Forvirring, frustration og utroskab

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære Tanja,

Jeg skriver til dig i håbet om, at du vil kunne give mig nogle råd og/eller redskaber til at komme igennem en forfærdelig periode.

Historien er lidt lang, men jeg vil prøve at gøre det kort.

For ca. halvanden måned siden var min kæreste/eks-kæreste i Canada og jeg fik desværre en forfærdelig besked af min mor og søster, som fortalte, at de havde fundet ud af, at min kæreste havde været mig utro for ca. 4 måneder siden og at han var blevet konfronteret med det inden han tog afsted. Jeg havde nogle vigtige eksamener op til hans rejse og mine forældre havde bedt ham om ikke at fortælle mig noget før jeg var færdige med dem. Vi har været kærester i 4 år og boede sammen i 2. Jeg er 22 og han er 24 år.

Jeg er simpelthen så ked af det, frustreret, såret og rigtig skuffet.

Jeg havde aldrig troet at han kunne have sex med en anden, når han var i et forhold med mig. Og det gør virkelig ondt. Men derudover har han simpelthen skuffet mig så meget. Han valgte ikke at fortælle mig noget, han valgte at rejse til Canada i 5 uger med en kammerat, selvom at han vidste at jeg vil få det at vide, han valgte at blive i Canada, da jeg så fandt ud af det og efter at han er kommet hjem og flyttet hjem til en kammerat og hans kæreste føler jeg SLET ikke at han har kæmpet overhovedet, selvom at jeg har gjort plads til det. Det skal lige siges, at han selv har sagt, at han ikke kan undvære mig, vil leve sit liv med mig, have børn med mig, kæmpe, rejse og at han elsker mig.

Jeg har flere gange sagt at ord ikke er nok, at jeg skal se ham kæmpe, men efter halvanden måned føler jeg ikke at han har gjort det endnu.

Jeg vil helst få ham helt ud af mit liv, men jeg er bare ikke stærk nok, så jeg ser ham stadig. Og noget der er helt åndsvagt er, at jeg ikke kan lukke helt ned, fordi at jeg ikke kan holde ud at han er sammen med andre.

Arh, ja jeg er virkelig forvirret.

Men har du nogle gode råd til, hvordan jeg skal komme videre? Det gør simpelthen for ondt, at leve på denne måde.

Mange venlige hilsner og på forhånd tak,
SE

[/et_pb_text][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_text _builder_version=”3.0.77″ background_layout=”light” border_style=”solid”]

Kære SE,

Der er desværre ikke én endegyldig formel på, hvordan man kommer videre efter utroskab.

Der er ikke noget åndssvagt eller forkert i, at du ikke kan lukke ned, eller ikke “føler dig stærk nok” til at lade være med at se ham. Hvis du har det sådan, at du gerne vil se ham, så gør det – uanset hvad andre mener og tror på dine vegne. De ejer ikke dit hjerte, og kan derfor ikke træffe beslutninger på dine vegne, når det gælder kærligheden.

Dine følelser har lidt et alvorligt knæk pga. den bristede tillid, men det betyder ikke, at dine følelser overfor din kæreste er forsvundet. De forsvinder ikke ind over natten, fordi ens kæreste har været utro. Tværtimod får følelserne pludselig en masse dimensioner, som man i sit stille sind aldrig ønskede at skulle opleve – og pludselig står man midt i det.

Det betyder ikke, at kærligheden dør, eller absolut skal dø, fordi ens kæreste har været utro. Det vil nu være en proces for dig at finde ud af, om du egentlig kan lære at leve med din kærestes utroskab. For at du skal heles i dine følelser, så vil det kræve en indsats fra din kærestes side. Han kan ikke læne sig tilbage og så tro på, at det nok skal løse sig imellem jer med tiden – for det gør det ikke, hvis han ikke gør ord til handling – altså beviser overfor dig, at det er DIG han vil have, at han han giver udtryk for, at han godt er klar over det bedrag han har lavet (anger og erkendelse), og at han lytter til, hvad oplevelsen har gjort ved dig (uden at han skal forsvare sine handlinger, for det kommer I ikke videre af).

Du kan gøre klart for ham, hvad du har brug for lige nu. Hvis det handler om, at han flytter hjem, at han nedprioriterer aftaler med andre i den næste tid, at han lader sin mobil ligge fremme, at han ikke sidder ved computer i det næste stykke tid – eller hvad det nu end kan være, der gør at tilliden til ham kan begynde at blive genopbygget, så er det en del af den proces, I skal igennem. Han kan ikke “sidde på sine hænder”, og kun via ord give udtryk for, at han ikke kan undvære dig eller leve uden dig – det viser han ikke ved at “gemme sig” hos sin kammerat. Så hvad skal der til, for at han kan bevise overfor dig, at han virkelig mener det, når han siger de ting om at tilbringe resten af livet med dig osv.?

Derudover, så kan det være en ide også at minde hinanden om, hvorfor I egentlig vil kæmpe for forholdet. Fx. ved at give udtryk for, hvorfor I har valgt at leve sammen, og hvorfor I har valgt hinanden. Derudover, så kan I også tage en snak om, hvad der kan have ledt op til selve utroskaben, så I begge (og han selv) bliver klar over, hvad der kan ligge af årsager til, at han ender med at være utro. Ofte handler det om, at den utro har svært ved at forholde sig til de følelsesmæssige påvirkninger der sker i dem selv enten pga. parforholdet, arbejdet eller andre omstændigheder i ens liv, der “presser” en. Når tingene bliver svære, så kan der være en svaghed for at søge bekræftelse – fx. via utroskab.

Smerten bliver bedre med tiden, og hvorvidt I kan fortsætte som kærester afhænger af, hvordan I to nu formår at få talt om utroskaben, forholde jer til den, og fremadrettet finde nogle fælles visioner for parforholdet, så der ikke hersker nogen tvivl om, hvilke værdier jeres forhold bygger på. Når man har en fælles referenceramme, og minder hinanden om de gode ting man har, så bliver det fremadrettet sværere at bryde det bånd man har, og dermed lade “andre komme imellem hinanden”.

Hvis det bliver for svært for jer selv at løse, så kan I med fordel opsøge en parterapeut til at guide jer igennem processen.

Derudover, så gør også nogle gode ting for dig selv, så du ikke sidder der hjemme og lader utroskaben overskygge din gøren og laden.
Brug noget tid med gode veninder, læs en bog, løb en tur, tag på cafe og få en latte, få en massage – gør i det hele taget nogle ting, som “fylder dig op” – i hvertfald i det tidsrum, hvor du beskæftiger dig med noget andet også. Du skal stadig leve, selv om tingene føles som om de er gået i stå samme dag, som du fandt ud af din kærestes utroskab. Men den magt, skal sådan en oplysning ikke have over dig – du kan kræve det tilbage – også selv om det er svært og ikke føles lige så sjovt, rart, let, som det hidtil har gjort.

Du kan desuden med fordel læse på min hjemmeside omkring utroskab – samt læse mine besvarelser til andre, der har oplevet utroskab i deres forhold. Måske det også kan sætte tingene lidt mere i perspektiv for dig.

Du ønskes alt det bedste.

Kærligst,
Tanja

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

Forfatter: Tanja Glückstadt

Tanja Glückstadt – CEST, CEPT, CBT, DAT, CSAT – Certified Sex Addiction Therapist, afhængighedsterapeut, sexolog, stress coach, parterapeut Adresse: c/o Loaderiet, Gunnekær 28 st. th., 2610 Rødovre Mobil: +45 60 83 10 20 Facebook

Skriv et svar