske er eneste udvej? (min mand er sød og omsorgsfuld på andre områder i vores forhold ift. mine børn osv…..bare det ikke handler om ham og mig)
Mange kærlige hilser,
AK
[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.75″ background_layout=”light” border_style=”solid”]
Kære AK,
Tak for din meget personlige beretning. Der er rigtig mange ting, som rører sig i jeres forhold, som er svært at give nogle gode konkrete råd om i en brevkasse vedrørende alle de ting, som foregår mellem jer. I en brevkasse er svarende vejledende, oplysende og i nogle tilfælde stof til eftertanke (som man så kan handle på eller lade være, alt afhængig af hvordan man kan bruge rådene og hvor svært/let man har ved at gøre noget ved det).
Du skriver, at du er en følsom person, som har brug for løbende at tale, vende tanker, problemer, sorger og glæder og at blive bekræftet. Det er der intet forkert eller unormalt i, du er tværtimod som en størstedelen af kvinder, da vi har et behov for at tale – hvilket mænd ikke altid har eller kan forstå. Slet ikke når det handler om følelser og problemer – ting som ikke er rare, eller ting som ikke lige “kan fikses” og løses her og nu. det er bl.a. fordi mænd primært er løsningsorienterede, og kvinder er relationsorienterede – sådan groft sagt.
Det jeg oplever ud fra din mail er, at din mand spiller en offerrolle, hvilket bl.a. kom til udtryk i hans alkoholproblemer, hvilket er en meget normal “rolle”, når man har en afhængighed. Man behøver dog ikke have en afhængighed for at udspille sin offerrolle, så selv da alkoholproblemet stoppede, så er han fortsat med at være offeret og bl.a. give dig skylden for nogle af de ting, HAN gør. Dette har karakter af narcissisme og antisociale træk (psykopati), hvilket begge ofte er træk, som man ser hos afhængige.
Det giver dig dårlig samvittighed, og gør dig i tvivl om dig selv – om der er noget andet eller noget anderledes du kan gøre, så tingene bliver bedre. I to udspiller sammen det man kalder den afhængige og den medafhængige. Din mand er afhængig af bekræftelse, han er afhængig af flirten og det kick det giver ham at føle sig som en mand – uden det inkluderer nogle store problemer (der er sjældent problemer, når man er forelsket eller flirter, derfor er det rart og dejligt for ham at være i denne tilstand med andre kvinder, for med dig er det jo blevet dagligdag).
På den måde undgår han at tage stilling til, og forholde sig til de problemer der opstår i hans liv – og specielt i relation til dig. Du er medafhængig, fordi du jagter en mand, som ikke kan fanges – ikke som situationen er lige nu. Du er medafhængig fordi du føler skyld over, at du ikke kan “redde ham”, du søger at have kontrol over situationen, og bruger en masse energi på det, uden at det hjælper.
Du fokuserer for meget på ham, og det han gør frem for, hvad du kan gøre for dig selv i dette liv. Jo mere du er “ovre i hans sko”, jo mere er du med til at bidrage til, at jeres mønster opretholdes, og at jeres situation bliver værre. Han spiller på din dårlige samvittighed, og dit ønske om at I skal lykkes. Men som det er nu, så vil der ikke ske det, du håber på, bl.a. at din mand vil bryde forholdet til hans arbejdskollega eller andre tilfældige chatpartnere, han vil fortsætte med at lyve, han vil gentage sit mønster med at kontakte andre kvinder – så i det hele taget udviser han ingen respekt for dig, sig selv og jeres parforhold.
Jo, så kan det godt være at han ellers er en god mand, som er sød og omsorgsfuld på andre områder i jeres forhold, ift. dine børn osv. Men der et ét væsentligt punkt, hvor han ikke er så god, sød og omsorgsfuld – og det er når det handler om jer. Men er I to ikke kernen af forholdet, og hvis I ikke forholder jer til den, hvad har I så?
Lige gyldig hvor meget du hopper på tungen lige nu, lige gyldig hvor meget du bøjer og føjer dig, så vil tingene ikke blive anderledes. Pas på, at du ikke sætter ham på et piedestal, fordi han på andre områder er sød, omsorgsfuld osv.
Forhold dig kritisk til tingene – sæt nogle standarder for dig selv. Der er umiddelbart nogle ting, du skal gøre op med. Du kan vælge at acceptere tingenes tilstand, og få udlevet dit behov for at snakke med dine veninder, familie og arbejdskolleger, eller du kan vælge at gøre noget ved dine tidligere trusler om at gå. Du kan håbe at din mand pludselig vil snakke med dig. Eller du kan stå ved din tidligere beslutning om at stoppe forholdet. Måske vil han mande sig op, når han ser, at der nu er konsekvens – at du mener det du siger – og står ved din beslutning. Så kan I måske endelig begynde at forholde jer fælles til forholdet. Måske vågner han slet ikke op, og ser det kun som en mulighed for at være sig selv, når I skilles, og kan så udleve sine egne egoistiske behov. Men om ikke andet, så kan du komme videre uden at bruge en masse energi og tid på at ændre noget, som ikke kan ændres.
Jeg sidder dog også og tænker på, hvad det er du taler med psykologen om? Om det egentlig handler om at du skal “tækkes” din mand – eller om terapien handler om dig, selvværd, grænser, tillig og dine behov. Jeg fornemmer, at den mere handler om, hvordan du tilpasser dig den situation, du er i, frem for bl.a. at udfordre dig på dig selv og den måde, du er i forholdet.
Din psykolog sagde desuden, at det ikke var din mands måde at gøre det på, efter at have konstateret at din mand ikke havde udbytte af terapien. Hvad mente din psykolog med “at det ikke var hans måde at gøre det på”? Hvordan skal han ellers gøre noget, for at jeres situation bliver bedre, eller at han selv får det bedre og lærer nogle nye strategier til at håndtere, når han bliver såret? Skal det hele lægge på dine skuldre? Kan han bare læne sig tilbage, gøre hvad han vil, undskylde sig selv indimellem, undlade at tale med dig om de ting han byder dig, og så skal du bare rette ind og være tilfreds? Og så er alt lykkeligt? Men du er jo ikke lykkelig. Du har ondt indeni.
I kan fx. prøve at læse om hvordan man kommer videre efter utroskab. Utroskab behøver ikke kun være samleje – utroskab kan også være den mentale utroskab, flirten og chatten, da det efterlader den forurettede part med nøjagtig samme følelser (hvis ikke værre), som når der er foregået utroskab via sex.
Ja, det er en hård omgang jeg skriver – men jeg ønsker at du skal forholde dig til tingenes tilstand som de virkelig ser ud. Du spørger, hvordan I kommer videre? Som skrevet før, så kan du vælge at blive i det med de betingelser som er der nu, eller også skal du forlange parterapi, hvis I to skal blive sammen, og hvis han ikke gør en indsats for forholdet (og sig selv), så har du fået et rigtig godt springbræt til at komme videre – måske netop for dig selv.
Du kan ikke leve i et forhold, hvor der ikke tales om tingene, for så går du på kompromis med dig selv og dine behov. Hvis din mand virkelig vil jeres forhold, så skal han op på hesten igen, afbryde sine forbindelser, og med handling vise dig, at han virkelig elsker DIG – og ikke alle de andre. Og det viser han dig ikke, når han forsvarer sin arbejdskollega, negligerer de følelser du har pga. hans handlinger, eller undlader at forholde sig til tingenes tilstand. Det er kun via handling, der viser at han vil dig og forholdet nu, at du kan få styrket din selvtillid, din mistro og din tillid til ham.
Jeg starter en gruppe for partnere til sex- og pornoafhængige (og flirt, chat og internetafhængige), som jeg tror du helt bestemt kan gavne rigtig godt af – bl.a. fordi din mand lader til at være afhængig af flirt og internet. Gruppen omhandler netop hele det issue, der handler om at være partner til en afhængig. Du lever din mands behov, og det udsætter din egen dømmekraft, dit selvværd og dit liv, og det kan være en rigtig god ide at bryde op med det (finde ud af om du skal blive eller gå).
Du ønskes alt det bedste.
Kærligst,
Tanja
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
