Uanset hvilken type afhængighed man har, så er den afhængige cyklus praktisk taget ens hos alle.
Man er ofte optaget af at få sit næste fix. Det kan være tanker som ”hvornår kan jeg få min næste øl” eller ”hende derovre, ser ret lækker ud, gad vide hvordan hun er i sengen”, og så begynder man at seksualisere den person man kigger på, og kører en sexfilm om vedkommende.
Man ritualiserer for at kunne få sit fix, ved at ”hver gang jeg går forbi brugsen, så køber jeg en øl” eller ”når jeg er alene hjemme, så skal jeg lige på computeren” – som ender med noget seksuelt.
Derefter udfører man sin kompulsive (tvangsprægede) aktivitet, hvilket er at drikke den øl, man har købt eller vupti, først tændte man computeren og pludselig så sidder man og ser porno og har cybersex.
Når man er færdig med sit fix, så opstår der ofte en indre tomhed, en fortvivlelse, som kan skabe skyld og skam bl.a. fordi man jo har lovet sig selv at stoppe flere gange før, men det lykkedes aldrig. Og så slår man sig selv i hovedet med, at man sgu også er en taber eller for svag, hvilket kun gør ondt værre. Man bliver nedtrykt og irritabel og har dårlig samvittighed.
Fordi man ikke forholder sig til dette, og ofte har svært ved at håndtere sine følelser på en måde som ikke involverer selvdestruktiv adfærd og selvdestruktive tanker, og fordi afhængigheden er en virkelig, virkelig tillokkende ven, der altid leverer og gør det, som den lover – bl.a. at give et fix dopamin til hjernen –så bliver det ude af kontrol, og cyklussen starter forfra. Det der startede med en almindelig nysgerrighed for et stof, eller for en adfærd (spil, sex, mad, arbejde osv.) ender med at tage over, og sniger sig ind på en lidt efter lidt, og ender med at få overtaget over en.
