Med de mange internettilbud om sex og hurtige piger på diverse chatportaler og pornosider er det i dag svært at komme ud over utroskab på dette medie. Mobiltelefonen er også et hurtigt og let medie at bruge til at komme i kontakt med andre, og den bliver ofte benyttet til firma og privatbrug – herunder flirt, sexsnak og at sende frække billeder.
Det er nogle få klik – nogle få tast på mobilen, og så er der skabt kontakt.
Har du nogensinde selv oplevet, at når du kommer ind i rummet, så hører du musens klik og du ser flygtigt ud af øjenkrogen at skærmbilledet skifter? Det kan være med til at gøre dig mistroisk og utryg, for hvad er det lige han skjuler? Her er det vigtigt, at du spørger ham ad, uden at bebrejde ham, hvad han lige så på, eftersom hans handling med at skynde sig at klikke billedet væk, er med til at gøre dig mistroisk. Lad ham forklare, hvad han har gang i – og se så om han virker meget undskyldende, eller endda anklagende over, hvad du nu kommer rendende for. Sidstnævnte kan tyde på, at han har haft gang i noget, som han ikke burde, og helst ikke vil fanges i.
For ham som også bruger mobilen til at sende sexbeskeder og frække billeder, der oplever du måske at han altid gemmer mobilen væk, at den er på lydløs, eller at han bliver hidsig, når du bare nærmer dig telefonen, fordi han faktisk er bange for, at du skal opdage noget af det han har gang i.
Hvor ofte og hvor lang tid ad gangen bruger han computeren?
En mand som benytter sig af porno og sexchat på internettet bruger ofte ekstremt meget tid på nettet, og er praktisk taget besat af sin computer. Den bliver tændt med det samme han kommer hjem, man kan aldrig rigtig se hans skærm, og hvis han skal lave nogle andre ting i hjemmet, så lukker han for computeren, eller sætter et password på. Han ynder dog helst at gøre det alene, men hvis han har en bærbar, så behøver han ikke være bleg for at sidde i samme rum med dig, og se billeder af andre piger – så længe du bare ikke kan se skærmen, så du kan se, hvad han har gang i. Nogle mænd begynder også at anvende mobiltelefonen til at skrive med pigerne, se og sende frække billeder, og i nogle tilfælde bruger han den også til at tale sammen med pigerne, han finder på internettet.
I nogle tilfælde kan det blive så ekstremt, at han slet ikke har tid til at besøge venner, familie eller at tage på arbejde, for han skal liiiige nå at kigge på et par sider eller chatte med en kvinde – og så er han hurtigt fanget og suget ind i computeren, så tiden bliver fuldstændig væk for ham. For ham, som er så besat af sin computer, at det går ud over omgangen med andre mennesker, hans arbejde, og ikke mindst kæresten og sexlivet, er der reelt problem. Han er pornoafhængig. Men før du tilskriver din mand at være afhængig og decideret pornomisbruger, så kan hans brug af nettet, og sexchat samt billeder, være et reelt udtryk for en mental utroskab, uden at han behøver at være afhængig. Der er først tale om en afhængighed, når han ikke selv styrer forbruget af porno og chat, og når det bliver problemskabende i hans hverdag – altså når han ikke kan deltage og være til stede i ”det virkelige liv” både i krop og sjæl, og når han primært lever online og i en surrealistisk internetverden.
Du ved godt, når han er utro på nettet og ser porno
Har du fundet håndklæder, bluser, papir eller sokker, hvor du har set og mærket den tørre sæd – fordi han har brugt tingene til at tørre sin penis af efter en ordentlig gang cybersex? Måske du har fundet billeder på hans computer af andre kvinder – du har måske endda fundet nogle datingprofiler, han har oprettet, eller nogle alias email-adresser, som han bruger til at modtage og sende sexbilleder og skrive frække og sexede historier om, hvad han godt kunne tænke sig at gøre ved alle de andre kvinder.
Du ved det jo egentlig godt – din mand har gang i noget på nettet. Noget han ikke burde – noget som overskrider alle dine grænser, og ikke mindst dine værdier for, hvordan man skal vise troskab i et parforhold. Men grunden til du har svært ved at reagere, og måske helt forstå hvad der sker, er at han jo ikke er fysisk utro. Du har måske heller ikke helt fanget ham i selve akten eller fundet billeder og beskeder på computeren, så derfor vælger du at omgås problemet – at undlade at konfrontere ham, simpelthen af frygt for at blive bestyrket i din mistanke om at han ikke er tilgængelig for dig i forholdet. At han giver sin tid, sine tanker og sine følelser til nogle kvinder, som du synes er så intetsigende. Du forstår simpelthen ikke, at han kan være så meget for disse kvinder – og give så meget af sig selv til dem, når nu du ikke mærker ham, hans forståelse, og hans engagement i forholdet. Du ved heller ikke helt, om du skal være så ked af det – og så jaloux, for han har jo ikke været seksuelt sammen med de kvinder – endnu. Men alligevel begår han et tillidsbrud i forholdet, og det er faktisk værre for dig, end hvis han så for pokker bare duskede en kvinde en enkelt gang, og fik det ud af systemet.
Men du ved, at han flirter vildt med alle de piger han møder rundt omkring på sin vej, når han chatter sig igennem nettets utallige datingsider. Han ser garanteret også frække billeder af de piger – og måske han ligefrem selv sender sexbilleder ud i cyberspace. Noget han aldrig gør til dig, på trods af at du har en mobil telefon, som kan modtage billeder – ja, han kunne bare sende dem på mail til dig, hvis det var. Men han deler meget mere af sig selv med disse anonyme og alligevel meget livagtige piger. Han bruger alle de søde ord, som du ved han har i sig, men som du bare aldrig selv hører. Men nu hører alle de andre piger det. Du bliver skuffet og vred – men ikke mindst dybt, dybt såret og krænket på din person, din seksualitet og din femininitet.
Det gør jo ondt, at han kan bruge så meget energi og opmærksomhed alle andre steder, når han ikke giver den til dig – den som faktisk elsker ham og er en del af hans liv.
Hvorfor bruger en mand nettet til at chatte og se porno
Det handler nogle gange om, at der mangler noget derhjemme imellem jer. Og fordi han ikke får delt sine frustrationer, sårethed, vrede, seksualitet osv. med dig, så søger han andetsteds, hvor der ikke er nogle grænser, ikke noget ansvar overfor en anden person, og hvor han kan føle fuld kontrol (i en dagligdag, som måske føles kaotisk og svær at være til stede i).
Det kan også handle om, at han har rigtig svært ved at vise følelser overfor dig, og at han ikke helt ved, hvordan han skal opføre sig overfor dig, tale til dig, og i det hele taget give dig det, som du har brug for. Han tør måske ikke fortælle om sine fantasier og længsler, fordi han ikke rigtig fornemmer dig, og hvad du vil. Måske fordi du ofte ”skælder ud” og brokker dig eller virker misbilligende og bebrejdende, så han aldrig føler, at han kan gøre det godt nok. Eller også tror han, at han ved, hvordan du vil reagere, hvis han åbner op, og han regner ikke med, at det er en særlig rar reaktion du giver ham pga. jeres tidligere skænderier, som ofte efterlader ham som taberen, og derfor går han ikke til dig, og deler sine tanker og følelser. En anden årsag kan også være, at han har mistet lysten til sex – med dig. Men det betyder ikke, at han har mistet kærligheden til dig, men det kan bl.a. handle om, at I har alt for meget fokus på at sexen skal fungere – og når det er tilfældet, så får han til sidst nok. Han kan også have præstationsangst og få medfølgende rejsningsproblemer.
Forholdet er måske endda blevet for kedeligt og rutinepræget. I har glemt hinanden og den daglige anerkendelse i form af blandt andet et kram, knus og et dejligt langt kys. I er ikke nærværende overfor hinanden, og får ikke kommunikeret om, hvad der er god sex – og hvad der ikke er god sex, om hvordan arbejdsfordelingen skal være imellem jer, hvilke værdier I har i forholdet, måske han er stresset osv.
Måske han er usikker på sin seksuelle præstation og sin rolle som mand i forholdet, og derfor bliver det lettere for ham at søge bekræftelse via andre kvinder, fordi han ikke formår at bede om den fra dig.
Ofte handler det om, at han er bange for at give sig fuldstændig hen til dig og fortælle hvad han egentlig har behov for – specielt seksuelt. Han frygter at han sårer dig, gør dig sur eller at du vil reagere med at smide ham ud, hvis han åbner op for sine inderste kroge.
Men det kan også have helt andre årsager – ja, der kan være mange. Måske har han oplevet overgreb tidligere i sit liv, måske han har haft en far eller en mor, som selv brugte porno (blade, prositutuerede, pornofilm osv.). Han fik praktisk taget porno ind med modersmælken, og pornoen var et spændende, frækt og forbudt område. hvor du kun blev forstærket i at bruge porno af dn far eller mor. Med andre ord lærte du ikke andre strategier i din spirende seksualitet omkring, hvordan sex, parforhold og seksualitet er så meget mere end porno.Han gør egentlig kun, hvad han har lært.
Han bliver sur, når du fanger ham!
Når du konfronterer ham med hans overdrevne brug af nettet – og med at du synes hans brug af det virker mistænkelig, bliver han gal og svarer igen, eller lader han helst som ingenting? Det er helt normalt, at manden nægter hans pornoforbrug, chat med andre piger, modtagelse af frække fotos, eller at han sender frække fotos af sig selv. Det er helt normalt at han bliver vred, for nu er han jo fanget. Han ved desuden også, hvordan han selv ville have det, hvis det var dig, som gjorde de ting, og derfor prøver han på en forkvaklet måde at beskytte dig for at få det skidt. Men det virker bare ikke, for du HAR luret ham.
Hvis du så endda kan bakke din mistanke op med konkrete brugernavne og sites, han har besøgt, billeder han har sendt eller modtaget, så er den endnu værre. Nu kan han ikke undskylde sig ud af det – eller bortforklare det. Så føler han sig krænket. Og det er i og for sig også helt ok, at han føler sådan, for du har været inde og snage et sted, hvor du ikke burde. Selv om du normalvis ikke er den snagende type, så bliver du det, lige så snart du får mistanke om hans færden på nettet – at den er mere lumsk, end den er lutter lagkage. Og så begynder man at lure og snage for at blive bestyrket i sin intuition og mavefornemmelse om, at der foregår noget fordækt.
Når han derfor siger, at han føler sig krænket, bliver vred og sur over at du har snaget på hans computer, så er det nødvendigt, at du anerkender, at det er forkert – for det ER det. Men igen så skal du lade ham vide, at det ikke ville være en nødvendighed, hvis du ikke følte, at der var en årsag til at snage. Hvis du følte dig tryg ved ham, og hans brug af computeren, så ville behovet for at snage aldrig opstå. Jo, man ville nok være nysgerrig over, hvad han kan bruge mange timer på foran den tingest, men hvis forholdet ellers fungerer og han ikke trækker sig væk følelsesmæssigt, så ville du aldrig få den nagende lyst til at checke op om hans PC brug. OG det skal han have at vide.
Hans rolle for at komme videre
Vær ærlig! Drop dine forsvar af, hvorfor du bruger pornoen, og at det jo ikke er så slemt. Hvis det ikke var så slemt, så stod du vel ikke overfor en såret partner og på randen til et opløst parforhold? Manden er nødt til at åbne op om sin brug af computer. Gøre hans kvinde mere tryg i, at han ikke bruger den til porno og sexbeskeder mere. Derfor må han lade den stå tændt, også når han forlader rummet, eller også må han fjerne det password, som der er på computeren. Hvis han også bruger mobilen som kontakt til andre piger, så er han nødt til at lade den ligge fremme. Ikke fordi kvinden absolut SKAL snage, men mere så hun ikke føler, at han skjuler noget. Når hun igen har fået opbygget tillid omkring brugen af PC og mobil, så behøver I ikke være så opmærksomme på at telefonen SKAL ligge fremme, eller at computeren ikke er tændt. For I må også videre, og begynde at stole på hinanden.
Det er nødvendigt at manden får fortalt sin partner, hvad der rører sig indeni ham. At han åbner op, og prøver at fortælle, hvad der har gjort, at han har søgt andre piger. Han må fortælle, hvad han har behov for fra sin kvinde, og så må han bevise ved handling og ord, at han vil hende. Så hun kan mærke ham og hans oprigtighed.
Han må også finde nogle andre gøremål, end at sidde ved sin computer hele tiden. Prøve at erstatte den tid, han ville bruge på sexsnak og billeder med at tage hjem til en kammerat, at spille fodbold, at lave noget med hans kvinde og eventuelle børn osv.
Det vil være et konstant valg, et bevidst valg, for manden at undlade at dyrke sit chat-, internet- og pornoforbrug. Han bliver nødt til at have strategier, når trangen, besættelsen og impulsen om at smutte til computeren melder sig. Han skal også finde ud af, hvornår han plejer at bruge internettet, flirten og chatten for at få et kick. Er det når I lige har skændtes? Er det når du belønner dig selv? Med andre ord: hvilke følelser bidrager til dit internetforbrug?
Derudover så lær at sige “undskyld”, ogat MENE det, så din kvindetror på dig. Bekræft hende, indrøm, at det er noget lort du har lavet,erkend og vis anger over at du har skidt i nællerne, og bekræft hende så noget mere! Hun har brug for at vide, at hun er den rette for dig – den person som virkelig er speciel for dig, for det har hun ikke følt sig i al den tid, du har brugt pornoen som flugtvej. Tværtimod er hun blevet mere og mere såret, følt sig mindre og mindre værd – og du er den som kan være med til at rette op på det.
Hendes rolle for at komme videre
Hun skal være åben for ham, når han prøver at forklare, hvorfor han har været utro. Hun må ikke begynde at bebrejde ham, for så trækker han sig tilbage, fordi han ikke orker at diskutere og hele tiden forsvare sig. Hun er nødt til at erkende, at hun selv har et ansvar i at komme videre, og at få det bedre med sin mand igen.
Som kvinde skal du også vide, at det IKKE er din skyld, at din mand vælger at bryde din tillid. Det er udelukkende hans handling. Fordi han ikke tør, kan eller vil dele sine tanker, længsler, fantasier og bekymringer med dig, så er det ikke din skyld, at han “flygter” fra det svære, og vælger pornoen, chatten, sexen, nettet, flirt og andre ting, der lige her og nu udfylder det tomrum, han har indeni. Det kan godt være, at der er nogle ting imellem jer, der trigger ham i at bruge pornoen, men det er som sagt hans valg at udføre handlingen.
Du skal som kvinde derfor lære at diffenrentiere dig fra ham, lære at stole på dine instinkter igen, turde give udtryk for dine egne længsler og behov, så det ikke handler om, hvordan du gør din mand glad – så du ikke længere tækkes ham og hans humør.
Sådan kommer I videre – nogle forslag
Mental utroskab, søde beskeder og udveksling af billeder er for mange indbegrebet af utroskab – også selv om der ikke har været fysisk sex. I sådan en situation er det vigtigt at gøre op med sig selv, om man kan og vil prøve at acceptere og tilgive ham. Hvis du ikke kan det, hvis du føler du vil bebrejde ham resten af jeres dage sammen, så er det nok tid til at komme videre for jer begge to.
Hvis du dog mener, at du vil give det en chance, og vil satse på at du kommer videre i parforholdet – og at I begge kommer videre som par – så tag et valg om at acceptere, at det er sket og lad fortid være fortid. Til det er der nogle konkrete ting, som I skal gøre for at komme videre. Det hele bygger på, at I begynder at kommunikere, og sørg for at lytte og prøve at forstå hinanden. I behøver ikke være enige, men prøv at forstå, hvad den anden siger, føler og tænker, og aftal så et kompromis omkring, hvordan I to vil arbejde sammen for at komme ud af krisen. Definér jeres nye roller ”jeg vil være åben for dig, og ikke hele tiden være sur” eller ”jeg vil give plads til, at du kan tage ud med dine veninder” osv.
– Råde bod
At råde bod handler om, at den forsmåede part får lov til at spørge ind til, græde, skrige, bede om forklaring og søge at forstå den utros handling. Aftal at der skal rådes bod i maksimalt en måned, og herefter skal kvinden have taget stilling til, om hun vil komme videre og se fremad, eller om hun mener at hun ikke kan leve med hans tidligere bedrag. Manden skal ikke belastes til tid og evighed over, at han har kvajet sig, da det er uværdigt for begge parter.
Det er helt normalt, at det indimellem – efter den måneds tid, hvor der rådes bod – vælder op i kvinden igen vedrørende hans tidligere troskabsbrud, og i stedet for at bebrejde ham for hans tidligere handlinger, så lad være med at angribe og tilsvine ham, men fortæl ham på en kærlig måde, at det er vældet op i dig igen, at du føler dig lidt utryg og ked af det (måske vred), og fortæl ham hvorfor. Måske er det fordi han igen lader til at være fraværende i sind og sjæl. Lad være at angribe ham, men forsøg på en kærlig måde at lade ham vide, at du har ekstra brug for ham til lige at forsikre dig om hans kærlighed til dig. Det kan bl.a. være ved at han aer dig godnat, putter dig og viser nærhed og omsorg, som du skal fortælle ham direkte, hvad betyder for dig. Altså hvad er nærvær og omsorg – hvad er det han kan gøre, for at vise dig den.
– Tal åbent om brugen af PC
Det er vigtigt, at man får talt sammen om den utroskab, som han har gang i. Fortæl ham, hvad det gør ved dig, at han bruger så meget tid på alle andre kvinder, fordi han kunne bruge den på dig – men det han gør lige nu er at negligere dig, jeres forhold, og ikke mindst negligere de ting I har bygget op sammen.
– Kommunikér med hinanden om jeres tanker og følelser
For at komme videre er det altså vigtigt at fortælle, hvad det gør for dig – i hjertet. Og giv ham plads til at fortælle, hvorfor han gør disse ting. Hør ham ad, hvad det er han mangler, siden han er nødt til at finde anerkendelse andre steder. Måske det netop er dét han mangler – anerkendelse, fordi jeres forhold kører på ”cruise control”. I har glemt at kysse, kramme, flirte og i stedet har alle de daglige rutiner taget over, og tingene kan derfor gå hen og blive kedelige. Tal om disse ting men lad ham tale i hans tempo uden at hive tingene ud af ham eller lægge ord i munden på ham.
– Aftal spilleregler for brugen af computer
Her kan det handle om, at han giver dig fuld adgang til hans computer – altså giver dig tryghed og vished om, at han ikke skjuler noget. Lader dig kigge, hvis du har lyst. På den måde kan han være med til at gøre dig mere rolig, opbygge tilliden igen og gøre dig mere tryg omkring ham og jeres forhold. Derfor er fuld synlighed og åbenhed utrolig vigtig. Om du så vælger at bruge den, og ”snage” – det er helt op til dig. Jo mere tryg du føler dig, jo mindre vil dit behov for at snage være.
– Aftal hvordan man taler til kvindelige bekendtskaber
Måske manden ikke føler, at han flirter, fordi han giver et kompliment til en tilfældig kvinde på nettet – men han flirter, hvis det går dig på. Så er det ikke ok, at sige til andre, at de ser godt ud, at de er flotte osv. Ofte ligger der jo også en bagtanke fra mandens side, når han indleder en chat med sådanne ord – for hvis han kan var interesseret i et venskab, hvorfor skulle han så indlede en snak med, hvor flot hun er? Tal om, hvad du ikke kan acceptere i hans brug og snak med andre – både på nettet og i virkeligheden.
Man kan sige, at det er ok, at en mand har nogle veninder på nettet, som du ikke nødvendigvis behøver kende alt til. Det der er vigtigt, er bare, at disse kvinder kun er venner – altså at der ikke er flirt, sexsnak og ”hvis bare jeg var single”, snak med i deres dialog. For begynder snakken at kredse om sådanne ting, så er der ikke langt til at det bliver reel sexsnak, og udveksling af sexbilleder – og hvem ved – måske de så også ender med at møde hinanden.
Manden vil måske sige, at han ikke synes der er noget galt i at sige, at en kvinde er flot – nej bevares, hvis det er en god veninde og det siges uden bagtanker, eller hvor du selv ser, hvad han skriver, eller hører hvad han siger. Det er lige så snart, at hans omgang og snak med andre kvinder bliver fordækt og hemmelig, at der er et problem. For hvorfor skal han holde tingene skjult, hvis der ikke er en bagtanke med det? Fortæl ham derfor, hvad du kan acceptere, i forhold til at møde nye bekendtskaber og venner på nettet.
– Tidsforbrug per gang
Hvis du har oplevet, at han har siddet i timevis, og endda efter du er gået i seng om aftenen, så han har kunnet få frit lejde med sin sexchat og pornokiggeri, så aftal at han max. bruger ½ time ad gangen. Lad ham trappe ned og se, at han ikke behøver at være i den verden, for at have værdi som menneske.
– Han skal gå i seng samtidig med dig
Hvis han også har siddet den halve nat, for at være utro på nettet, så aftal at han fremover skal gå med i seng på samme tid som dig, så du ikke behøver føle dig utryg over, hvad han nu har gang i.
– Lav nogle ting sammen
En anden mulighed for at minimere forbruget og behovet for at sexchatte, er at I laver nogle ting sammen. Det kan være at gå en aftentur, tage hjem og besøge nogle venner, spille kort, sætte jer udenfor og nyde et glas rødvin eller en øl – altså noget helt andet, end I normalvis ville gøre på en helt almindelig dag, hvor din mands lyst til at gå på nettet, ellers ville melde sig.
– Du kan selv tage et valg og give slip
Du kan aldrig styre, hvad han laver på sit arbejde eller når han ikke er hjemme, men i stedet for at gå og bekymre dig, så er du nødt til at tage et valg om at stole på ham, og i takt med at han viser dig, at han ikke bruger nettet på samme måde mere, og i takt med at du opnår større tillid og tryghed ved ham, så vil din frygt, angst og bange anelser om, hvad han har gang i, når I ikke er sammen, fortage sig.
Du skal altså ikke blive ved med, at bruge det imod ham – du er nødt til at give slip og give plads til at han kan bevise, at han virkelig vil dig og forholdet.
Det er derfor nødvendigt at I taler sammen om, hvad I har behov for i jeres forhold, og at I så også handler på det. Tag en snak om jeres fælles værdier i forholdet, og hold et ugentligt husmøde for at tage en snak om, hvordan ugen er gået. Se det som et teamarbejde, så I får løst jeres konflikter og problemer på en måde, så begge parter føler sig tilgodeset.